Håbet om det overordentlige

Vor viden om Nydamfundet har som følge heraf store huller, men dem prøver man i disse år at få lukket gennem nye udgravninger på stedet. Derom kan der læses i Skalk 1992:1, men arbejdet er gået videre og har gjort en supplerende rapport nødvendig. Forinden vil vi dog sammen med direktøren for Det oldnordiske Museum, Christian Jiirgensen Thomsen, aflægge et kort besøg i mosen hos Engelhardt og hans medhjælpere. Det fandt sted i august 1863, altså før krigsudbruddet, og er skildret i et brev, som nu opbevares på Nationalmuseet.

»Det eneste, som jeg kunne tænke mig, havde frembragt den højst besynderlige og ellers uforklarlige måde, jeg så sagerne ligge på, var, at de ved strømninger i vandet eller om vinteren ved isgang kunne være bragt ud af deres første leje, thi det gik nu snart på langs, snart på tværs, snart oven på hinanden, snart dele der øjensynlig hørte sammen langt fra hinanden. Her en del af et sværd, tre alen derfra et andet stykke og dog ufuldstændigt. Et lerkar af ualmindelig form blev fundet, men hvorledes - det var brudt midt over, den anden halvdel fandtes 15 alen fra hin den først optagne. Det mærkeligste, som jeg så blive optaget i min nærværelse, var otte langbuer. Uagtet andre stykker beviklinger af snore var bevaret på alle otte, var ikke mindste levning af strengen tilbage, men vel indsnit til at befæste dem, og således er der endnu mange gåder at løse og forklare. De mærkeligste stykker forekom mig at være et pragtsværd med sølvhåndtag og et sværd, hvorpå forfærdigerens navn var indslået med et stempel. Navnet vil kunne læses, når det bliver lidt mere rengjort, men det var umuligt ude på mosen. For at optage spyd, der var 10 fod lange, måtte man følge retningen, de lå i, og undertiden fandtes dog ikke den vigtige jernspydspids. Man havde gravet i 14 dage og ventede at kunne fortsætte i 10 dage. Man havde fundet meget, men ikke et eneste stykke, som omstødte de beregninger og formodninger, man havde om tiden, sagerne tilhørte - det glædede mig at se, og jeg er ikke uden håb, at et eller andet overordentligt vil fremkomme. Nu indser jeg meget lettere de vanskeligheder, der er forbundet med at optage slige mosefund.

Det overordentlige, Thomsen ønskede, kom den 18. august, mindre end en uge efter, at han havde afsendt sit brev til kollegerne i København. Da begyndte Engelhardt nemlig udgravningen af det store egetræs-roskib, som i dag går under betegnelsen Nydambåden. Og mere fulgte; i slutningen af oktober (den ellers afsluttede udgravning var efter kongens ønske blevet genoptaget) afdækkedes store dele af en fyrretræsbåd, som imidlertid gik tabt på grund af krigen. Endnu en egebåd blev fundet, men den var hugget i stumper og stykker før udlægningen i mosen. Alt dette er beskrevet i den tidligere Skalkartikel. (Fig. 1)

Udgravningen 1863 blev Engelhardts sidste dér på stedet. Ikke fordi mosen var færdigundersøgt, men fordi krigshandlingerne og den derefter følgende besættelse af landsdelen umuliggjorde fortsat virke. Medbringende sine protokoller og optegnelser forlod han i hast Flensborg-museet, som han var leder af, og som stod bag undersøgelsen, men det skete ikke med glæde. Skuffelse over at måtte afbryde arbejdet og bekymring for oldsagernes skæbne lyser ud af teksten i den bog om fundet, som det lykkedes ham at få udsendt allerede i 1865. »Der er rigtignok«, skriver han, »efter erobringen foretaget gravninger, men under ledelse af folk, som var ukendte med de tidligere arbejder; udbyttet er ikke blevet i landet, og fundet er således splittet ad og lader sig vel ikke atter bringe sammen«.

Ja, fundet blev, som Engelhardt siger, grundigt spredt. Størsteparten af de sager, han udgravede, er nu på Gottorpmuseet og på Nationalmuseet i København, mens andre dele befinder sig på museer i Flensborg, Berlin, Saint Germain-en-Laye ved Paris og på Moesgård ved Århus.

