Guldsmedekunsten

Blandt fundene på pladsen er brocher, et stykke af en pincet og en bronzeknap med sølvbelægning - sager, som daterer bebyggelsen til yngre germanertid og tidlig vikingetid, ca 700-årene. De to genstande, som her skal fremhæves, er et firkantet bronzestykke på godt én kvadratcentimeter og en rund blyskive af omtrent samme omfang. Det er altså ikke størrelsen, der udmærker dem.

Den lille bronzeplade er tydeligvis et brudstykke, men ornamentikken, som ses på den ene sideflade, lader os uden større vanskelighed rekonstruere det manglende. Billedet er nemlig velkendt: en lille dame med lang kjole og et kåbelignende klædningsstykke over skuldrene. Det er underdelen med fødderne, som er bevaret, overkroppen er savet af. Motiver som dette findes på de såkaldte guldgubber (en svensk betegnelse, som vi har overtaget). Vor »oversavede dame« må være presformen til en sådan - den første, som er fundet, ikke blot i Danmark, men i det hele taget.

Guldgubberne er små tynde guldplader med menneskebilleder. Motivet kan være indridset, men almindeligvis er det presset over en form, og det må være en sådan presform, vi her har fat i. Billedet kan forestille en kvinde, en mand eller mand og kvinde sammen og da som regel i øm omfavnelse. Figurerne ses oftest i profil, det gælder især de pressede eksemplarer. Dateringen er ikke alt for sikker - de fleste stykker er løsfund og dermed vanskelige at tidsfæste - men guldgubber synes i hvert fald at have eksisteret gennem hele germansk jernalder. De kendes i et par hundrede eksemplarer, fordelt over hele Norden, men med klar overvægt på Bornholm. I Jylland er fundet to, på Sjælland kun en enkelt. Randhuller i nogle af stykkerne antyder, at de kan have været syet på dragten, andre har øsken til ophængning, men de fleste er uden noget sådant og må altså have været båret løst eller på en eller anden måde fæstnet til et underlag. Om betydningen er meningerne delte. Måske har billedpladerne et mytologisk indhold, som har gjort dem tjenlige til amuletter.

Hvor de små figurer blev fremstillet, har man hidtil været blankt uvidende om, men Boeslunde må altså være et af stederne - hvilket er mærkeligt, da Sjælland som nævnt lider af en udtalt mangel på guldgubber. Man må forestille sig et stykke tyndt guldblik lagt over formen og trykket ned i furerne, derpå atter fjernet, hvorefter kanterne er klippet af. Så vidt vides kendes der ingen guldgubber, som kan være fremstillet over netop denne form, men et eksemplar fra Tørring øst for Silkeborg (se Skalk 1974:5) kommer temmelig nær. Den viser en kvinde med det tilbagestrøgne hår samlet i en nakkeknude. Under den lange kjole med bred bort forneden skimtes fødderne. Over skuldrene bærer hun et sjal eller en kåbe. På vor oversavede form ses som sagt kun det nederste af figuren, hoved og overkrop mangler, men fødderne fremtræder tydeligt; de synes at være iført spidssnudede sko med kraftige hæle. Borten nederst på kjolen er med i fuldt omfang, og forrest ses noget, der kan minde om et forklæde. Af kåben er kun den nederste flig synlig, men det ses, at den har en ornamentik af lighed med fuglefjer. Det samme har andre guldgubber, således den fra Tørring, og det forslag har da også været fremført, at der kunne være tale om personer i fjerham, flyvende guder eller mennesker, som omtalt i den nordiske mytologi. Tanken er fristende, for de små guldkvinder kan meget vel have rod netop i mytologien, men ret beset kan »fjerdragten« vel lige så godt være en pelskåbe syet af smådyrs skind eller andet lignende, og det må heller ikke glemmes, at selv om fjerornamentikken ikke er ualmindelig, så mangler den dog på flertallet af gubberne, og ligheden med vinger er langt fra altid slående. Vi vil, indtil bedre beviser foreligger, foretrække kåben.

Presformen kunne måske være knækket under brugen, men brudkanten er fint afslebet, så det er nok mere sandsynligt, at den efter at have tjent sit oprindelige formål er blevet skåret over for at anvendes på anden måde (Fig. 1). Som vægtlod måske, netop en guldsmed har haft brug for sådanne. Den lille metalbrik vejer 4,62 gram, men da vort kendskab til yngre germanertids vægtsystem er dårligt, siger det os ikke så meget. Bemærkes må det dog, at den romerske mønt solidus havde vægten 4,55 gram (1/72 af et romersk pund). Det svarer meget godt til vort vægtlod, der antagelig vil blive lidt lettere, når det til sin tid bliver renset.

Den anden genstand, blyskiven, måler i diameter to centimeter og i tykkelsen en halv. Der er præg på begge sider, men vistnok forskelligt; motiverne står uskarpt, dækket af et pulveragtigt lag, der må fjernes, før nærmere kan siges. Dette stykke er betydeligt vanskeligere at forklare. En mulighed er, at skiven har fungeret som underlag ved prægning af guld- og sølvblik, men man kan måske også forestille sig, at guldsmeden har taget aftryk af mønstre, som han ønskede at gemme til senere brug.

På det tidspunkt, da vore fund blev til, havde Danmark netop gennemlevet sin anden »guldalder« (den første faldt 1700 år tidligere, i bronzealderen). Til forarbejdning af det ædle metal behøvedes værksteder. De må have eksisteret i betydeligt tal, så det at finde et enkelt er måske ikke så mærkeligt.