Grøntoft

I det hele. taget er det slet ikke så lidt, vi efterhånden ved om jernalderens bondesamfund, men som det ofte går i den slags sager, bliver spørgsmålene flere, jo mere vor viden øges. Et af de problemer, som melder sig, er dette: Hvor stor var sådan en landsby, og hvordan så den i det hele taget ud? Kun een landsby er hidtil blevet afdækket fuldstændigt – i Borremose, Himmerland -, men det er et spørgsmål, hvor mange af dens godt og vel tyve langhuse der har været i brug samtidig, for fundene viser, at husene ikke er lige gamle. I alle andre tilfælde har udgravningerne kun vist os stumper af landsbyplaner.

Helt uventet blev spørgsmålet om den fuldstændige landsbyplan aktuelt ved en udgravning, som Nationalmuseet fik lejlighed til at gennemføre på gården Grøntofts marker i Nørre Omme sogn, midtvejs mellem Ringkøbing og Holstebro. Når det var lidt af et tilfælde, at undersøgelsen kom igang, skyldtes det ikke mangel på velvilje og tilskyndelse fra lokal side, og det var i hvert fald ikke nu afdøde gårdejer Valdemar Kristensens skyld.

Hver vinter gennem de senere år fik gårdejeren dybdepløjet en af sine marker, og mere end een gang kom der skår og andre oldtidslevn for dagen. De blev opsamlet og indmålt af forpagter Jørgen Engestoft, Grønbjerg, og fundene blev indberettet til Ringkøbing Museum, som lod besked gå videre til Nationalmuseet. I 1959 fandt den første udgravning sted, og den er blevet fulgt op gennem større og mindre undersøgelser i årene siden.

Når man i første omgang måtte betænke sig på at sætte en stor og bekostelig udgravning igang, skyldtes det, at der var grund til at tro, at alt var ødelagt af dybdepløjningen. Ved nærmere eftersyn blev det imidlertid klart, at det ikke var tilfældet. Da det øverste, ompløjede jordlag på 30-40 cm blev fjernet, var der helt uventet bevaret så mange spor af nedgravninger efter stolper og vægge, at de enkelte huse tegnede sig ganske tydeligt. Den mørke, muldblandede jord, som nu udfyldte hullerne, skilte sig klart fra sandet og gruset i den lave bakke, hvor bopladsen var anlagt. Det var ikke blot huse, der på denne måde røbede sig. Rundt om hele pladsen løb en smal grøft, der ikke kunne være andet end spor efter et hegn, som havde omgivet landsbyen. Det blev opdaget allerede på et tidligt tidspunkt af udgravningen, og samtidig blev landsbyen dateret. I grøften fandtes der nemlig lerkarskår, som fortalte, at hele anlægget stammede fra ca 3. århundrede før Kristus.
Til trods for, at selve hustomterne med vægrester, gulve og ildsteder var Ødelagt ved markarbejdet, var det alligevel muligt at tegne en fuldstændig plan over landsbyen. Hegnet holdt nemlig sammen på det hele og angav størrelsen: henved 90 meter i længden og 25-30 meter i bredden. Byen har imidlertid ikke hele tiden haft samme udstrækning; hegnet har flere linjer, som viser, at det fra tid til anden er flyttet. Det er i hvert fald sket to gange, første gang efter en brand/ som lagde næsten alle landsbyens huse i aske, og anden gang måske af samme årsag. I sidste omgang formindskede man arealet noget; længden af det indhegnede område blev kun 78 meter.