Guvernør på Fyn

Frederik 7.’s interesse for arkæologi blev vakt i de unge år og fulgte ham livet igennem. Stillingen som præsident for det Nordiske Oldskrift-Selskab behagede ham, men det, som var selskabets hovedformål, nemlig oldskrifternes udgivelse, faldt mindre i hans smag, det var de håndgribelige ting, mindesmærkerne og oldsagerne, der havde hans hjerte. Udgravninger interesserede ham, og her var han særdeles aktiv – fra samtidige beretninger ved vi, hvordan han, når gravkammeret var nået, »rodede med megen iver med bare fingre i jorden efter oldsager«. Sit virke udfoldede han især omkring Jægerspris, først i sin prinsetid, da han en kort periode var forvist hertil på grund af sine ægteskabelige udskejelser, og senere, da det nordsjællandske slot blev hans og grevinde Danners foretrukne opholdssted.

Af Henrik Thrane

Billede


Knap så kendt er Frederiks fynske udgravninger, men det kan med henblik på artiklen side 4 i dette nummer være hensigtsmæssigt at bringe dem i erindring. Som kronprins blev han 1839 guvernør på øen og kommanderende general for den og Nørrejylland. I disse egenskaber fik han ophold på Odense slot, men sommerresidens på herregården Frederiksgave ved Assens (Hagenskov som den oprindelig hed og nu igen hedder). Det er et sted med mange minder, Corfitz Ulfeldt er født her, men borgens historie går meget længere tilbage. Et lille voldsted i nærheden var især genstand for Frederiks interesse. De rester af et munkestenstårn, han fik fremgravet, hidrører formentlig fra det ældste middelalderlige Hagenskov, hvor den stridige ærkebisp Jakob Erlandsen en tid sad fængslet. Rundt om i egnen lå imidlertid minder fra en endnu fjernere fortid: de talrige høje der kuplede sig i landskabet og ligefrem kaldte på den kongelige oldforsker.

Embedspligterne har naturligvis beslaglagt en del af prinsens tid, hoflivet i Odense ligeledes, men det formelle var ikke Frederiks smag (Fig. 1). Han foretrak mere utvungen selskabelighed og friluftsliv, fiskeri og jagt – og så altså at rode »med bare fingre i jorden efter oldsager«. I årene 1841-47 forlystede prinsen sig med de mange høje mellem Ebberup og Hårby, i bekvem nærhed fra Frederiksgave. Folketraditionen vil vide, at der ligger en guldhest i en af dem, og faktisk kom der guld for dagen omend ikke i hesteform. Frederik var en ivrig samler, og de mange fund må have glædet ham usigeligt. Selv da han var blevet konge og Frederiksgave solgt til Wedellsborg, fortsatte aktiviteterne. Den stedlige forpagter, jægermester Langkilde, var yderst energisk for at skaffe kongen gode ting, og han havde heldet med sig. Fornemst blandt hans fund var den rige grav fra Lusehøj ved Voldtofte. En bronzespand (se billedet) har tjent som urne, og sammen med den lå flere små metalkar af sydlig oprindelse. Blandt det øvrige udstyr kan nævnes to rageknive og en bronzeøkse – typiske mandssager – samt en armring og et par knapper af guld. Til emballeringen var anvendt klæde, hvoraf der fandtes rester. Det var en høst, der kunne plastre på skuffelsen over den resultatløse udgravning i Jelling samme år. Mon ikke kongen har fundet tid til at lægge vejen om ad Voldtofte?

Periode: Bronzealder (1700 til 501), Yngre bronzealder (1100 til 501), Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 1978:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.