Helgen og helt

Det drejer sig uden al tvivl om et pilgrimstegn, et af de små emblemer, som middelalderens mennesker hjembragte, syet på tøjet eller hatten, fra valfarterne til de hellige steder, for at venner og naboer kunne se, man havde været der. Den afbildede må altså være en hellig mand, men beskadigelserne gør det vanskeligt at identificere den pågældende og dermed afgøre, hvor mærket stammer fra. Den siddende stilling, kjortlen og sværdet antyder dog i hvilken retning, der skal søges, disse træk er typiske for billeder af fyrstelige personer; det er sådan konger oftest ses på segl og lignende fremstillinger. Her giver sværdet, der på pilgrimstegnet ligger tværs over personens skød, et vigtigt fingerpeg, det udelukker vore nordiske fyrstehelgener: Norges Olav, Sveriges Erik og Danmarks Knud Konge og Knud Hertug. Disse helgener bærer andre attributter end lige netop sværdet og vises på en helt anden måde end tinmærkets fyrste. (Fig. 1)

Det lille emblem må da antages at stamme fra et sted uden for Norden, og her står hele Europa til rådighed med talrige kongehelgener. At finde et helt tilsvarende pilgrimstegn i dette store materiale er ikke lykkedes, men så nærtstående paralleller foreligger, at der ikke kan være tvivl om, hvem billedet forestiller, det er Karl den Store, frankisk konge og senere romersk kejser, kendt som en af fortidens store stridsmænd. At han også var helgen, vil nok komme overraskende for de fleste.

Karl den Store var født i 740’erne og døde 814, altså i det, vi kalder tidligste vikingetid. Med største feltherretalent udvidede han sit rige i alle retninger, og hans erobringskrige fik karakter af korstog, idet han samtidig udbredte kristendommen, om end på en lidet kristelig måde. Med paven stod han på god fod, dels vel på grund af den omtalte missionsiver, dels som følge af personlige tjenesteydelser, og år 800 blev han af Leo 3. kronet til romersk kejser og tildelt kirkens velsignelse. Denne handling blev af samtiden opfattet som Karls optagelse blandt den hellige kirkes salvede, og det er baggrunden for den dyrkelse, der efter døden blev ham til del, skønt han savnede martyrkronen, der kendetegner de fleste helgener. En egentlig helgenkåring fandt først sted i 1165 på foranledning af den tysk-romerske kejser, Frederik 1. Derefter antog flere kirker rundt om i Europa Karl som en af de helgener, man fejrede, blandt dem var Grossmiinsterkirken i Zürich. (Fig. 2, fig. 3)

Den nu stående middelalderlige katedral i Zürich har rødder tilbage i karolingisk tid, men ellers er der ikke noget, der knytter netop denne kirke til Karl den Store. I 1233 lykkedes det imidlertid for gejstligheden ved Grossmünster at erhverve relikvier fra kejserens grav i Aachen, og de må have været af særlig betydning, eftersom de gav anledning til valfarter. For ligesom at sætte lidt kød på helgenmyten lod man senere fremstille en mere end legemsstor figur af kejseren siddende med det dragne sværd i skødet, og på samme måde blev han afbildet i de små emblemer, som blev fabrikeret til bedste for pilgrimmene. Det er et sådant, der har fundet vej til Bistrup.

Karl-dyrkelsen var i sammenligning med så mange andre helgeners ikke særlig stor; Bistrup-mærket er vist det eneste af sin art, der kendes fra Skandinavien, og heller ikke ude i Europa er der fundet mange af dem. Det betyder imidlertid ikke, at den store kejser var glemt - tværtimod, hans minde levede i bedste velgående gennem hele middelalderen, men overvejende på verdslig basis. Han blev hyldet i sagnagtige kvad og krøniker - og senere i ridderromaner som folkebogen om Karl Magnus, der har tjent til menigmands underholdning højt op i nyere tid. Den ære overgik ham at blive optaget blandt de »ni helte«, en blandet forsamling af fortidens store hærførere, som optræder i middelalderens litteratur og billedkunst; han er her i selskab med så prominente personer som kong David, Alexander den Store, trojanernes Hektor, sagnkongen Arthur og den berømte korsfarer Godfred af Bouillon. I Dronninglund Kirke, Vendsyssel, ses hele flokken afbildet.

At en dansk pilgrim skulle være rejst til Zürich alene for at tilbede kejser Karl, må anses for usandsynligt, snarere er det noget, man har taget med på vejen mod et fjernere mål, antagelig Rom. Som nævnt ligger Bistrup lige uden for Roskilde. Mange gejstlige derfra har i middelalderen trodset rejsens besværligheder for at gæste Den evige Stad. (Fig. 4)