Hegn og dige

Her kommer den svenske etnolog Åke Campbell ind i billedet. Han skrev i tyverne en endnu meget læseværdig bog om forholdene i 1700-tallets Skåne med stadig sammenligning mellem den åbne skovfattige del i syd og skovområderne i nord. Ikke overraskende viste forskellen sig først og fremmest i byggeskikken. I nord med let adgang til træ byggede man sine huse af dette materiale, som det stadig kan ses. Anderledes i syd, hvor træ var blevet en mangelvare; her opførte man bindingsværkshuse med lerklinede vægge. Selve bebyggelsesmønstret og landbruget de to steder måtte også blive meget forskelligt. I nord var enkeltgårde fremherskende, eller i hvert fald bebyggelse af ret begrænset udstrækning. Markerne var små og husdyrholdet ofte beskedent. Sideløbende fortsatte man endog det oldgamle svedjebrug, som Linné beretter det i sin »Skånska Resa« fra 1749. Denne driftsform går som bekendt ud på at afbrænde et stykke skov, høste et par afgrøder og lade dyrene afgræsse de åbne områder en kort tid, inden skoven igen lukker sig. I de skovfattige områder i syd var der derimod landsbyer, mange herregårde og et andet dyrkningssystem med større kornmarker og flere husdyr.

Forskellene gælder også noget så simpelt som de indhegninger, der hører til bebyggelserne, og nu er vi fremme ved det egentlige emne for nærværende lille artikel. Her er jo tale om et anliggende, der rækker langt tilbage i forhistorisk tid. Spærringer af forskellig art har været nødvendige for at holde husdyrene borte fra indmarkens afgrøder og har i form af folde tjent til at samle kvæget, når det skulle malkes, eller fårene til klipning. For det område og den periode, Campbell behandler, noterer han følgende forskel i skikkene: I nord blev hegn og gærder rejst af træ, ris og sten, mens man sydpå især byggede jord- og græstørvsdiger. At der på overgangen mellem de to områder optrådte mange mellemformer, siger næsten sig selv.

Danmark har engang været på det nærmeste skovdækket, men med agerbrugets ankomst ændredes billedet. Der opstod lysninger, de lukkede sig igen og afløstes af andre lysninger, men i jernalderen må der i hvert fald have været store, helt skovfrie områder. Med det efterhånden betydelige antal pollendiagrammer, der er til rådighed, kombineret med andre oplysninger såsom hyppigheden af forhistoriske fund og rydningsstednavne fra tidlig middelalder kan man – med forsigtighed – begynde at danne sig et billede af forholdet mellem skoven og det åbne landskab i jernalderens Danmark. Man kan forestille sig, at forskelle som de ovenfor beskrevne forekom også her i landet. (Fig. 1)