Gråbrødrenes endeligt

Året er 1530, datoen 25. april. Københavns borgere har omringet Gråbrødre Kloster for at sulte dets beboere ud. Munkene indser deres mulige skæbne og kapitulerer. Deres sidste gerning er at give magistraten og de harmdirrende borgere et overdragelsesbrev på klosteret og alle dets ejendele »efterdi vi er åbenbarlig nødt til for mange svare sagers skyld, og menigmand i København ikke ville lide os her, for den lejlighed som nu på færde er, og vi er indelukket og ej må gå ›i marken‹ og bede om Guds almisse«. Derefter forlader munkene klosteret og deres munkeløfte. I årene der følger, bliver klosteret revet ned til grunden.

Af Vivi Lena Andersen

Hele denne misere skyldes Reformationen, og i København var man ivrige efter at praktisere den lutherske frem for den katolske teologi, som munkene tilhørte. Gråbrødrene var munkenes folkelige betegnelse, opkaldt efter deres grå kutter. Deres rigtige navn var franciskanere efter ordenens grundlægger Frans af Assisi, som fastslog, at formålet var et liv i Kristi efterfølgelse, at prædike omvendelse, at hjælpe syge og fattige og selv leve i fattigdom. Indtægterne skulle komme fra almisser og tiggeri. Det oprindelige reglement krævede endda, at de end ikke måtte bære sko. Der blev dog med tiden lempet for disse regler.

Udgave: Skalk 2006:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.