Gyngende grund

Selv om jordskælv i Danmark hører til sjældenhederne, er fænomenet ingenlunde ukendt. Beretninger om rystelser foreligger siden tidlig middelalder, og i hvert fald et halvt hundrede af dem kan anses for rimeligt troværdige. Egentlige katastrofer er vi blevet forskånet for, men eftervirkningerne kunne være ubehagelige, som det fremgår af ovenstående citat.

Søndag klokken lidt over ni den 7. februar 1745 stod kapellan Kønig foran alteret i Viborg domkirke. »Just da menigheden sang på det tredje eller fjerde vers i højmessesalmen, skete et heftigt jordskælv, som dog kun varede kort«. Den gode mand »var færdig at falde omkuld« og gik i den grad fra koncepterne, at da klokkeren havde hjulpet ham af messeklæderne, »måtte to straks følge ham hjem«. Længere mod nordvest, på Thyholm, bevirkede samme jordskælv, at »bakker nogle steder gled ned i stranden«. Søndbjerg kirkes tårn slog en revne, men blev dog stående.

Ti år senere, 1755, indtraf i Sydeuropa et af historiens mest kendte jordskælv, der i Lissabon dræbte 30.000 mennesker. I Danmark mærkedes det som en svag rystelse, der blandt andet gik ud over den midtjyske Vejerslev kirke, hvis sydmur nær var styrtet sammen (den var nu stærkt svækket i forvejen på grund af en ombygning). Yderligere seks danske jordrystelser er noteret for 1700-årene, der, hvad dette angår, bogstaveligt hører til de mest bevægede.

Værre end de materielle skader var de naturforandringer, som jordskælvene afstedkom – eller i hvert fald fik skylden for. Vandmængden i åer og bækløb skal somme steder være mindsket i en sådan grad, at det gik ud over markernes afgrøder og især over vandmøllerne, som der var mange af dengang. Om flere møller, således den ved Saltbæk i Salling og de djurslandske ved Ramten og Hemmed, hører vi, at vandet har svigtet med uheldige følger for omsætningen. Regeringen, der i sin jagt på nye skatteobjekter omkring 1760 lod indsamle oplysninger om møllernes tilstand, måtte erkende, at der næppe var meget at hente (Fig. 1). Det er dog et spørgsmål om jordskælvene bør tillægges al skyld for elendigheden. Tilgroning af søer og åer og vel ikke mindst flyvesand har sikkert været medvirkende.