Ham med det ene øje (Bogpræsentation)

I sit digt »Matrosen« lader Christian Winther en gammel sømand forestille sig, hvordan han, når hans tid kommer, og han kaldes til den sidste store mønstring, vil møde fortidens søhelte: Tordenskjold, Niels Juel, Otte Rud og - ja hvem er den enøjede? Christian 4. naturligvis, kongen, der på Kolberger Heide kæmpede videre, mens han mod det blødende ramte øje trykkede kniplingslommetørklædet, det som stadig kan ses på Rosenborg sammen med ørenringene, han fik lavet til sin elskerinde, Vibeke Kruse, af granatsplinterne. Kong Christian havde ikke noget mod helterollen, og måske gav netop det ødelagte øje ham en følelse af at være i godt selskab. Så vidt han kunne vide, havde en af de allerberømteste blandt hans forgængere på tronen også mistet et øje i kamp for Danmarks storhed. (Fig. 1)

Valdemar den 2. fik tilnavnet »Sejr« og bar det i årevis med rette, for under hans regering blev Danmark den mægtigste magt ved Østersøen. Men til sidst gik det galt. Under en jagttur på Lyø syd for Fyn, lykkedes det en tysk greve, Henrik af Schwerin, at tage Valdemar og hans ældste søn til fange. De blev ført sydpå, men kom dog fri mod udbetaling af en umådelig løsesum. Et hævntog blev forsøgt, men førte år 1227 til et knusende nederlag ved Bornhøved i Holsten. Under kampen skal kongen ifølge flere årbøger have mistet et øje, og Jyske Krønike, der blev til midt i 1300-tallet, fortæller en længere historie om, hvordan han flakkede rundt, såret og fortvivlet, indtil en tysk ridder reddede ham og fik ham bragt til Kiel. Det har Christian 4. kunnet læse både på latin og plattysk i senere udgaver af krøniken, og såvel han som generationer af danske efter hans tid har set Valdemar Sejr som den enøjede landsfader, der i sine senere år sikrede freden og optrådte som lovgiver.

Mens Christians tab er sikkert bevidnet, stiller det sig anderledes med Valdemars, men man skal helt frem til vor tid, før det blev opklaret, at historien om øjet er uden hold i virkeligheden. Den ældste kilde, der nævner slaget ved Bornhøved, er Lundeårbogen, og i den står der ganske kort, at »rex amisit victoriam« (kongen mistede sejren). Senere årbogsforfattere skrev notitsen af, og på et tidspunkt er der vandret så mange fluer over manuskriptet, at »victoriam« kom til at se ud som »oculum« (øje). I Jyske Krønike har man broderet videre på misforståelsen, andre tog tråden op, og sådan kan flueben ændre vor historie.