Gravens møbel

Denne højgruppe tiltrak sig tidligt antikvarisk opmærksomhed. 1841 blev stedet besøgt af J. J. A. Worsaae, senere berømt arkæolog, dengang et ganske ungt menneske, dog allerede tilknyttet Det kongelige Museum for de nordiske Oldsager, det som i dag hedder Nationalmuseet. Han udgravede en halv snes høje, og det gik stærkt, kun en uge tog det ham. Anledningen til undersøgelserne var en dengang verserende teori, der satte stednavnet Lejrskov i forbindelse med den i de historiske kilder nævnte Lyrskov Hede, hvor Magnus den Gode i 1043 besejrede en indtrængende venderhær; højene skulle være de faldne fjenders gravsteder. Det faldt i Worsaaes lod livet igennem at aflive myter, og her blev begyndelsen gjort: hans fund var fra dansk bronzealder, intet ved dem pegede mod venderne. 1906 blev der igen gravet i højene, og senere endnu en gang, som vi straks skal høre.

Om få år vil motorvejen Esbjerg-Kolding trække sit spor gennem landskabet og desværre også gennem højgruppen ved Lejrskov, hvor fem af de overpløjede høje vil være totalt udslettede. For dog at redde noget er de blevet udgravet, denne gang ved Museet på Koldinghus. De fire af højene var meget medtagne, mens der af den femte – i ældre kilder omtalt som Bredhøj – endnu var betydelige rester tilbage; den har oprindelig været meget stor og målte endnu op mod et par meter i højden. Det er om den, der her skal berettes.

Om Bredhøj siger sagnet, at Lejrskov by skal brænde, hvis der graves i den, men da spaden allerede to gange har arbejdet her og ploven yderligere været i virksomhed, turde vi med nogenlunde sindsro løbe risikoen. Ved udgravningen 1841 var fremkommet syv bronzealderurner med brændte ben, mens undersøgelsen i 1906 forblev helt resultatløs. Højmidten, hvor man ville vente den ældste begravelse, den der gav anledning til høj byggeriet (urnerne er utvivlsomt indsat senere), viste sig ved begge gravninger tom. Det lød mærkeligt, og vi regnede da også så småt med at finde en overset grav nær midtpunktet. Ingen er jo ufejlbarlig. (Fig. 2)