Guldgrube

I den romerske forfatter Petronius’ delvis overleverede roman Satyricon fra midten af 1. årh. e.Kr. optræder en berømt scene, der beskriver et gæstebud hos den nyrige Trimalchio. Der fremhæves mange eksempler på denne opkomlings ufattelige rigdomme samt den udprægede mangel på god opførsel, han lægger for dagen ved at prale med sine værdier. Et af eksemplerne er følgende sætning: »to fade, på hvis rande var indskrevet Trimalchios navn og vægten af sølvet«.

Af Mogens Bo Henriksen, Helle W. Horsnæs

Billede

Trimalchio var ikke den eneste romer, hvis sølvtøj bar vægtangivelser på randen eller under bunden. Lignende indskrifter findes i mange af de store romerske skattefund. Kaiseraugst-skatten er særlig interessant. Fundstedet er en romersk by ved Rhinen nær det nuværende Basel i Schweiz. Byen blev grundlagt efter kejser Augustus’ erobring af Alpeområdet og udviklede sig til et vigtigt center.

I 1961 fandt man ved et tilfælde i resterne af den gamle bymur en stor sølvskat bestående af et bordservice på mere end 40 kg sølv, omfattende mange fade, skåle, skeer og kandelabre, og meget af sølvet er rigt udsmykket med figurdekoration. Skatten indeholdt også rede penge i form af 186 sølvmønter præget i tiden mellem 294 og 349 e.Kr. Tre sølvbarrer er stemplet med et møntstempel anvendt ved kejser Magnentius’ Trier-udmøntning 351-353 e.Kr. og bærer desuden en indpunslet vægtangivelse: P III. P er en forkortelse for pondo (en vægtangivelse, egentlig en bøjning af ordet pondus, dvs. »af vægt«), og romertallet angiver mængden – altså 3 pund. Disse stemplede barrer blev antagelig fremstillet i forbindelse med Magnentius’ magtovertagelse og anvendt som gaver, der skulle sikre troppernes loyalitet over for den nye kejser.

Periode: Jernalder (500 til 749), Romersk jernalder (0 til 374)

Udgave: Skalk 2005:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.