
Glasseglet fra Galten
Under udgravningen af en gård fra slutningen af 1600-tallet stødte arkæologerne på et ganske usædvanligt fund. Et fladt, rundt stykke grønt glas, som var prydet med motiv af en vase med blomster og initialerne ”H S”. Bagsiden afslørede, at der var tale om et glassegl fra en vinflaske.
Af museumsinspektør Louise Søndergaard og museumsinspektør Jette Linaa

Før industrialiseringen blev flasker mundblæst, og som sidste led blev en glasdråbe sat på flaskens skulder og et stempel presset ind. Seglene var specialdesignede, så hver vinproducent eller forhandler havde sit eget mærke. Det var så at sige flaskens etiket, og heraf man kunne se, hvor vinen stammede fra. Den grønne farve viser, at flasken formentlig var fra Tyskland, måske Mecklenburg, hvor mange glashytter var aktive. Sandsynligvis har flasken indeholdt rhinskvin, en hvidvin, der var almindelig i lagrene hos 1600-tallets danske vinhandlere.
Periode: Renæssance (1536 til 1659)
Udgave: Skalk 2023:5
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





