Gravens møbel

Denne højgruppe tiltrak sig tidligt antikvarisk opmærksomhed. 1841 blev stedet besøgt af J. J. A. Worsaae, senere berømt arkæolog, dengang et ganske ungt menneske, dog allerede tilknyttet Det kongelige Museum for de nordiske Oldsager, det som i dag hedder Nationalmuseet. Han udgravede en halv snes høje, og det gik stærkt, kun en uge tog det ham. Anledningen til undersøgelserne var en dengang verserende teori, der satte stednavnet Lejrskov i forbindelse med den i de historiske kilder nævnte Lyrskov Hede, hvor Magnus den Gode i 1043 besejrede en indtrængende venderhær; højene skulle være de faldne fjenders gravsteder. Det faldt i Worsaaes lod livet igennem at aflive myter, og her blev begyndelsen gjort: hans fund var fra dansk bronzealder, intet ved dem pegede mod venderne. 1906 blev der igen gravet i højene, og senere endnu en gang, som vi straks skal høre.

Om få år vil motorvejen Esbjerg-Kolding trække sit spor gennem landskabet og desværre også gennem højgruppen ved Lejrskov, hvor fem af de overpløjede høje vil være totalt udslettede. For dog at redde noget er de blevet udgravet, denne gang ved Museet på Koldinghus. De fire af højene var meget medtagne, mens der af den femte - i ældre kilder omtalt som Bredhøj - endnu var betydelige rester tilbage; den har oprindelig været meget stor og målte endnu op mod et par meter i højden. Det er om den, der her skal berettes.

Om Bredhøj siger sagnet, at Lejrskov by skal brænde, hvis der graves i den, men da spaden allerede to gange har arbejdet her og ploven yderligere været i virksomhed, turde vi med nogenlunde sindsro løbe risikoen. Ved udgravningen 1841 var fremkommet syv bronzealderurner med brændte ben, mens undersøgelsen i 1906 forblev helt resultatløs. Højmidten, hvor man ville vente den ældste begravelse, den der gav anledning til høj byggeriet (urnerne er utvivlsomt indsat senere), viste sig ved begge gravninger tom. Det lød mærkeligt, og vi regnede da også så småt med at finde en overset grav nær midtpunktet. Ingen er jo ufejlbarlig. (Fig. 2)

Ved at studere de gennemskårne jordlag fik vi det indtryk, at højen var bygget af to gange, og det var ingen overraskelse; en sådan etapevis opførelse af oldtidshøje, ofte over lange tidsrum, er reglen snarere end undtagelsen. Under højen blev fundet spor af menneskelig virksomhed - en grube med skår fra stridsøksetid, furer efter pløjning - men også det er set mange gange før. Usædvanlig var derimod bevaringstilstanden i den indre, først rejste høj, et ganske anseligt anlæg, 26 meter bredt, 1,70 meter højt, bygget af græstørv, som må være skrællet af de omliggende marker. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, det var sket sidste år. Det helt friske vegetationslag bestod, ifølge en bestemmelse udført af David Robinson fra Nationalmuseet, overvejende af tæppemos foruden lidt pileurt, hvilket tyder på, at tørvene er fra et område, hvor der har været kraftig græsning. Den fine bevaring skyldes aldannelser, der har holdt på jordens fugtighed. Selv fire små skarnbasser havde trodset tidens tand, kunne Jens Bocher fra Zoologisk Museum oplyse.

Under disse omstændigheder var det med stor spænding, vi arbejdede os ind mod højens midte, hvor graven burde ligge; den kunne jo tænkes at være undsluppet vore forgængere. Desværre blev vi skuffede, der var ingen grav i højmidten og har sikkert aldrig været nogen. De tidligere udgravninger nåede ganske vist ned til højbunden, men kun på et lille område, næppe stort nok til at rumme en grav; en sådan - hvis den havde været der - ville dog sikkert også være blevet bemærket af de gamle arkæologer, der må have været særdeles vagtsomme, netop på dette punkt. Det må anses for sikkert, at den nedre høj var tom.

Den høj, der på et tidspunkt blev bygget over tomhøjen, fik en diameter på 35 meter; højden er ukendt, men under fire meter kan den ikke have været at dømme efter mål taget 1906 af Carl Neergaard i det allerede dengang overpløjede anlæg. Fra dette yngste højtrin, der har været omsat med en kreds af mindre sten, stammer Worsaaes syv urner, og hertil har den nye undersøgelse føjet yderligere fire grave, to med brændte ben og to, som har indeholdt ubrændte lig. Det samlede antal kommer altså op på elleve, men der kan have været flere, som er ødelagt af ploven. (Fig. 3)

Sydligt i randen af den indre, gravtomme høj fandtes en stenkiste, godt tre meter lang, sat af i alt tretten store sten, ni i siderne og fire som dække. Inden i stenkisten har stået en trækiste, men den var nu næsten bortsmuldret; bevaringsforholdene i yderhøjen var langtfra så gode som i den indre høj, hvad man dybt må beklage. Af den døde selv var intet tilbage og af gravgodset kun sørgelige rester, som dog ingenlunde er uinteressante: fire beslag, en stump pynteliste, et stykke af en sav (alt af bronze) og en ildslagningssten. Tingene daterer graven til midten af ældre bronzealder, ca 1400 før Kristi fødsel. På den tid begravede man de døde i kister lavet af udhulede egestammer, og en sådan er det formodentlig, der har været her. Kombinationen af trækiste og stenkiste hører derimod til sjældenhederne. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6)

