Hævnagt

Knud Ahasverus Becker var jyde af fødsel, søn af færgemanden ved Hvalpsund. Han kom i tjeneste hos landstingshører Peder Bering i Viborg, hvor han efter sigende ikke lærte noget godt og viste sig »ikke lidet skalkagtig«, hvilket i denne forbindelse ikke er ment rosende. Senere flyttede han til Sjælland, hvor han fik ansættelse ved det kongeligt ejede slot Vallø, først som ridefoged, senere som inspektør. 1718 blev han landsdommer for Lolland-Falster, og 1729 købte han - efter et indbringende ægteskab - godset Bækkeskov. Færgemandens søn havde gjort det godt.

Det ser ud til, at Becker har haft mange venner blandt egnens standspersoner, men retssager fulgte i hans kølvand, og med sine undergivne, især dem af bondestanden, stod han på en meget dårlig fod. Allerede i Vallø-tiden indgav de klager over ham, men Becker svarede igen med modklager, og det vides ikke, hvad der kom ud af sagen. Om Bækkeskovfolkenes følelser kan ingen efter det ovenanførte være i tvivl. De havde i ni år måttet finde sig i hans plagerier, og nu var målet fuldt. (Fig. 1)

Forbryderne blev straks pågrebet og ført til Vordingborg, men to hovedmænd, nævnte Ulrik Hermansen og Oluf Christoffersen, var gået under jorden og dukkede først op nogle dage senere. Derefter gik sagen sin gang. Af akterne fremgår det, at overfaldet var nøje planlagt og med den helt klare hensigt at slå Becker ihjel, men det forekommer næsten utænkeligt; ingen af de mange medvirkende kan have været i tvivl om, hvad følgen af en sådan handling ville blive. Dommen faldt i december: De elleve egentlige mordere skulle halshugges og hovedmændene, Ulrik og Oluf, tillige knibes med gloende tænger tre gange, først på gerningsstedet, så på vejen til retterstedet og tredje gang på selve retterstedet; derefter skulle deres højre hånd afhugges og sluttelig hovedet. Kroppene skulle lægges på stejler, hovederne sættes på stager; de ni øvrige slap med at blive begravet på retterstedet. Én, som var medvider, men ikke selv havde deltaget i mordet, blev dømt i Bremerholms jern på livstid, mens fire fik samme straf i kortere perioder. Fem kvinder fik hver et år i spindehuset. To mænd frikendtes.

Sagen gik videre til højesteret, der stadfæstede dommen, blot med enkelte afvigelser. Den vigtigste angik hovedmændene, de slap for knibning og håndsafhugning, men skulle til gengæld »knuses og levende lægges på stejle«. Hvor glade Ulrik og Oluf har været for ændringen, er vel et spørgsmål, men i øvrigt greb kongen ind - det behagede majestæten at fritage de to for denne del af straffen. Eksekutionen fandt sted 21. juli.

I Everdrup Kirke, hvor Becker blev begravet, findes et epitafium, der i svulmende vendinger priser hans dyder, men uden at nævne mordet. Det overrasker ikke, mere mærkeligt er det, at præsten L. M. Wedel, der kom til Everdrup 1786, altså knap 50 år efter mordet, hvor der endnu må have levet mennesker, som kunne huske eller måske endda havde overværet begivenheden, har givet den afdøde landsdommer dette skudsmål: »Han var dog en god herremand; han slog ingen, lod ingen ride træhest eller sætte i hullet; han lod ingen arbejde for restance eller skikke til slaveriet - kort, han gjorde intet utilbørligt —«. Hvordan pastor Wedel kan have fået den opfattelse, er ubegribeligt.