Grøftestykkerne

1158 måtte Falsters beboere imidlertid vige »— for den uhyre vendiske flåde ved at søge ly bag deres fælles virke«. Sakses latinske tekst har betegnelsen publica munitio, som kan oversættes med offentlig befæstning eller fæstningsværk; Christiern Pedersens ordbog fra 1512 foreslår for ordet munitio udtrykket beskærmelse, som vel kan dække alt fra et plankeværk til en stor fæstningsvold.

Oversætteren, Jørgen Olrik, mente, at Sakse ofte omskrev danske stednavne til latin. Olrik »bekræftede« selv denne antagelse ved at anvende udtrykket virke, der samtidig er navnet på landsbyen (Virket) nær den kæmpemæssige folkeborg på Midtfalster (se Skalk 1992:1).

Virket ligger næsten så langt fra vandet, som man kan komme det på Falster, og det rimer ikke ret godt med, at falstningerne ifølge Sakse veg for en overlegen flådestyrke. Det forekommer mere nærliggende at antage, at falstringerne har søgt tilflugt i en vig eller havn med nødvendig »beskærmelse«. Det kan måske tjene som en slags undskyldning for Olrik, at man ikke dengang havde konkret kendskab til pælespærringer – vel flådehavne – som dem, der i de seneste årtier er fundet ved Fodevig (se Skalk 1998:2) og Vordingborg.

Det mest oplagte sted at søge en sådan vig eller havn vil være ved Grønsund. Det var den foretrukne rute mellem vendernes land og de indre danske farvande, og der er grund til at tro, at det »grønne sund« i vikingetid og tidlig middelalder havde stor strategisk betydning. Sakse beretter om adskillige søkampe i Grønsund og om at ledingsflåden ofte blev samlet her.

Sakse beskriver ikke Grønsunds afgrænsning. I dag bruges navnet om sundet mellem Nordøstfalster og Bogø-Møn, men eftersom navnet på den vestlige fortsættelse, Storstrømmen, først optræder i 1843, må man tro, at Grønsund oprindelig betegnede hele farvandet mellem Falster og Sjælland. Det er i hvert fald den måde, Grønsund 1688 beskrives på i Resens Atlas.

Lokaliseringen af en kystnær »beskærmelse« vanskeliggøres af, at Falsters nordkyst har haft mange bugter og vige, hvoraf en del er helt eller delvis inddæmmet i forrige århundrede. Der er dog flere grunde til at pege på øens nordvesthjørne, hvor Vålse Vig engang var den største i Grønsund med nem adgang til såvel Smålandshavet som Guldborgsund. I bunden af den oprindelige vig ligger valfartskirken Kippinge Kirke, og meget tæt ved denne røber stednavnet Gammelby Tofter en ældre, fraflyttet bebyggelse, hvilket blev bekræftet ved Jens-Aage Pedersens markafsøgning og udgravning for det såkaldte Ødegårdsprojekt i 1976-79.

Af Kong Valdemars Jordebog fremgår, at Kippinge i 1200-årene var Falsters største landsby og den eneste ved kysten. De øvrige lå noget inde i landet, vel på grund af risikoen for overfald fra søsiden. De øvrige undtagelser var øens to købstæder Stubbekøbing og Nykøbing.

Jens-Aage Pedersen anser Kippinge for at være en gammel »købing«-bebyggelse, altså en handelsplads, hvis historie ændredes med sejladsforholdene. Det lange og snævre, men dog farbare, sejlløb i Vålse Vig beskyttede i vikingetid og tidlig middelalder, da vandstanden var lidt højere end i dag, byen mod søoverfald. Da de danske farvande omkring 1300 var blevet nogenlunde sikre, var vigen for lavvandet. Vindere blev de to købstæder, der var anlagt, hvor middelalderens dyberestikkende kogger kunne gå ind.