Glashus

For Skjern-Egvad Museum er det blevet en vigtig opgave at udrede disse forhold, og ikke mindst bopladserne interesserer, da det var dér, det hele foregik. Dem er der mange af i egnen, og det ser ud til, at selve den nuværende landsby, Dejbjerg Kirkeby, ligger på en boplads, der ikke blot er usædvanligt stor, men også har været i brug usædvanligt længe. Det har nu nok sin lidt specielle forklaring: Jernalderens landsbyer »vandrede«. Når de havde ligget nogen tid – et århundrede eller to – på ét sted, flyttede de til en ny plads i nærheden, senere til endnu en ny og så fremdeles, men man kunne let under en sådan rundtur komme til at træde i sine egne spor – det må være det, der er sket i Dejbjerg. I hvert fald fordeler de på området fundne genstande sig over mange hundrede år.

Det var en stor mundfuld at gå i gang med, men sidste år blev skridtet taget, og tidspunktet synes velvalgt. Som bekendt var 1992 et tørkeår, katastrofalt for landbruget, men usædvanlig gunstigt for arkæologiske iagttagelser. To tomter af langhuse blev afdækket, den ene fra tiden omkring Kristi fødsel, den anden vel et århundrede yngre, men vi vil ikke opholde os ved dem. Noget andet havde nemlig i mellemtiden fanget udgravernes opmærksomhed.

Mens arbejdet stod på, var kornet modnet på marken lige ved siden af udgravningsfeltet, og her tegnede sig omridset af en tredje hustomt, så tydeligt, at man ikke behøvede at gå i luften for at se den. Som bekendt opstår den slags billeder derved, at korn, der vokser lige over gamle nedgravninger såsom brønde, stolpehuller eller vægriller, trives bedre og holder sig længere grønt end de tvangsmodnede afgrøder uden for sådanne anlæg. Den husplan, vi så, stod så klart, at vi forsigtigt – ud fra størrelsen og formen – anslog den til at være fra tiden kort før Kristi fødsel, men der tog vi nu grundigt fejl. Tomten viste sig, da den i sommer blev afdækket, at være et halvt årtusinde yngre, nemlig fra tidlig germanertid. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)