Hændeligt uheld

Sommeren 1821 var usædvanlig tør og varm, men torsdag den 19. juli friskede det op med en stærk vind. I Hvam præstegård i det sydvestlige Himmerland herskede der travlhed. Pastor Kruchow ville udnytte det gode vejr til at få præstegårdens tag gjort i stand, og tækkemændene var i færd med at rive det gamle ned. Ved middagstid holdt man inde for at få en bid mad og en pibe tobak, og folkene lagde sig til rette i det nedrevne tag. Så skete ulykken. En gnist fra en pibe faldt i det knastørre strå, og før man fik tid til at samle sig, flammede ilden op. Den stride blæst bar det brændende taghalm ind på alle fire længer, som snart stod i lys lue. Stuehuset havde kun én dør, som efter få minutter var spærret af ilden. I de første øjeblikke kunne der ikke skaffes hjælp, fordi folk i byen sov til middag. »Vore små børn måtte vi naturligvis først se reddede og bragt i sikkerhed. Ubetydeligt fik jeg da reddet så godt som ganske ved mig selv«, beretter præsten.

Af Paul G. Ørberg

Nu var en brand i en gammel præstegård ikke nogen helt ualmindelig foreteelse, og her gik jo ikke menneskeliv tabt, så hvorfor hæfte sig særligt ved denne ildebrand i Hvam? Forklaringen skal søges ét bestemt sted: i kirkebøgerne. De gik tabt ved branden – ikke blot dem, der var i brug, men også de gamle, som kan have rakt tilbage til 1600-årene. Det var alvorligt nok, men på den anden side kun, hvad der hændte i snesevis af andre tilfælde, så heller ikke det giver grund til særlig omtale. Det er nogle andre kirkebøger, det drejer sig om. (Fig. 1, fig. 2)

Billede

Fig. 1. Udsnit af Videnskabernes Selskabs kort, opmålt 1789, med fremhævelse af grænserne for Hvam og Hvilsom sogne.

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 1998:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.