Grønt glas

Vi skal tilbage til 1700-årene, hvor interessen for fortiden så småt var ved at vågne, uden at oldtidsminder og -fund dog endnu nød nogen som helst beskyttelse. Et af de steder, hvor arkæologien stak hovedet frem, var i det store topografiske værk Danske Atlas, som Erik Pontoppidan havde under udgivelse. Desværre døde han midt i arbejdet, men det blev fortsat og fuldført af kompetente mænd, heriblandt Jakob Langebek, der var geheimearkivar, men i øvrigt aktiv på mange forskellige områder, og til hvis fortjenester det hører, at han fik ansat vor første professionelle antikvariske tegner. Søren Abildgaard hed han, og det blev hans opgave efter en nøje fastlagt plan at rejse landet tyndt for at fastholde fortidsminder, gravmonumenter og lignende i tegning og ord. Det stod på gennem 21 år og blev til omkring 1000 tegninger, gennemgående af høj kvalitet. Hovedparten er bevaret.

I 1766 kom Abildgaard til Gudumlund, hvor han skulle se på »nogle gamle glas og krukker fundet i høje«. Det drejede sig, ved vi fra andre kilder, om et helt glas, en sølvring og nogle lerkar fundet sammen i én grav, men der var vistnok flere sager fra andre grave, således muligvis endnu et glas i skår. Fundene var fremkommet ved pløjning ca 1730, og da der tales om aske og om gravhøje i flertal, kan vi måske gå ud fra, at i hvert fald noget af det fundne er fra brandgrave i lave, overpløjede høje. På Gudumlund fandt Abildgaard kun ét glas, et grønt spidsbæger med pålagte tråde, som han tegnede, mens det øvrige måtte nøjes med beskrivelse. Desværre har han ikke gjort meget ud af sølvringen, men da vi fra anden side ved, at den var ret stor - den passede omkring en hattepuld - kan vi vel regne med, at den var til at bære om halsen. (Fig. 1)

I 1809 sikrede den nyoprettede Kommission til Oldsagers Opbevaring sig Abildgaards tegninger, men først efter ansættelsen af den navnkundige Christian Jiirgensen Thomsen som sekretær ved samme blev man for alvor opmærksom på det grønne glas. Oldtidsglas var dengang noget uhyre sjældent, så tegningen blev i mangel af bedre udstillet blandt de ægte oldsager i samlingen på Trinitatis kirkeloft, og det må have slidt på den; i hvert fald er den senere forsvundet. Det rigtige glas lykkedes det ikke Thomsen at få fat i, skønt han gjorde sig betydelige anstrengelser. På Gudumlund var det ikke mere. Et spor blev fulgt og virkede lovende, men det, man omsider fik tilsendt, var et par forholdsvis værdiløse glas fra historisk tid. Sølvringen skal efter sigende være omsmeltet til en oblatæske og foræret Gudum kirke af herregårdens ejer. Karakteristisk for sagen er det, at også denne æske senere er forsvundet.

Mange oldsager har hobet sig op på museernes hylder siden Thomsens dage, men vi må stadig beklage tabet af de to fra Gudumlund, for de har været betydelige sjældenheder. Men hvordan kan vi vide, hvad det egentlig drejede sig om, når tingene er gået tabt? For glassets vedkommende hænger det sådan sammen: Vi ved fra pålidelig kilde, at det var aldeles magen til et endnu eksisterende norsk glas, et kræmmerhusformet bæger med pålagte glastråde, frankisk arbejde fra ældre germanertid. Om sølvringen, der er fundet sammen med glasset og altså må være samtidig med dette, gælder - forudsat de foreliggende oplysninger er rigtige - at det er første gang en halsring er truffet i en grav fra denne tid; de halsringe, vi ellers kender, tilhører skatte- og depotfundene. I øvrigt er der det pudsige ved germanertiden, at sølvet som smykkemetal optræder langt sjældnere end guldet. Først i vikingetiden bliver rollerne igen byttet om.

Gravfundene fra ældre germanertid er ret fåtallige - ikke fordi folk døde mindre dengang, men fordi selve gravformen er vanskelig at erkende; ligene er ofte brændt, og der medgaves kun få og enkle gravgaver. Som en undtagelse fra reglen findes netop i Himmerland rigt udstyrede jordfæstegrave anlagt under flad mark, således ved den ovenfor omtalte Sejlflod-lokalitet. Gudumlundfundet blot 5 km derfra passer altså ganske godt ind i billedet, og vi må beklage, at glasset og ringen forsvandt og derved delte skæbne med de omtrent samtidige guldhorn. »Hvad de gav, de tog tilbage«, skrev Oehlenschlåger - vi kan, lidt mere jordnært, nøjes med at ærgre os. (Fig. 2. fig. 3)