Hå ja da kom der en havmand

Det forholder sig imidlertid sådan, at man inden for viseforskningen gennem mere end 100 år har diskuteret, hvor gammel Agnete egentlig er, så sagen er altså ikke helt så afklaret, som skoleelever må få indtrykket af. Nogle har holdt på, at hun er fra middelalderens slutning, andre har henvist hende til renæssancen, og atter andre til slutningen af 1700-tallet. Den viseforsker, der senest har beskæftiget sig med hende, er nordmanden Kjell Bondevik, den nuværende kirke- og undervisningsminister; han mener som Friis, at Agnetevisen er fra selve middelalderen.

Hvad skal man så tro? Det var jo dog værd at vide, om vi står over for en ægte middelalderballade eller en senere tids efterligning. Vi vil foretage en fornyet kulegravning af visetraditionen, og det vil fremgå, at det i dag er muligt næsten helt præcist at besvare spørgsmålet.

Én ting har Agnetevisen i hvert fald tilfælles med middelalderviserne, nemlig det, at vi ikke kender dens oprindelige form. Hvad vi har, er ca 150 viser – danske, norske, svenske og finsksvenske – der ligner hinanden akkurat så meget, at de må opfattes som varianter af en oprindelig Agnetevise. Ældst af disse mange versioner er to, der blev udsendt som skillingstryk i slutningen af 1700-tallet. Det ene blev trykt i København hos »L. N. Svares efterleverske boende i Store Kannikestræde no. 39«, og da vi ved, at hun havde til huse dér mellem 1783 og 1797, må trykket altså være blevet til inden for denne fjortenårige periode. Det andet blev »Trykt i Haderslev« – det er alt, hvad der oplyses, men efter udstyret at dømme må det være af omtrent samme alder som trykket fra København. De to tryk – Københavns trykket og Haderslevtrykket vil vi kalde dem i det følgende – er indbyrdes lidt forskellige; de blev begge meget populære, og de er ligesom alle andre skillingstryk blevet solgt på markeder og andre steder, hvor folk kom sammen. Særligt efterspurgt synes Københavnstrykket at have været. Vi ved, at Svares efterleverske lod det optrykke et par gange, en norsk skillingsviseproducent i Christiania genoptrykte det uændret i 1845, og i 1846 oversatte en forlægger i Falun nord for Stockholm det til svensk.

Til disse to trykte versioner af visen kommer så de utrykte, dem, som folkemindesamlerne har nedskrevet »efter folkemunde«. I Danmark skete det første gang 1810, men visen er blevet nedtegnet mangfoldige gange senere, og så sent som i 1966 er den blevet optaget på bånd tre forskellige steder i landet. Også de andre nordiske lande har givet deres bidrag, men dér er langt de fleste mundtlige versioner dog fra slutningen af forrige århundrede og fremefter, og da en undersøgelse har vist, at de har ringe betydning for spørgsmålet om visens alder, vil vi se bort fra dem i det følgende.

Fælles for alle de mundtlige overleveringer – nutidige og fortidige, indenlandske og udenlandske – er, at de kan have deres udspring i de gamle skillingstryk, enten direkte, ved at meddeleren har kendt dem, eller gennem et eller flere mellemled. De fleste danske versioner kan føres tilbage til Københavnstrykket, et mindre antal til Haderslevtrykket, men mens de første fordeler sig over hele tidsrummet 1810 til 1966, er Haderslevversioneme begrænset til perioden 1845 -1905. Derudover haves fem versioner, der er interessante derved, at de synes at være afledt af et nu ikke mere kendt skillingstryk, som må have indeholdt en blanding af versionerne i Københavnstrykket og i Haderslevtrykket; de er blevet sunget i Jylland i 1880’eme og 1890’erne. Endelig må nævnes syv versioner, der har afslutningsstrofer, som skillingstrykkene ikke har – og da det netop er visens slutning, der spiller hovedrollen for bestemmelsen af dens alder, er de af ganske særlig interesse.

Dette er da materialet, som står til rådighed for vor undersøgelse. Tiden må nu være inde til at se lidt nærmere på den poetiske side af sagen.

Vi vil begynde med at høre visen, sådan som Københavnstrykket meddeler den:

Agnete hun ganger på Højelands Bro,
da kom der en havmand fra bunden op.
Hå ja,
da kom der en havmand fra bunden op.

»Hør du Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og vil du nu være allerkæresten min ?«

»O, ja såmænd så vil jeg så,
når du ta’r mig med på havsens bund«.

Han stopped hendes øren, han stopped
hendes mund,
så førte han hende til havsens bund.

Tilsammen der udi otte år
syv sønner de tilsammen får.

Agnete him sad på vuggen og sang,
da hørte hun de engelandske klokkers klang.

Agnete hun ganger sig for havmand at stå:
»Og må jeg mig udi kirken gå?«

»O, ja såmænd så må du så,
når du kun kommer igen til børnene små«.

Han stopped hendes øren, han stopped
hendes mund,
så førte han hende på den engelandske grund.

Agnete hun ind ad kirkedøren tren
hendes moder bagefter i samme sind.

»Hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og hvor har du været i otte år fra mig?«

»Og jeg har været på havsens bund,
syv sønner har jeg ved den havmand få’t«.

»Hvad gav han dig til foræringen din,
da han dig fæstede til bruden sin?«

»Og han gav mig et prægtigt guldbånd,
det bindes ikke bedre om dronningens hånd«.

Den havmand ind ad kirkedøren tren,
og alle de små billeder de vendte sig omkring.

Hans hår det var som det pureste guld
hans øjne de vare så frydefuld.

»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og alle dine små børn, de længes efter dig«.

»Og lad dem længes, mens de længes vil,
slet aldrig så kommer jeg mere dertil«.

»O tænk på de store og tænk på de små,
ja tænk på det lille, som i vuggen lå«.

»Ret aldrig tænker jeg på de store eller små,
langt mindre på det lille, som i vuggen lå«. (Fig. 2, fig. 3)