
Hedebønder
Hvordan formede oldtidsmenneskets hverdag sig? Flittige arkæologer har i årenes løb penslet utallige af de gamles efterladenskaber frem med dette spørgsmål for øje. Men våben, redskaber eller boligrester giver kun en del af svaret, først når vi tillige kender det landskab, man færdedes i og udnyttede, falder tingene på plads. Med pollenanalysen har naturvidenskaben udviklet en effektiv metode til at bestemme den skiftende planteverden i forhistorisk tid. Siden første verdenskrig har man ved dens hjælp kunnet opstille en række botaniske tidsafsnit, som har givet baggrunden til billedet af menneskets forhistorie. Vi kender i store træk rensdyrjægernes tundralandskab, skoven, som de første bønder måtte slås med, og jernalderens moser, der leverede den tids mennesker brændsel. Enkeltheder kommer til efterhånden. Et nyt vestjysk pollendiagram giver oplysninger om lynghedernes opståen og flytter hedebondens historie et par årtusinder bagud.
Af Bent Odgaard

Pollendiagrammet stammer fra den lille Solsø på Skovbjerg bakkeø tyve kilometer vest for Herning. Jordbunden her er morænesand fra næstsidste istid, og storstensgrave i omegnen viser, at området er gammelt kulturland. Vi kan altså i pollenkurverne vente at finde tegn på samspil mellem mennesket og naturen. Diagrammet dækker tidsrummet fra slutningen af sidste istid, ca 8000 før Kristus, op til nær nutiden, ca 1700 efter Kristus. Vi skal ikke her beskæftige os nærmere med de ældste årtusinder. Først i begyndelsen af bondestenalderen griber mennesket mærkbart ind i naturen, og den følgende tid kan inddeles i tre hovedafsnit efter udviklingen af landskabet. Dateringen af disse i absolutte årstal er endnu lidt svævende, men vil med de nye naturvidenskabelige metoder efterhånden kunne lægges helt fast.
Det landskab, de første stenalderbønder kendte, var dækket af lysåben skov med en del græsser og hedelyng. Her voksede også planter, der senere optræder som ukrudt, blandt andet rødknæ og blåmunke. Trævæksten på nogenlunde tør bund bestod hovedsageligt af lind og eg, men med megen birk ind imellem. Så tog økserne fat. Pollendiagrammet afspejler tydeligt en rydningsperiode. Marker med byg har været anlagt, og da netop byggen spreder forholdsvis få pollen, har dette første agerbrug nok været af større omfang, end man umiddelbart får indtryk af. Blandt andet her har ukrudtsplanterne rødknæ og den nyindslæbte lancet-vejbred trivedes. Karakteristisk er det, at lyngheden samtidig begynder at brede sig, den afløser over store arealer skoven.
Efter rydningstiden følger et afsnit – hele bronzealderen og et godt stykke af jernalderen – hvor landskabsbilledet stort set er uændret. Der har været ligevægt mellem vegetationen og menneskets udnyttelse af den med det resultat, at store områder har båret hede, en del har været udlagt til agre med byg, og resten dækkedes af lysåben skov samt moser, hvor porsen trivedes. (Fig. 1) Nogle af fugtigbundsarealerne kan desuden mod slutningen af perioden have ligget hen som høslætenge.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Udgave: Skalk 1981:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





