Grubefund

Vævet klæde fra oldtiden skal man være særdeles heldig for at finde bevaret, men med selve vævene er det lidt lettere. De såkaldte vævevægte, som holdt de lodrette trendtråde udstrakt, var lavet af ler. Hver vævevægt har tynget flere tråde ned. Undertiden blev vævevægtene brændt (og blev mere langtidsholdbare), andre gange ikke.

Af Per Poulsen

Billede

Ved pløjning i Ubby nordvest for Tissø (Vestsjælland) kom et antal doughnutformede vævevægte til syne, og stedet blev undersøgt i efteråret 2008. Forventningen var at finde et af de såkaldte grubehuse, som er betegnelsen for nedgravede værkstedshytter, men det skete nu ikke. I stedet fremkom en rund nedgravning, en grube på ca. 70 cm i diameter, med to lag af tætpakkede vævevægte. I alt lå der 53 eksemplarer, hvoraf lidt over halvdelen var i god stand. Dertil fandtes 5 hele og 7 halve vævevægte i pløjelaget, tidligere var indleveret 8 eksemplarer til museet i Kalundborg, og i gammel tid var opsamlet endnu to. I alt kendes der altså 75 vævevægte fra gruben, og antallet har sikkert oprindelig været endnu højere.

Periode: Jernalder (500 til 749), Romersk jernalder (0 til 374)

Udgave: Skalk 2011:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.