Hal på hal

Ved en arkæologisk udgravning kommer de bedste fund altid til sidst, det ved enhver museumsmand. Skulle nogen i øvrigt tvivle, kan påstanden underbygges med friske eksempler.

Af Palle Ø. Sørensen

Billede

Sidste år afsluttedes en tiårig undersøgelse af den med jernalderminder så velforsynede egn ved Gudme på Sydøstfyn (se foregående artikel). Den store donation fra A. P. Møllers fond var opbrugt; nu var det tid at gøre status. Tidligt på året 1993 kom det imidlertid frem, at den lokale håndboldklub GOG ønskede at opføre en sportshal ved siden af den allerede eksisterende Sydøstfynshal. Arealet, hvor det skulle ske, var arkæologisk meget interessant, da det lå i centrum af den store jernalderbebyggelse tæt øst for Gudme by. En afsøgning af pløjemarken med metaldetektor gav da også en række lovende fund, således flere romerske sølvdenarer, så i foråret gik Nationalmuseet og Svendborg Museum sammen om at foretage en udgravning på stedet.

Da overjorden var trukket af, tegnede der sig en række store nedgravninger i undergrunden. De blev i første række regnet for affaldsgruber, men det viste sig snart, at de lå på to rette og parallelle linjer, og da der samtidig fremkom noget, der kunne være spor af en væg, blev det efterhånden klart, at man stod over for resterne af en meget stor bygning – en hal. De omfangsrige gruber var nedgravninger til de stolper, der har båret taget, i alt otte par. Stolperne selv var bortrådnede, men røbede sig som mørke spor i grubefylden. De har haft en diameter på ca 80 cm, en bemærkelsesværdig tykkelse, men spændene mellem stolpeparrene har været tilsvarende store, midt i huset således fulde 10 m. Væggen har været af en helt speciel konstruktion: i stedet for stolper var benyttet flade planker stillet vinkelret (!) på hallens længderetning med en indbyrdes afstand på ca 1,25 m – man må gå ud fra, at mellemrummene på en eller anden måde har været udfyldt med vandretliggende tømmer (en slags bulkonstruktion). Midt i hver langvæg, men trukket lidt ind i huset, var der en indgang, 2,5 m bred, altså nærmest en port, og mod nordøst endnu en indgang, men af normal størrelse. Mens hallens bredde uden videre lod sig måle, den var 10 m, kneb det mere med længden – bygningens vestgavl var nemlig gravet væk ved en tidligere lejlighed. Takket være symmetrien i anlægget tør man dog med ret stor sikkerhed sætte afstanden mellem gavlene til knap 47 meter. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)

Periode: Jernalder, Romersk jernalder

Udgave: Skalk 1993:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.