Gyngende grund
»Efter det næst sidste jordskælv, siger bønderne, markerne på mange steder forandredes til det værre og har ikke været så frugtbare. Vandet gik bort på mange steder, endog hvor der var vældevand«.
Af Troels Balslev Wingender
Selv om jordskælv i Danmark hører til sjældenhederne, er fænomenet ingenlunde ukendt. Beretninger om rystelser foreligger siden tidlig middelalder, og i hvert fald et halvt hundrede af dem kan anses for rimeligt troværdige. Egentlige katastrofer er vi blevet forskånet for, men eftervirkningerne kunne være ubehagelige, som det fremgår af ovenstående citat.
Søndag klokken lidt over ni den 7. februar 1745 stod kapellan Kønig foran alteret i Viborg domkirke. »Just da menigheden sang på det tredje eller fjerde vers i højmessesalmen, skete et heftigt jordskælv, som dog kun varede kort«. Den gode mand »var færdig at falde omkuld« og gik i den grad fra koncepterne, at da klokkeren havde hjulpet ham af messeklæderne, »måtte to straks følge ham hjem«. Længere mod nordvest, på Thyholm, bevirkede samme jordskælv, at »bakker nogle steder gled ned i stranden«. Søndbjerg kirkes tårn slog en revne, men blev dog stående.
Ti år senere, 1755, indtraf i Sydeuropa et af historiens mest kendte jordskælv, der i Lissabon dræbte 30.000 mennesker. I Danmark mærkedes det som en svag rystelse, der blandt andet gik ud over den midtjyske Vejerslev kirke, hvis sydmur nær var styrtet sammen (den var nu stærkt svækket i forvejen på grund af en ombygning). Yderligere seks danske jordrystelser er noteret for 1700-årene, der, hvad dette angår, bogstaveligt hører til de mest bevægede.
Værre end de materielle skader var de naturforandringer, som jordskælvene afstedkom - eller i hvert fald fik skylden for. Vandmængden i åer og bækløb skal somme steder være mindsket i en sådan grad, at det gik ud over markernes afgrøder og især over vandmøllerne, som der var mange af dengang. Om flere møller, således den ved Saltbæk i Salling og de djurslandske ved Ramten og Hemmed, hører vi, at vandet har svigtet med uheldige følger for omsætningen. Regeringen, der i sin jagt på nye skatteobjekter omkring 1760 lod indsamle oplysninger om møllernes tilstand, måtte erkende, at der næppe var meget at hente (Fig. 1). Det er dog et spørgsmål om jordskælvene bør tillægges al skyld for elendigheden. Tilgroning af søer og åer og vel ikke mindst flyvesand har sikkert været medvirkende.
Fig. 1: »Hemmed mølle haver ikkun lidet vandløb, og siden det store jordskælv i december måned 1759 er det næsten bortgået, så møllenæringen er næsten ganske borte«. - Vandet må dog senere være kommet igen. Som billedet viser, strømmer det rigeligt fra den fordums mølledam. FOT: N. A BOAS
1800-årene gik ikke fri. 1829 mærkedes en rystelse i Nordsjælland - så kraftig, at mange frygtede, deres huse skulle styrte sammen. Man talte om, at årsagen kunne være nedstyrtede meteorsten eller måske endda krigshandlinger i Tyrkiet. Et vistnok endnu kraftigere jordskælv indtraf 1841; det havde Thy og Mors som centrum, men kunne svagt mærkes over næsten hele landet. I Arup kirke øst for Thisted måtte en vielse afbrydes, mens følget skrækslagent flygtede ud i det fri, og i Vestervig frembragte rystelsen en revne i jorden, 13 meter lang og trekvart meter dyb. Ligeledes i Vestervig så degnen det flisebelagte gulv i sin stue bølge faretruende. Det er typisk for de danske jordrystelser, at de mærkedes mindst i bindingsværkshuse, mest i grundmurede bygninger. Af den grund spiller kirkerne så stor en rolle i de gamle beretninger.
Også i vort århundrede har jorden bævet, endda adskillige gange, men rystelserne har været svage, og ingen af dem har vakt større opsigt. Virkeligt ødelæggende jordskælv har, så vidt vides, aldrig hjemsøgt os. Det skyldes efter geologernes mening den pude af kridt, Danmark hviler på.
