Griseri

Det drejer sig om fire tæt beskrevne folioark, og de skal ikke gengives her. Der er oplysninger om såvel topografi som kirkehistorie og også lidt om egnens oldtidsminder. Det, der nedenfor skal citeres, er en lille historie, som i forgangne forår har fået en uventet aktualitet i forbindelse med en stærkt omdebatteret udstilling på Esbjerg Kunstmuseum.

Niels Blicher skriver: »En underlig antikvitet må jeg her tilføje: i en åben adelig begravelse i Odder kirke står oven på nogle adelige ligkister en fyrretræskasse med et lufthul i låget, hvori ligger to stive og ganske forstenede - grise, hver en halv alen lang - hvorom ingen ved enten når eller ved hvilken anledning, de er kommet til at ligge der. Selv har jeg set dem - og enhver, der har lyst, kan let få dem at se. — Hvi man dog lader sådan overflødig ting blive stående der? Formodentlig har man haft en slags overtroisk frygt for at bortkaste dem. - Den har nu - har man vel tænkt - en slags hellig hjemmel for sit stade. Lad den så nok blive stående, at efterkommere og kunne have noget at forundre sig over«.

I 1600-tallet var det almindeligt, at adelen efterlignede de åbne kongebegravelser i Roskilde. Admiral Jens Rodsteen ejede ikke blot hovedgården Rodsteenseje, men også Odder kirke, så da denne 1694 skulle udvides, slog han to fluer med ét smæk: han lod opføre en tilbygning, der både rummede plads til nye stolerækker og til det store fornemme gravmæle, som stadig ses. Nedenunder indrettedes en gravhvælving. Her står stadig opstillet et stort antal kister, og her stod altså grisekassen. (Fig. 1)

Hvad i alverden skal en kasse med døde pattegrise i et gravkapel? Niels Blicher vidste det ikke, og han var ellers, som det fremgår af de øvrige beretninger fra hans hånd, godt inde i det lokale sagnstof. Når han nævner overtro som en mulig forklaring, er han imidlertid højst sandsynligt på ret spor, hvilket vil fremgå af det følgende. Det skal dog på forhånd understreges, at der er tale om en hypotese, som aldrig vil kunne bevises.

Rundt om på herregårdene fandtes tidligere (og findes ganske få steder endnu) dele af dyr, altid gamle og udtørrede, om hvilke det hed sig, at hvis de nogensinde fjernedes fra gården, ville det gå dem og slægten ilde. Sagn beretter da også om ildebrand, ulykker, sygdom og død, der uvægerligt fulgte, når noget sådant skete (se Skalk 1971:4). Hvad om der på Rodsteenseje engang i 1700-årene har været en ejer, der på den ene side hyldede tidens rationalisme, men på den anden side besad en rest af overtro? Der kunne jo være noget om det! En løsning fandtes, enkel og genial: den prekære kasse kunne anbringes i slægtens gravkælder. Vi har da heller ikke kendskab til, at større katastrofer skulle have ramt Rodsteenseje eller nogen der boende person.

Pastor Blichers muntert-tolerante indstilling til det aparte deltes ikke af eftertiden, så hvis man føler trang til at se døde grise, skal man ikke tage til Odder. Hvad der er blevet af kassen med grisemumierne, er os ubekendt. De havde ellers en fordel frem for Esbjerg-svinene: De lugtede ikke!