Hårdt styrbord

Også selve fundet foregik i krigens skygge, men rigtignok en helt anden krig. Tidspunktet var 1863, og stedet – Nydam Engmose – ligger i Sundeved, kun nogle få kilometer nord for Dybbøl. Udgraveren, Conrad Engelhardt, fik båden taget op, men den var i adskillige stykker og visse dele helt bortrådnet. På museet i Flensborg, der jo på det tidspunkt endnu var dansk, blev båddelenes form gengivet på papiret af den dygtige tegner Magnus Petersen, og efter at de yderligere var beskrevet og protokolleret, begyndte sammensætningen i det loftsrum, der udgjorde museet. Let kan arbejdet ikke have været. Nogle stykker manglede som sagt, andre var for skrøbelige til at kunne anvendes, og af det resterende må givetvis en del have slået sig ved udtørringen. Under disse omstændigheder er det forståeligt, at der har måttet suppleres med nyt træ. Krigen kom – og freden, der bragte båden på tyske hænder. Som den nu er udstillet, har den nok i hovedsagen sin korrekte form og størrelse – muligvis har den dog været lidt bredere og fladere – men i detaljerne råder en del usikkerhed. En af de tvivlsomme enkeltheder er roret.

Det store ror eller styreåren, hvad man nu vil foretrække at kalde det, er idag en kopi. Engelhardt lavede selv den første på grundlag af sin egen beskrivelse og Magnus Petersens tegning, men den var af fyrretræ og er senere blevet udskiftet med en af eg. Billedet øverst på siden (gentegning efter en ældre tegning) viser rorkopien anbragt på højre side (styrbordssiden) af det, der efter åretoldenes stilling må antages at være agterstavnen, og med det vandrette håndtag pegende fremefter. En løkke over rælingen fastholder skaftet lidt under håndtagsknoppen, og længere nede er et reb ført fra hullet i bladet hen til et par huller i kølen som en bremse på rorets bagudgående bevægelse. Da de to stævne, som Engelhardt understreger, er praktisk talt ens, og da åretoldene, der er bundet fast, kan vendes, kunne rorarrangementet lige så godt være anbragt ved bådens anden ende, hvor bagbord så blev styrbord. Også her er der to kølhuller, der kan tjene til rebets fastgørelse.

I opstillingen på Gottorp slot har roret fået den anden kant frem, men stillingen – også håndtagsstillingen – er uændret og rebforløbet som ved det gamle forslag. Den svenske forsker Harald Åkerlund har i en bog udsendt 1963 kritiseret denne rorophængning, som han anser for helt forkert og foreslår erstattet med et mere kompliceret arrangement: en fri ophængning på et tværstativ (Fig. 1). Senere har endnu en kritiker meldt sig, nemlig nu afdøde havneformand og skibstømrer Niels Knudsen, der under arbejdet med at bygge en model af båden til Museet på Sønderborg Slot blev interesseret i sagen. Han fandt Åkerlunds forslag uacceptabelt, men mente som denne, at der måtte være fejl i Gottorpopstillingen.