
Gravhusenes problem
Af de jyske hedeegnes mængder af lave småhøje blev i forrige århundredes sidste årtier fremdraget en hidtil ukendt gravform med et fast og særpræget udstyr af lerkar, ravperler og økser i flint og bjergart; især de elegante stridsøkser faldt i øjnene. I højene kunne være flere grave, men hvert lig var jordet for sig, ikke henlagt i fælles gravrum, som man kendte det fra de samtidige dysser og jættestuer. De nye »enkeltgrave« var så afvigende, at man kun kunne finde én forklaring: indvandring af et fremmed folk, sydfra op gennem Jylland.
Af Erik Jørgensen

De ældste enkeltgrave er mandslange, som regel øst-vestvendte, nedgravninger med kister af løst sammenstillede planker, der i nogle tilfælde er stenstøttede på ydersiden. Liget er almindeligvis nedlagt på siden med let optrukne ben og ansigtet mod syd, men sådan, at mændene har hovedet i vestenden, kvinderne i østenden. Det må her indskydes, at på grund af de særlige jordbundsforhold er hverken kister eller skeletter bevaret, men de har ikke sjældent efterladt mørke spor, som giver oplysninger om disse ting. (Fig. 1) Over graven er bygget en lav høj, og ved senere gravlægninger er man gået ned fra toppen af denne, hvorefter ny jord er tilført. En gennem længere tid benyttet enkeltgravshøj kommer på denne måde til at indeholde »undergrav«, »bundgrav« og en eller flere »overgrave«.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Bondestenalder (3900 til 1701), Jættestuetid (3300 til 2851)
Udgave: Skalk 1981:3
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Mælkeprøven

Gravstuen

Gæstfrihed

Fogedbygård