Det, som gør gravudstyret interessant, er de fire beslag - eller kapsler, skal man måske snarere kalde dem: der er tale om korte rørstykker, som for enden er lukket med cirkelrunde plader, smukt ornamenterede i tidens stil. Tilsvarende kendes fra andre fund omend langtfra almindeligt, og deres brug er for længst fastslået, de har siddet som pynt på klapstole. Forud for denne erkendelse ligger en lille, ganske spændende historie: 1891 fandtes i Guldhøj ved Vamdrup, kun ni kilometer fra vort findested, en egekiste med velbevaret indhold og herimellem noget helt enestående, nemlig en klapstol. Den består af to elegant udskårne og fint samlede trærammer, der har været forenet og gjort drejelige i forhold til hinanden ved hjælp af korte akselstænger, der imidlertid manglede ved fundet; rammerne lå adskilt, den ene oven på den anden. Sædet har været af odderskind. Guldhøjstolen bragte forklaringen på en række andre fund, som man tidligere havde stået uforstående overfor: man indså, at de måtte være dele af tilsvarende stole. De eksemplarer, man på denne måde fik et vist kendskab til, var ikke alle prunkløse som det i Guldhøj, de udragende listeender, fire for oven og fire for neden, kunne være påsat ornamenterede pyntekapsler, undertiden med vedhængende rasleblik. Op mod en snes klapstole har på denne måde kunnet påvises i Danmark, Sverige og navnlig Nordtyskland, oftest - som i Bredhøj - gennem fund af kapsler (de optræder i antal op til otte), men også akselstængerne er dukket op i fundene - de var som ventet af bronze - foruden større og mindre trædele. (Fig. 7)

Tolkningen af de fire Bredhøj-kapsler som klapstoletilbehør kan næppe anfægtes. Vi må acceptere, at der for mere end 3000 år siden eksisterede sammenklappelige stole af en konstruktion, der meget minder om den, vi kender i dag, og man kan så spekulere over, hvor opfindelsen er gjort. I Danmark er det næppe, ideen må være kommet til os udefra, sandsynligvis fra de østlige middelhavsegne. I ægyptiske grave er fundet klapstole meget lig den fra Guldhøj, og på Kreta kendes formen afbildet. Her må impulserne være hentet, velsagtens af handelsmænd på rejser fjernt fra hjemlandet.

Da klapstolen, som Guldhøj fundet viser, kunne optræde helt uden metaludstyr, kan formen have været mere almindelig, end vi aner, men forbeholdt overklassen var den dog sikkert. I Ægypten blev møblet, som det ses af bevarede billedgengivelser, brugt af farao, og fra nutiden kendes samfund, hvor personen med den højeste rang sidder på en stol, mens alle øvrige må nøjes med jorden. Bemærkelsesværdigt ved de nordiske klapstolfund er, at de som regel stammer fra grave med et forholdsvis beskedent udstyr, når bortses fra netop klapstolen. Gravgodset i Bredhøjs stenkiste havde således uden de fire kapsler måttet betegnes som fattigt. (Fig. 8)

Stenkisten stod som nævnt i randen af den ældre høj, en ikke ualmindelig placering for sekundære grave. Det er nærliggende at antage, øvrehøjen er bygget over den, men hvordan er aldersforskellen mellem de to højfaser? Professor Henning Breuning Madsen fra Geografisk Institut i København, som har undersøgt jordfylden og de der forekommende aldannelser, er kommet til det overraskende resultat, at der højst kan være gået tre-fire måneder mellem opførelsen af den ældre og den yngre høj. De to høje er altså i virkeligheden én, og man må gå ud fra, den er rejst over personen i stenkisten. Men hvorfor opførte man først en tomhøj for så siden at placere graven i randen af denne; det naturlige havde dog været, om man, som det ellers var almindeligt, havde givet den afdøde stormand midterpladsen. Er den ældre høj opført, mens den døde lå på lit de parade? Eller har tomhøjen haft en særlig funktion, social eller rituel? Faktisk ved vi meget lidt om de tanker, der ligger bag et sådant bygningsværk. Der kendes andre høje, hvor midterpladsen står tom, mens en eller flere grave ligger placeret i periferien, men det er vist første gang, der med sikkerhed har kunnet konstateres samtidighed mellem således adskilte anlæg. At den afdøde var en mægtig mand, kan der ikke være tvivl om. Høje af størrelse som denne har ikke været for småfolk. (Fig. 9, fig. 10, fig. 11)

Endnu står tilbage at omtale to grave, der ligesom Worsaaes urner er egentlige sekundæranlæg. I nordsiden var en egekiste gravet ned, men den var næsten bortrådnet og liget helt forsvundet - af gravgods fandtes kun en ret ukarakteristisk dragtnål. Østligt i højen fremkom en brandgrav, uden urne, men med benstumperne spredt ud over et mandslangt stenleje. Der var intet udstyr, men graven kan ud fra formen dateres til slutningen af ældre bronzealder, hvor ligbrændingen begyndte at vinde indpas, men hvor man stadig fastholdt den langstrakte form. I yngre bronzealder slog urnegravskikken igennem, og her kommer Worsaaes fund ind; de fleste fremkom i toppen af højen, »kun et spadestik nede«, et enkelt dog i østsiden. Hertil kan muligvis føjes endnu en grav (jernalder?), men da den er usikker, vil vi lade den ude af betragtning.

Højens historie kan da kort skitseres således: Ved midten af ældre bronzealder opføres en lav høj, den er gravløs, men straks efter lægges ved foden af den en stenkiste med indsat trækiste, og samtidig bygges højen væsentligt større. Senere i ældre bronzealder tilføjes endnu en egekiste samt en langstrakt brandgrav, og gennem hele resten af bronzealderen benyttes højen til urnebegravelser. Et lignende hændelsesforløb kan findes ved mange andre storhøje, men på et punkt skiller denne sig fra flertallet, nemlig ved den gravtomme inderhøj. Den og klapstolen sætter dette oldtidsminde i relief.