Hærværk

For hundrede år siden restaurerede man gamle bygninger efter andre regler end nu – man genskabte det oprindelige. Alle tilbygninger og tilføjelser blev så vidt muligt fjernet og evt. manglende dele eftergjort. Hårdest gik det ud over Viborg, hvis domkirke simpelthen blev revet ned og genopført, som man dengang mente, den havde været. Også Hvideslægtens kirker i Fjenneslev og Bjernede blev hårdt behandlet, især den sidstnævnte, der måtte afgive sit snurrige tårn til bedste for et kedsommeligt (men altså mere »rigtigt«) spir. Sådanne arkitektoniske fadæser begås heldigvis ikke mere. Vi har accepteret, at en bygning ikke blot er sin skabers værk, men at også brugernes generationer har sat deres præg på den. Ændringerne hører med. De er ikke værdiløse.

Af Harald Andersen

Vi er blevet klogere, synes vi, men inden vi bliver alt for glade for os selv, bør det nok lige påpeges, at den nyerhvervede visdom kun fungerer, når talen er om bygninger. Drejer det sig om oldtidsminder eller lignende jordværker, er idealet stadig tilbageføring til det oprindelige.

Arkæologer har deres meget bestemte mening om, hvordan en gravhøj bør se ud: den skal være pæn og kuplet, en velskabt fold i landskabet, uregelmæssigheder tillades ikke. Nu er det meget få oldtidsminder, der ved egen hjælp opfylder dette krav – langt de fleste har spor af ældre eller nyere gravninger. Hvem graverne var, kan sjældent oplyses, ejheller deres motiver, men håb om kontant udbytte har nok været den almindeligste drivfjeder. Forestillinger om nedgravede pengekister kunne, ved vi, friste til indbrud, men det skulle foregå ved nattetide og tiende, selv den mindste snakken fik skatten til at synke. Senere, da overtroen gik sig en tur, opstod omrejsende bander af professionelle gravrøvere. De vidste godt, at højene sjældent indeholder skatte i egentlig forstand, men satsede på de mere almindelige oldsager, som med fordel kunne afsættes til museerne. Simpel nysgerrighed har nok også en del huller på samvittigheden, og andre skyldes praktiske formål; klokkestøbning kunne for eksempel foregå i højene, som læsere af sidste Skalk-nummer vil vide. Anlæg i forbindelse med højkult kan komme på tale, og for den sene vikingetid består muligheden, at man har fjernet ligene for at give dem en kristen begravelse. I sagaerne læser vi om indbrud i højene med det formål at uskadeliggøre påtrængende gengangere. At datere højskaderne er ofte umuligt, men i enkelte tilfælde kan vi se, de må være fra højens allerførste tid, sandsynligvis udført af folk, som vidste, hvad de kunne vente at finde. – Med andre ord: højhullerne rummer mange og spændende aspekter og skal såmænd nok en dag give stof til en disputats.

Men indtil videre er de altså ikke i kurs, de betragtes som en uorden, og den kan man ikke ha’, den oprindelige tilstand bør ufortøvet genoprettes (Fig. 1). Nu er det egentlig sjældent, vi ved ret meget om, hvordan denne oprindelige tilstand var, nogle høje kan have været kegleformede, andre flade, og de kan have haft trapper og etager, som slet ikke kan spores nu. Forskningsmæssigt er istandsættelse ingen fordel, tværtimod; den gør jo ikke det skete usket, den tilslører bare. En dårligt dokumenteret udbedring kan være særdeles vildledende for den, som senere skal udgrave højen. Det er slet ikke så længe siden, danske stengrave i stort tal blev restaureret uden forudgående opmåling; hvis en sten eller to manglede, hentedes nye i omegnen. Der er eksempler på, at et dyssekammer i skyndingen har fået en form, som slet ikke kendes i området.