Gravens vellugt

Når det gjaldt begravelser og omsorgen for de døde, hævdede den kristne kirke to principper, som bragte den i modsætning til de fleste andre religioner. Ligbrænding var totalt forbudt – den stred mod læren om kødets opstandelse – og man tillod ikke, at den døde fik nogen form for udstyr med i graven. Der er næppe tvivl om, at dette forbud mod gravgods har været en anstødssten for mange. Kirken kunne nok så meget forsikre, at livet efter døden ikke var en fortsættelse af jordelivet, og at det derfor var unødvendigt, ja forargeligt, at tage noget som helst timeligt med sig. Det hjalp ikke, for det var også et spørgsmål om anseelse. Nok udslettede døden standsforskellene, men alligevel – .

Af Per Kristian Madsen

Kirken måtte give sig, og det gik hverken værre eller bedre, end at gejstligheden, der havde ydet modstanden, var først til at bryde reglen. Ikke alene tilkendte den sig selv gravsteder inde i kirkerne, men præsterne kunne tillige jordes i det udstyr, som hørte til deres rang, ofte endda med kalk og disk, som det for eksempel blev ærkebiskop Absalon til del. Snart måtte privilegierne dog udstrækkes til fornemme verdslige, frem for alt kongelige personer, der herefter kunne gravlægges i fuldt skrud, og mod slutningen af middelalderen er der eksempler på, at stormænd har fået deres sværd med i graven. Men alt dette var altså kun for de udvalgte, det store flertal af middelalderens mennesker er kommet i jorden uden udstyr, ja måske endda uden kiste, blot med et svøb eller i nogle tilfælde deres dagligtøj. Enkelte gange kunne en rosenkrans snige sig ind, måske som udtryk for personlig fromhed.

Til det alleralmindeligste udstyr i oldtidens grave hører lerkar, der formodentlig har indeholdt mad eller andre livsfornødenheder – altså et oplagt hedensk træk. De i hvert fald måtte vel forsvinde med kristendommen? Det gjorde de ikke. Et af de tidligste og tillige bedst oplyste fund fremkom 1823 under jordarbejde i Roskilde domkirke. Man traf her på en uforstyrret muret grav af typen med smal fodende og tag af munkesten. I kisten lå et skelet med smuldrende rester af dragten tilbage og ved skulderen kalk og disk – en præst altså. Af lerkar var der ikke mindre end fire, anbragt i hver sin niche i gravens fire sider og dækket med teglsten. Et var fladbundet, de andre trebenede »kuglepotter« med hank, godt pottemagerarbejde i rødbrændt ler med en tynd, klar blyglasur. Alle var fyldt med trækul.

Siden er der dukket adskilligt flere af den slags grave op; man har nu kendskab til omkring 75 med i alt ca 180 »gravpotter« (som man kalder dem, skønt nogle faktisk er kander). (Fig. 1), (Fig. 2). Over to tredjedele af gravene er fra Lund og Roskilde, men selv om ikke alle hører hjemme ved domkirker eller klostre, kan vi nok gå ud fra, de har været benyttet af standspersoner, herpå tyder ikke alene beliggenheden, men tillige gravformen; der er ofte tale om murede grave. I de få tilfælde, hvor vi ved noget om den gravlagte, drejer det sig da også om folk fra samfundets top, som vi straks skal se.

Udgave: Skalk 1981:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.