God prise

21. oktober stod de erobrede fartøjer - 18 linjeskibe, 15 fregatter, 7 brigger og 23 kanonbåde - med engelsk bemanding ud fra Holmen på vej mod England. Der saluteredes for Kronborg, men hilsenen blev ikke besvaret; kommandanten på slottet var ikke i det humør. Den danske regering og dens leder kronprins Frederik (den senere Frederik 6.) var voldsomt forbitret. Man havde søgt at holde sig neutral i det store europæiske opgør, nu kastede man sig i armene på Napoleon. Danmark-Norge var fra da af og frem til Wienerfreden 1815 i krig med England. (Fig. 1)

Englænderne havde efter 1807 næsten fuld kontrol over de dansk-norske farvande, så for at sikre de vitale søværts forbindelser mellem rigernes enkelte dele var det nødvendigt for regeringen hurtigt at få genopbygget en flåde. Det var ikke så lige en sag. Egetræ til skibsbygningen var kostbart og en mangelvare. Med øjeblikkelig virkning forbødes derfor eksport af eg, og man gik så vidt, at det endog blev forbudt at anvende denne træsort til ligkister. Til held for projektet blomstrede patriotismen: godsejere og almindelige borgere kappedes om at skænke egetræer og penge til flådens genopbygning. Med henblik på fremtiden indledtes storstilede nyplantninger af eg i skovene.

Søkrigen mod det flådestærke England blev et utraditionelt og mærkeligt tvedelt foretagende: kanonbådskrigen og kaperkrigen. Kanonbådene var forholdsvis lette, men svært bestykkede fartøjer, der blev roet frem mod fjenden, og som under vindstille havde store muligheder over for hans orlogsskibe og konvojer. De blev, så hurtigt de kunne bygges, udstationeret overalt i de indre farvande, hvor de senere fik støtte af et antal ligeledes nybyggede orlogsbrigger. De små fartøjer kunne, når de optrådte flere sammen, være overordentlig generende for deres store modstandere. Med kaperne forholdt det sig helt anderledes. Deres retsgrundlag var et af kronprinsen kort efter krigsudbruddet udstedt »Reglement for kaperfarten og prisernes lovlige pådømmelse«. Enhver dansk statsborger kunne i henhold til dette udruste et privat skib med kanoner og fuldt lovformeligt slå sig løs som sørøver. Helt retsløs var den angrebne part dog ikke, enhver sag om opbringelse skulle forelægges en særlig prisedomstol - sådanne oprettedes i København, Århus og Rønne - og først, når der var dømt »god prise«, havde opbringeren ret til at sælge skib og ladning - men det hændte, om end vist forholdsvis sjældent, at afgørelsen gik den anden vej, at opbringeisen blev dømt ulovlig og skibet frigivet med tilkendt erstatning. Op mod 600 skibe indgik i den dansk-norske kaperflåde, da den var størst, og kaperiet gav i en årrække sine udøvere meget betydelige indtægter.

To sydfynske sportsdykkere kom i 1991 ved et tilfælde til at sætte fokus på dette spændende afsnit af den nyere Danmarkshistorie. Under fiskeri i Langelandsbæltet ud for gården Polleholm ved Illebølle Skov blev Henrik Arenfeldt og Claus Hjorting opmærksomme på, at der over et større område af havbunden på tre-fire meters dybde lå kanonkugler samt noget, der lignede svært skibstømmer, men som i øvrigt ikke kunne bestemmes nærmere. Langelands Museum, der blev kontaktet, var naturligvis interesseret. En af øens mange skanser fra Englandskrigens tid vides at have ligget ved Polleholm, og ud for denne skulle der i 1812 have stået en voldsom kamp om et grundsat engelsk handelsfartøj. Her måtte være noget at gå videre med.

Anmeldelsen resulterede i to undersøgelser, henholdsvis 1991 og 1994, hvor museets dykkerhold kortlagde og beskrev fundene på havbunden. Ud over et betydeligt antal kanonkugler blev der fundet dele af et stort, stærkt nedbrudt træskrog med talrige forboltningsjern samt kroge, beslag, »jomfruer« med mere fra skibets rig. Samtidig med de undervandsarkæologiske undersøgelser indledtes et samarbejde med den unge historiestuderende Eric Bourgois, der gennem arkivstudier havde held til at opspore en række dokumenter med oplysninger om træfningen i Langelandsbælt. (Fig. 2, fig. 3)

Tilsammen har disse undersøgelser givet et ganske detaljeret indblik i en af de mange episoder, som kom til at præge de syv års søkrig med England.

