Håbet om det overordentlige

Vor viden om Nydamfundet har som følge heraf store huller, men dem prøver man i disse år at få lukket gennem nye udgravninger på stedet. Derom kan der læses i Skalk 1992:1, men arbejdet er gået videre og har gjort en supplerende rapport nødvendig. Forinden vil vi dog sammen med direktøren for Det oldnordiske Museum, Christian Jiirgensen Thomsen, aflægge et kort besøg i mosen hos Engelhardt og hans medhjælpere. Det fandt sted i august 1863, altså før krigsudbruddet, og er skildret i et brev, som nu opbevares på Nationalmuseet.

»Det eneste, som jeg kunne tænke mig, havde frembragt den højst besynderlige og ellers uforklarlige måde, jeg så sagerne ligge på, var, at de ved strømninger i vandet eller om vinteren ved isgang kunne være bragt ud af deres første leje, thi det gik nu snart på langs, snart på tværs, snart oven på hinanden, snart dele der øjensynlig hørte sammen langt fra hinanden. Her en del af et sværd, tre alen derfra et andet stykke og dog ufuldstændigt. Et lerkar af ualmindelig form blev fundet, men hvorledes – det var brudt midt over, den anden halvdel fandtes 15 alen fra hin den først optagne. Det mærkeligste, som jeg så blive optaget i min nærværelse, var otte langbuer. Uagtet andre stykker beviklinger af snore var bevaret på alle otte, var ikke mindste levning af strengen tilbage, men vel indsnit til at befæste dem, og således er der endnu mange gåder at løse og forklare. De mærkeligste stykker forekom mig at være et pragtsværd med sølvhåndtag og et sværd, hvorpå forfærdigerens navn var indslået med et stempel. Navnet vil kunne læses, når det bliver lidt mere rengjort, men det var umuligt ude på mosen. For at optage spyd, der var 10 fod lange, måtte man følge retningen, de lå i, og undertiden fandtes dog ikke den vigtige jernspydspids. Man havde gravet i 14 dage og ventede at kunne fortsætte i 10 dage. Man havde fundet meget, men ikke et eneste stykke, som omstødte de beregninger og formodninger, man havde om tiden, sagerne tilhørte – det glædede mig at se, og jeg er ikke uden håb, at et eller andet overordentligt vil fremkomme. Nu indser jeg meget lettere de vanskeligheder, der er forbundet med at optage slige mosefund.

Det overordentlige, Thomsen ønskede, kom den 18. august, mindre end en uge efter, at han havde afsendt sit brev til kollegerne i København. Da begyndte Engelhardt nemlig udgravningen af det store egetræs-roskib, som i dag går under betegnelsen Nydambåden. Og mere fulgte; i slutningen af oktober (den ellers afsluttede udgravning var efter kongens ønske blevet genoptaget) afdækkedes store dele af en fyrretræsbåd, som imidlertid gik tabt på grund af krigen. Endnu en egebåd blev fundet, men den var hugget i stumper og stykker før udlægningen i mosen. Alt dette er beskrevet i den tidligere Skalkartikel. (Fig. 1)