Hasling

Den græske gud for lægekunsten, Asklepios (på latin Æsculapius), havde slangen som symbol, hvad man godt kan undre sig over, eftersom dette dyr ikke er kendt for sine helbredende egenskaber. Nu findes der jo også ugiftige slanger, i særdeleshed inden for snogegruppen, og det er da også her, man skal søge den art, som en senere tid har kaldt æskulapslange. Den er særlig udbredt i Italien, Sydfrankrig og på Balkan, forekommer om end mindre hyppigt i Sydtyskland og kunne indtil – i hvert fald – sidste halvdel af forrige århundrede træffes i Sydsjælland under navn af hasselsnog eller hasling. Denne sidstnævnte forekomst er gådefuld. Er den et levn fra en fjern, men varmere fortid, har nogen bragt slangen herop, eller kan den selv i et ubevogtet øjeblik have skaffet sig skibslejlighed?

Af Erhard Nielsen

Den almindelige snog er som bekendt sort, haslingen derimod brunlig på ryg og sider, gullig på bugen. Udvokset kan den blive af betydelig længde, halvanden meter eller mere, og tyk som en mands håndled. I modsætning til sin sorte slægtning holder den af at klatre i buske og træer. Dens danske hjemegn var ikke blot det sydlige, men det allersydligste Sjælland, egnen omkring Petersværft. Skovene her var stærkt dominerede af hassel (se Skalk 1979:4), så måske er det forklaringen på snogens danske navn.

I Herlufsholm skoles naturhistoriske samling findes et eksemplar af hasselsnogen (se billedet) med tilhørende etiket, hvorpå læses navnet Melchior (Fig. 2). Naturhistorikeren H. B. Melchior, der virkede på skolen fra 1797, kan have fået sin hasling fra skovrider Schweim ved det Petersgårdske Statsskovdistrikt; han vides at have været leveringsdygtig. Schweims interesse for disse dyr var ikke udelukkende videnskabelig. Han spiste dem.

Udgave: Skalk 1991:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.