Gubber og granater

Som så ofte var det en skarpsynet amatørarkæolog, der gjorde begyndelsen gennem indlevering af ting, han havde fundet: i første omgang glasperler, senere nogle uanselige glasstykker (affald fra perlefremstilling) og en guldgubbe. Ingen af delene var hverdagskost, så mandskab fra Riksantikvarieämbetet og det stedlige museum rykkede ud.

Stedet er Slöinge i Halland og fundlokaliteten en højderyg, som skyder sig ud i lavere og fugtigere arealer. Her kunne påvises fem store pletter med tydelige bopladsspor. Muligvis repræsenterer hver af disse pletter en gård, og hvis det er tilfældet, er tætheden i sig selv bemærkelsesværdig; afstanden mellem denne egns jernaldergårde plejer at være væsentlig større. En serie prøvegravninger fordelt over hele området gav en forestilling om bebyggelsens alder og varighed. Den kan anslås at have eksisteret fra ældre germanertid til op i vikingetiden, et tidsrum på et halvt årtusinde. (Fig. 1)

Potteskår, væve- og tenvægte, hvæssesten, små jerngenstande, skår af klæberstensgryder og enkle bronzespænder - alt det sædvanlige, man kender fra datidens bopladser, fandtes også her, men tillige mere eksklusive ting som et elegant dragtspænde af sølvblik og skår af glasbægre. Glasperler samt råmaterialer til og affald fra perlefremstilling forekom almindeligt. Et indirekte vidnesbyrd om sølvsmedning gav et lille stykke blyblik med tydelige værktøjsaftryk på begge sider; det må være sporene efter en sølvsmeds afprøvning af sin punsel i et blødt materiale, som ikke sled unødigt på redskabet. Lidt mere end et dusin guldgubber supplerede efterhånden den først fundne, og et antal ubearbejdede eksemplarer af smykkestenen granat rundede billedet af.

Fundene afspejler avanceret håndværk og betydelig velstand - træk man genfinder ved en række skandinaviske oldtidsbebyggelser, som navnlig i de senere år har tiltrukket sig opmærksomheden. Det gælder således Stentinget, Ribe og Dankirke i Jylland, Gudme/Lundeborg på Fyn, Boeslunde på Sjælland, Sorte Muld på Bornholm, Paviken på Gotland og Helgö i Mellemsverige. Med denne viden i baghovedet blev i 1994 en egentlig udgravning iværksat på den mest lovende af de fem pletter. Det foregik med bistand fra en gruppe vestsvenske amatørarkæologer. Under udgravningen blev anvendt en teknik, som også i Danmark har vist sig hensigtsmæssig ved undersøgelse af tilsvarende pladser, nemlig vandsoldning. Al jord blev skyllet gennem flere net med stigende masketæthed, helt ned til 1 mm. Det er en ret tidkrævende metode, men den bedste, når man vil være sikker på at få selv de mindste småting med.

I mængden af stolpehuller, som viste sig ved muldlagets fjernelse, tegnede sig tre langhuse, hvis tidsmæssige rækkefølge vi mener at have klarhed over uden dog helt at turde garantere for det. Ældst synes en forholdsvis spinkel, retvægget bygning at være. Den er afløst af et større hus med krumme vægge, anlagt en smule længere mod syd, og dette igen af et omtrent lige så stort og vistnok også krumvægget hus på den ældste bygnings plads. Både det mellemste og det yngste hus (hus 2 og 3 for nemheds skyld) har haft meget kraftige indvendige bærestolper, hus 3 endda i dobbelt sæt, hvilket vel må betyde, at bygningen på et tidspunkt er fornyet eller i hvert fald grundigt repareret. Husene er endnu ikke færdigundersøgt - derfor de lidt upræcise størrelsesangivelser.

Kun den ene stolperække i hvert af husene 2 og 3 er foreløbig gravet til bunds, men de resterende skal nok blive det, for resultaterne var meget bemærkelsesværdige. I et af hus 2’s huller fandtes en velbevaret rest af selve stolpen, en på langs kløvet egestamme med ikke mindre end 189 årringe. I et nabohul fandtes også en stolperest, men denne gang dårligere bevaret, dog ikke dårligere, end at dendrokronologen Thomas Bartholin mener, de to stykker kan være fra samme træ. En egekævle er blevet spaltet efter længden og fordelt med en halvdel til hvert hul. Årringsbilledet viser, at træet er fældet i et af de første årtier efter 700. (Fig. 2, fig. 3)

Hullet med det dårligt bevarede træ havde mere at byde på. Under tømningen dukkede en guldgubbe op, snart endnu én og endnu én - det blev til 38 hele og et antal brudstykker, alt inden for et lille område. I samme hul og i tydelig sammenhæng med gubberne lå en samling rødbrune rågranater. Hus 3’s stolpehuller var mindre givende, men i et af dem fremkom dog en guldgubbe, glasskår samt et par guld- og sølvstykker. Det er bemærkelsesværdigt, at det oldsagsgivende hul i begge huse lå op til det, der efter stolpeinddelingen at dømme var bygningens største rum. Det må i denne forbindelse nævnes, at næsten alle pløjelagets guldfund blev gjort over det, som senere viste sig at være hus 3’s storstue.

