Gjallarhorn

»Så gjaldede lurerne, og kampen begyndte af yderste kraft på begge sider. Man kunne fristes til at tro, at himlen var falden ned på jorden, at skove og sletter sank i afgrunden, at alt blandedes imellem hinanden, at det gamle kaos var vendt tilbage, at guddommelige og menneskelige ting hvirvledes imellem hinanden af et rasende uvejr, og at alt på én gang styrtedes i undergang«. Bråvalla-slaget var i gang, sagnhistoriens opgør mellem danernes Harald Hildetand og den svenske kong Ring; beskrivelsen er Saxos, oversættelsen Winkel Horns.

Af Hans Rostholm, Erik Axel Wessberg

Beretninger som denne var velkendte, da der i sommeren 1797 dukkede ikke mindre end seks prægtigt svungne, store blæseinstrumenter af bronze op ved tørvegravning i Brudevælte Mose, Nordsjælland. Arkæologiens første store systematiker, Christian Jiirgensen Thomsen, yndede at benævne hidtil ukendte sager med oldnordiske udtryk; afsatsøkser blev til pålstave, skaftrørsøkser blev til celte, guldarmringe blev til edsringe. På samme måde knyttede han udtrykket »lur« til bronzeinstrumenterne, og Thomsen kan her også være inspireret af Adam Oehlenschlågers og Johannes Ewalds nordiske digtning. I dag ved vi, at der er 1500-2000 år mellem bronzelurerne og sagntidens instrumenter, og for nylig er der i midtjyske brønde dukket fund op, som for alvor kaster lys over den yngre gruppe.

De gamle tekster rummer ikke nærmere beskrivelser af lurerne, så både form og materiale må have været alment kendt. Det oldnordiske ord lur (ludr) betyder »udhulet stok«, men har ifølge Axel Olrik flere forskellige betydninger efter sammenhængen i teksten: blæseinstrument, træblok med udsparet plads til kværnstenen og skedeformet hylster til et redskab. (Fig. 1)

Udgave: Skalk 1998:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.