Når arbejdet i Nydam nu efter 130 års forløb er genoptaget, skyldes det i første række ønsket om at finde Engelhardts udgravningsfelt, hvor bådene lå; det kunne jo tænkes, at der var flere fartøjer og oversete dele af de allerede kendte. Det blev ingen helt let opgave. Engelhardt havde af forståelige grunde, så godt han formåede, slettet sporene efter sig. Det sås let, at der på stedet havde været gravet før, men de således forstyrrede områder kunne jo være gamle tørvegrave. (Fig. 2, fig. 3)

Først i 1992 lykkedes det med sikkerhed at fastslå, hvor i mosen de to store rofartøjer har ligget. Dele af fyrreplanker med huller efter jernnagler og en afhugget surringsklampe fra egebåden røbede Engelhardts hemmelighed. Til yderligere bekræftelse tjente et stykke sværdskedebeslag; det lod sig nemlig sammensætte med et tilsvarende stykke fundet i 1863 under udgravningen af bådene. Til de genforenede skedebeslag knytter sig en lille historie, der pudsigt belyser Engelhardts kamp for at bevare fundet på danske hænder. Ved de to besøg, Frederik 7. aflagde i Nydam under udgravningen, valgte han stykker til sin private samling (det kunne en fyrstelig person tillade sig dengang), og blandt de foretrukne var det først fundne stykke skedebeslag. Det nåede København liggende i en kasse sammen med ca 250 andre oldsager beskrevet som »Fund fra Nydam Moseeng for størstedelen opgravet af Hans Majestæt Kongen den 27. oktober 1863«. Et øjenvidne, som var til stede i mosen samtidig med kongen, beretter imidlertid, at denne kun fandt tre oldsager under besøget, så noget kunne tyde på, at Engelhardt har gjort majestæten en hel del heldigere, end han faktisk var, for at sikre genstandenes forbliven i Danmark. Da kassen blev afsendt fra Flensborg 2. februar 1864, var krigen netop brudt ud og kongen i øvrigt afgået ved døden.

Det er altså nu fastslået, hvor bådene blev fundet, så kræfterne kan samles om at genudgrave og udvide disse områder. Det kan forventes, at der ligger oversete sager - Engelhardt var, skønt en dygtig udgraver, naturligvis barn af sin tid - men det er selvsagt til de urørte moselag, de største forventninger knytter sig. Den på Gottorp udstillede egebåd virker bemærkelsesværdigt hel, men er - som omtalt i den tidligere artikel - langt fra at være det; store dele mangler og er erstattet med nyt træ, det oprindelige må stadig befinde sig i mosen. Hvordan det forholder sig med de to andre fartøjer, fyrrebåden og den sønderhuggede egebåd, vides der mindre om, og helt på bar bund er vi, når det gælder »spøgelsesskibet«, den fjerde Nydambåd, hvis eksistens kun bygger på rygter.

I 1993 er et areal på ca 120 kvadratmeter beliggende umiddelbart øst for Engelhardts felter blevet undersøgt, og resultatet har overtruffet alle forventninger. Mere end 1000 oldsager, overvejende af træ, er blevet bjærget. Langt de fleste er af former, som er velkendte fra tidligere gravninger, men der er undtagelser, og dem vil vi ofre lidt opmærksomhed.

Der er ikke ved sidste års udgravning fundet bordplanker eller spanter, men derimod mange båddele, som har siddet fastsurret til skroget eller fungeret som løst tilbehør. Ikke mindre end elleve årer har genset dagens lys, men deres længder er stærkt varierende - fra ca 2,2 til 3,4 meter - ligesom former og træsorter er uens, så de må være fra forskellige fartøjer; den nærmere fordeling vil de kommende undersøgelser forhåbentlig kunne skabe klarhed over. Mens årerne således rejste problemer, gik det lettere med åretoldene, som har været surret til rælingskanten, og hvor vi på forhånd kendte to af formerne, nemlig egebådens og fyrrebådens. Mens egebådens åretolde har været fastgjort uden indbyrdes berøring, har fyrrebådens overlappet hinanden og altså dannet en sammenhængende række. Engelhardt fandt fem af fyrrebådens åretolde, og til dem har vi kunnet føje fire. Alle er smukt formgivne og forsynet med stregornamenter flere steder.

Under udgravningen af egebåden i 1863 fandtes også et sideror af egetræ, men det må have været dårligt bevaret, for Engelhardt lod straks en kopi fremstille til brug for det genopstillede fartøj; den er senere blevet udskiftet med en anden. Hvor resterne af det originale ror blev af, vides ikke med sikkerhed, hvilket er beklageligt, for kopiernes nøjagtige udformning er omstridt, og også fastgørelsen til bådsiden har været genstand for debat (se Skalk 1979:2). (Fig. 4, fig. 5)

