Held i uheld

Plantning af ny skov er på det seneste blevet moderne, hvilket der er flere årsager til, blandt andet et ønske om at beskytte grundvandet mod nedsivning af forskellige stoffer. I disse år foretages der skovrejsning på omkring 2600 hektar jord om året. Man kunne måske tro, at disse bestræbelser ud over at gavne naturen også er til fordel for fortidsminderne, men det er ikke tilfældet, nærmest tværtimod. Hvordan hænger det nu sammen? Et frisk eksempel skal belyse sagen.

En aften i marts 1998 dybdepløjede en gårdejer ved Bjerringbro sin mark for at forberede den til plantning af grantræer. Lodsejerens overraskelse var stor, da han den følgende morgen i dagslyset opdagede mørke pletter, ildsteder og en større mørkbrun firkant i det oppløjede lyse sand. Skønt småtræerne allerede var bestilt og tiden således var knap, blev museet i Viborg alligevel tilkaldt. Det viste sig ved besigtigelsen, at der var tale om resterne af en hidtil ukendt bebyggelse fra den tidligste del af jernalderen, ca 500-300 før Kristus.

Ved moderne skovrejsning anvendes der effektive metoder. Forud for plantningen bliver der dybdepløjet, og denne jordbearbejdning kan gå helt ned i 80-90 cm’s dybde. Ved normal pløjning løsnes og vendes mulden, men ved dybdepløjning dannes der så at sige en ny markoverflade, idet det lyse undergrundsmateriale kommer op og bytter plads med pløjemulden. De nyplantede træer får gode vækstbetingelser, når deres rødder når ned i den porøse og næringsrige muld, hvis indhold af ukrudtsfrø tilmed er blevet uskadeliggjort ved at komme dybt ned under overfladen. Den sterile råjord rummer ikke sådanne frø, hvorfor der spares både tid og penge på renholdelse – mekanisk eller ved sprøjtning – i de første år efter plantningen. Det hele forekommer praktisk og økonomisk, og oven i købet miljøvenligt.

Der er imidlertid en taber, og det er de skjulte fortidsminder, altså grave og vel især bopladser, som ikke er umiddelbart synlige på markoverfladen. Skærer ploven gennem gamle nedgravninger under muldlaget – ildsteder, gruber og stolpehuller – bliver resultatet ikke blot, at anlæggene flyttes med pløjefuren, men også at de vendes på hovedet. (Fig. 1, fig. 2)