I slutningen af september 1812 var en stor engelsk konvoj på omkring 110 skibe under beskyttelse af to linjeskibe, to fregatter og fire orlogsbrigger på vej ned gennem Storebælt; målet var allierede havne i Østersøen. Om aftenen den 1. oktober var dele af konvojen nået ned i den sydlige del af Langelandsbæltet, hvor det danske kaperskib, briggen »Juliane Marie« af Helsingør, ført af den 44-årige erfarne kaperkaptajn Thomas Rostock, ventede på en chance. Den viste sig i form af Newcastlebriggen »Friendship«, som det efter en kort kamp lykkedes for Rostock og hans syv mand store besætning at udskille fra konvojen og sætte sig i besiddelse af. Opbringeisen var imidlertid blevet observeret fra en engelsk orlogsbrig, der alarmerede den øvrige konvoj og optog forfølgelsen af det danske kaperskib. Efter en kort skudveksling med englænderne besluttede kaptajn Rostock at grundsætte Friendship under den langelandske kystskanse ved Polleholm; han håbede, at skansen ville være i stand til at forsvare det erobrede skib. Den tilfangetagne besætning, otte mand, blev sat i land og overgivet til skansens mandskab, hvorefter Juliane Marie benyttede sig af mørket til at smutte væk. I skansen fik man travlt, der gik ilbud til Skrøbelev efter artilleriet, som omgående fik marchordre. I løbet af kort tid var de tilstedeværende disponible stridskræfter under kommando af major Høegh-Guldberg bragt i stilling og gjort klar til kamp. (Fig. 4, fig. 5)

Englænderne gjorde intet forsøg på at angribe om natten, men ved daggry den 2. oktober så man fra land to fjendtlige fregatter og en orlogsbrig liggende ude i bæltet i kanonskudsafstand fra skansen. Det blæste en østlig bramsejlskuling. Klokken 7.30 begyndte den fjendtlige ild, og samtidig udsattes barkasser fra orlogsbriggen i et forsøg på at få Friendship bragt flot, hvilket dog forhindredes effektivt af den danske beskydning; efter en times forløb blev orlogsbriggen tvunget til at lette og lægge sig ud på linje med fregatterne. Da englænderne ikke havde held til at generobre handelsskibet, valgte de til sidst at stikke det i brand, hvorefter de sejlede bort.

Under den seks timer lange kamp faldt artilleristen Hans Larsen, mens dragonerne Søren Gregersen og Christoffer Allerup blev hårdt såret, den ene så slemt, at han døde på vej til lazarettet i Rudkøbing. Yderligere to dragoner blev lettere såret. To heste blev skudt og en kasse med ammunition sprang i luften. De danske artillerister affyrede i alt 54 kanonkugler. Englændernes tab og ammunitionsforbrug kendes ikke, men fra dansk side vurderedes de som »ikke ubetydelige«. (Fig. 6, fig. 7)

Kampen havde vakt stort postyr i den nærliggende landsby Illebølle, hvis beboere måtte møde med vogne. De tilbageblevne kvinder og børn var af nysgerrighed søgt op på bankerne for at følge slagets gang, men de fik hurtigt trukket næserne til sig, da det viste sig, at enkelte kugler kunne række så langt. På samme måde gik det et selskab fra Rudkøbing, der kom kørende for at overvære bataljen. Vognen blev hastigt vendt, efter at en kugle var slået ned foran hestene og havde kastet jord og grus til alle sider.

Allerede samme dags eftermiddag indledtes bjærgningen af last og udrustning fra Friendship; den var på det tidspunkt brændt ned til vandlinjen. Fra lasten fik man adskillige fade rom, 85 skæpper farvetræ og rester af skibets proviant stuvet i tønder. Endvidere indbragtes to ankre, fire skibsklokker, 50 blokke, flere kakkelovnsdele, to skibsbåde samt adskillige rundholter og sejl.

Den 3. oktober kom den tilfangetagne besætning i forhør på Tranekær Slot. Skipperen John Strange, 29 år gammel og født i Newcastle, forklarede, at Friendship var afsejlet den 5. september fra London ladet med sukker, rom, kaffe og rødt farvetræ bestemt for Karlshamn i Sverige. De øvrige skibe i konvojen sejlede for hovedpartens vedkommende i ballast; deres opgave var at hente varer i Skt Petersborg, Stockholm og andre havne i Østersøen. En storm i Skagerrak havde splittet skibene, men de var atter blevet samlet inden ankomsten til Storebælt. Af politisk nyt havde skipperen kun lidt at fortælle. Det forlød, sagde han, at der i Sverige udrustedes en ekspedition bestemt til at understøtte Rusland, men hvornår, den skulle afgå, og hvor stor, den var, vidste han ikke. Så vidt skipperen. Det øvrige mandskab, hvoraf tre var hollændere i engelsk tjeneste, resten - herunder en skibsdreng på kun tolv år - englændere, havde intet at tilføje.

John Strange og hans besætning kom ikke til at tilbringe lang tid i dansk fangenskab. Allerede den 24. oktober beordrede Frederik 6. dem afsendt med et parlamentærfartøj til et af de engelske krigsskibe i Bæltet og afleveret dér mod kvittering. Sidste kapitel i den nu genfundne Friendships historie udspandt sig 26. november 1812 i den kongelige priseret i Århus, hvor kaperkaptajn Thomas Rostock og militæret ved major Christian Høegh-Guldberg med en halvpart til hver fik tildømt briggen som god prise. Vrag og ladning solgtes senere for 14.398 rigsdaler - en ganske god betaling for det brandhærgede skib. Dets last af vestindiske varer har åbenbart været velkomne i datidens krigsramte Danmark. (Fig. 8)