Godtkøbskram

Til de ædlere prydelser anvendtes komplicerede éngangsforme, og disse varer har selvsagt været forbeholdt velhavere. Men der kendes også – navnlig fra vikingetidens sidste og middelalderens første tid – simple, todelte forme, der kunne bruges igen og igen, og som ved anvendelse af forholdsvis billige, let smeltelige metaller som bly eller tin gav mulighed for masseproduktion af økonomisk overkommelige varer. Beklageligvis kender vi meget lidt til disse, velsagtens fordi de omtalte metaller, navnlig tinnet, ret hurtigt nedbrydes i jorden, men formene har man altså, og de er et studium værd. Mærkelig nok er det kun forsidernes formhalvdele, der er dukket op, ikke bagsidernes; de har vel været gjort af forgængeligt stof, måske træ.

Som eksempel kan nævnes en formhalvdel fundet i Hedeby. Den er skåret i den bløde norske klæbersten, som allerede bronzealderfolket brugte, men som derefter gik i glemmebogen – for så i vikingetiden at dukke op igen i Danmark, nu i form af gryder, som, når de gik itu, kunne genbruges til mange ting, blandt andet til støbeforme. Emnets ornamenterede forside er skåret ud – negativt – i stenen, og ved randen er udformet en tragt til indhældning af det flydende metal. Skæringen viser et fladt, tre- fliget smykke med ophængningsøsken.

Ved bunden af indhældningstragten ses en tilsyneladende umotiveret tværgående kanal, let tilspidsende mod den ene ende. Den kendes også fra andre lignende forme, men kun hvor emnet er et hængesmykke og altid omkring bunden af indhældningstragten. Man har foreslået, at den kunne være til aftræk for luften i formen eller til afløb for overskydende metal.

Praktiske forsøg leverer ikke i sig selv beviset for, at for eksempel et smykke er tilvirket på en bestemt måde, men de kan afklare, om en metode er teknisk gennemførlig og veje sandsynligheden for, at den har været brugt. Ved forsøgsarbejdet må det arkæologiske fundstof studeres fra alle vinkler. Ingen enkelthed må forblive uforklaret, hvis resultatet skal vinde tiltro.

I det foreliggende tilfælde er det den mærkelige tværkanal, der rejser problemerne. Ingen af de ovennævnte forslag lyder ret beset særligt sandsynlige, men en anden mulighed har været fremført, og den er nu afprøvet eksperimentelt med Hedebyformen som grundlag. En kopi blev udført – ikke blot af den bevarede forplade, men også af det manglende bagstykke, hvis skikkelse det ikke var svært at forestille sig. (Fig. 1)