
Hans sidste vilje
Om Absalon skriver Oehlenschläger i digtet »De tvende Kirketårne«, at »han blev en biskop from/han brugte sit gode danske sværd/som paven sin stav i Rom«, og sådan kan det jo også siges, selv om det med sværdet og fromheden skurrer lidt i nutidige øren. En stor mand var han i hvert fald, både som ærkebiskop og som kriger. Han støttede virkningsfuldt to konger, Valdemar den Store og Knud 6., og han bidrog væsentligt til nedkæmpelsen af venderne, hvis røvertogter mod de danske kyster var blevet en utålelig plage. Det har ikke gjort hans berømmelse mindre, at krønikeskriveren Saxo var hans mand og en næsegrus beundrer af sin arbejdsgiver, men netop Saxos værk må regnes til Absalons fortjenester. Uden hans tilskyndelse var bogen næppe blevet skrevet.
Af Harald Andersen

Absalon døde 21. marts 1201, altså for netop 800 år siden, og det turde være en passende anledning til at mindes denne skelsættende begivenhed. Om selve dødsfaldet har vi en beretning, som til afveksling ikke skyldes Saxo, men en anden samtidig: Arnold, abbed i Lübeck. Den lyder i al kortfattethed: »Og fordi han – var en troens forfremmer, var han betænkt på at bygge og udstyre et kloster for cisterciensermunke i Sorø, hvor han også hen imod sit livs slutning, svag på legemet, som han var, faldt i en sygdom. Han døde på den hellige abbed Benediktus’ dag efter at have ordnet sin kirkes anliggender«.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 2001:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





