Grønt glas

Vi skal tilbage til 1700-årene, hvor interessen for fortiden så småt var ved at vågne, uden at oldtidsminder og -fund dog endnu nød nogen som helst beskyttelse. Et af de steder, hvor arkæologien stak hovedet frem, var i det store topografiske værk Danske Atlas, som Erik Pontoppidan havde under udgivelse. Desværre døde han midt i arbejdet, men det blev fortsat og fuldført af kompetente mænd, heriblandt Jakob Langebek, der var geheimearkivar, men i øvrigt aktiv på mange forskellige områder, og til hvis fortjenester det hører, at han fik ansat vor første professionelle antikvariske tegner. Søren Abildgaard hed han, og det blev hans opgave efter en nøje fastlagt plan at rejse landet tyndt for at fastholde fortidsminder, gravmonumenter og lignende i tegning og ord. Det stod på gennem 21 år og blev til omkring 1000 tegninger, gennemgående af høj kvalitet. Hovedparten er bevaret.

I 1766 kom Abildgaard til Gudumlund, hvor han skulle se på »nogle gamle glas og krukker fundet i høje«. Det drejede sig, ved vi fra andre kilder, om et helt glas, en sølvring og nogle lerkar fundet sammen i én grav, men der var vistnok flere sager fra andre grave, således muligvis endnu et glas i skår. Fundene var fremkommet ved pløjning ca 1730, og da der tales om aske og om gravhøje i flertal, kan vi måske gå ud fra, at i hvert fald noget af det fundne er fra brandgrave i lave, overpløjede høje. På Gudumlund fandt Abildgaard kun ét glas, et grønt spidsbæger med pålagte tråde, som han tegnede, mens det øvrige måtte nøjes med beskrivelse. Desværre har han ikke gjort meget ud af sølvringen, men da vi fra anden side ved, at den var ret stor – den passede omkring en hattepuld – kan vi vel regne med, at den var til at bære om halsen. (Fig. 1)