Her kan vi bidrage med væsentligt nyt; ved udgravningen 1993 fremkom nemlig et komplet og velbevaret sideror fremstillet af skovfyr. Det er 1,8 meter langt og ca 0,5 meter bredt på rorbladets bredeste sted, mens tykkelsen af bladet er 5-7 cm. 1 et hul på rorbladets øverste del sad ved fundet stadig rester af det tov, som har fastholdt roret mod bådsiden. Øverst på rorskaftet er med trænagler og kiler fastgjort et selvstændigt topstykke fremstillet af fyrrens rodtræ; det har to håndtag, et i skaftets længderetning og et andet til siden, det første med smukt udskårne fingerlejer. Selve de tekniske undersøgelser omkring stykket og dets brug er knap nok indledt, men noget tyder på, at man under almindelig roning har lagt roret vandret, hvorved vandmodstanden er mindsket, mens det under mere presserende omstændigheder er rejst på højkant og fastgjort til bådens ræling. En »pude« af en blødere træsort, der omgiver hullet i rorbladet, vidner om, at dette havde direkte berøring med et punkt på bådsiden. Stykket har efter al sandsynlighed hørt til fyrrebåden.

Blandt fundene er også en enkelt af de »tofter«, roerne har siddet på, men hvilken båd, den har tilhørt, er foreløbig uafklaret. Engelhardt fandt kun nogle få af egebådens sædebrætter, og vistnok ingen af fyrrebådens; i hvert fald nævner han det ikke. (Fig. 6, fig. 7, fig. 8)

De nyfundne dele fra bådenes trækonstruktion er særdeles betydningsfulde, fordi man gennem dem vil kunne få et langt sikrere billede af fartøjernes skrogform, end det gamle delvis tørkeskadede og deformerede materiale giver mulighed for.

Under krigens stilstandsperioder morede fjendens officerer sig flere gange med at grave i Nydam mose, således 8. august 1864 den belgiske prins Arrenberg, med en styrke på ti preussiske soldater (se Skalk 1981:2). De fandt en del oldsager, hvoraf de fleste var af velkendte typer, men ét fund interesserer og især i bådsammenhæng. Degnen Nis Kuntz fra den nærliggende landsby Øster Sottrup beskriver det i sin dagbog: »1 skibsanker i 2 stykker af omtrent 1 alen«. Selve ankeret er gået tabt, så vi har, hvad formen angår, kun en skitse i dagbogen at holde os til. Den viser, at både toppen og den nederste del af ankeret var til stede, mens et mellemstykke manglede. Det mener vi nu at have fundet og dermed pladsen, hvor Arrenberg gravede. (Fig. 9, fig. 10)

Det er ikke alle fundets genstande, der umiddelbart gennem form og udseende røber deres funktion. Det gælder således et ca 1 meter langt og 5 cm tykt træstykke af nærmest halvmåneform. På bagsiden ved begge ender er udsparet »gribere«, så stykket har kunnet fastholdes ved at presses ned over en kant. Navnlig forsiden er udsøgt dekoreret. Der ses to rosetter skåret i karvsnitteknik, den ene minder nærmest om en blomst, den anden om et hvirvlende hjul. Ved siden af rosetterne er fremstillet et dyr, hvis art dog ikke lader sig bestemme, da motivet er noget beskadiget - formodentlig af prins Arrenberg og hans folk. Både komposition og motivvalg leder tanken hen på den ældste serie af de bekendte gotlandske billedsten. Ligheden er ret slående og kan måske give et fingerpeg om, hvorfra én af de fjendeflokke kom, som blev overvundet, og hvis udstyr er ofret i mosen.

Det i vore øjne mest fascinerende af sidste års fund har vi gemt til sidst: et udskåret mandshoved, ca 40 cm højt; det dukkede pludselig op midt i udgravningens store mikadospil af trægenstande. Ansigtet er meget udtryksfuldt med dybtliggende sprækkeformede øjne, skarp lige næse, rundede kinder og stram, skægomkranset mund. Øverst på hovedet ses en kalotagtig hue, og måske har der været en rigtig hue over den - i hvert fald blev der fundet tekstilrester heromkring. Nedad afsluttes stykket af et fra bagsiden indskåret hak, der lader ane, at det oprindelig har siddet på noget andet. Tør vi tro, det er stævnprydelsen til en af bådene, vi er stødt på? Det lyder næsten for godt til at være sandt. Måtte de kommende udgravninger give fund, der kan vise, hvor dette sjældne stykke træskærerarbejde har haft sin plads.

I øjeblikket arbejdes der på højtryk med at konservere og analysere de mange til Nationalmuseet indbragte genstande. Navnlig dendrokronologien kan her komme til nytte, den vil med lidt held kunne sætte de forskellige nedlæggelser, hvoraf fundet givetvis består, på sikker plads inden for perioderne yngre romertid - ældre germanertid. På et økseskaft fra udgravningen findes to runeindskrifter, en på hver side; dem arbejder runologen Marie Stoklund med, og meget tyder på, at vi også her står over for et fund i topklassen. Det »overordentlige«, som Christian Jiirgensen Thomsen ønskede sig i sit ovenfor citerede brev, kom til overmål både dengang og nu.