Hvordan er disse guldgubber m.m. kommet i stolpehullerne? At det skulle være sket tilfældigt, kan formentlig udelukkes; de 38 samlet liggende eksemplarer taler stærkt imod det. Snarere drejer det sig om et hengemt værdiforråd eller om offer til en husgud. Det sidste er nok sandsynligst; hjemmet har haft sine værneånder, som det gjaldt at stå sig godt med. Der kendes andre eksempler på stolpehulsfund, som dårligt kan forklares på anden måde (se Skalk 1986:2).

I alt foreligger der nu 55 hele guldgubber og en snes brudstykker. De fleste af billederne viser to mennesker, mand og kvinde, i øm omfavnelse (et klassisk guldgubbemotiv), men nogle få afviger ved kun at fremstille én person, og en enkelt har to, der vender til samme side. Fem gubber er slået med samme stempel, men hverken dette eller andre af prægene kendes, så vidt man foreløbig kan se, helt tilsvarende andetstedsfra.

Datering af guldgubber volder normalt problemer. I enkelte tilfælde har man kunnet støtte sig til genstande, for eksempel dragtnåle, som indgår i billedmotiverne; de peger snarest mod midten af germansk jernalder. Slöinge-fundet bringer dendrokronologien ind i billedet, og resultatet er lidt af en overraskelse: dens datering falder betydeligt senere end den gængse. Et andet omdiskuteret spørgsmål er, hvad guldgubberne har været brugt til? Smykker kan det ikke være, dertil er de for små og spinkle. At de på en eller anden måde har haft med religionen at gøre, er de fleste dog enige om. Også her giver nyfundet et bidrag omend beskedent. (Fig. 4, fig. 5)

Før vi forlader Halland, bør også granaterne ofres et par ord. De fleste er utildannede, men en enkelt viser dog sikre spor af bearbejdning. Kvalitet og farve veksler en del, og størrelsen varierer stærkt: fra et par millimeter til ca fem centimeter. Granaten er en gennemskinnelig, rød til brunrød halvædelsten (en variant betegnes almandin), som siden oldtiden har været anvendt i smykker. En eksklusiv kategori af pragtspænder, hvor de tildannede sten holdes på plads i et sirligt cellemønster af guldblik, har i germansk jernalder fundet vej til Norden - om end kun i ringe mængde - fra østromerske og navnlig frankiske værksteder; de hører til tidens mest virtuose frembringelser. Granater findes imidlertid også naturligt i Sverige, dog af stærkt vekslende kvalitet og i mere brunlig kulør end de importerede. Birgit Arrhenius, som har beskæftiget sig indgående med emnet, anser det for en mulighed, at en granatforekomst ved Sjönevad i Halland har været udnyttet til nordisk og måske også angelsaksisk smykkeproduktion. Afstanden mellem vor bebyggelse og Sjönevad er kun ca 14 km, så det er nærliggende, at de fundne rågranater kan stamme derfra - ja det kan vel ikke helt udelukkes, at Slöinge-bygden kan takke granaterne for sin placering, størrelse og rigdom. Rågranater er også fundet ved andre udgravninger, i Danmark således på lokaliterne Sorte Muld, Lundeborg og Ribe, men om de er af nordlig eller sydlig oprindelse kan ikke siges. Det vil muligvis kunne opklares gennem specialundersøgelser.

De senere år har givet os kendskab til et antal rige, ofte kystnære, bebyggelser fra yngre jernalder i Skandinavien; der er faktisk kommet så mange af dem, at prædikatet rig er ved at blive lidt udvandet. At der har været drevet handel og udøvet specialiserede håndværk er uomtvisteligt, guldgubbernes tilstedeværelse taler om religiøse ceremonier, så mon ikke også magthaverne - høvdingene eller småkongerne - har holdt til her. Man ser antydningen af et netværk med knudepunkter, særligt betydningsfulde centralpladser, over hele Skandinavien. Slöinge-bygden er den seneste brik i dette puslespil. Undersøgelserne fortsætter.