Gipsens arkæologi

På vej ned gennem højen, der tydeligvis var bygget af – nu formuldede – græstørv, foretoges jævnlig vandrette afskovlinger med det formål at finde gravenes fyldskifter og således være forberedt, når selve anlæggene senere dukkede frem. Under en sådan fladeafrensning blev vi opmærksom på nogle runde pletter, ca fem centimeter i diameter, med løs jord omgivet af en brunlig ring. En besøgende foreslog med sand videnskabelig skepsis, at det var muldvarpegange, men i så fald har Lusehøjs muldvarpe været mere end almindelig veldresserede, pletterne lå nemlig på række. For at studere fænomenet nærmere blev en støvsuger taget til hjælp, den løse jord blev suget op, og nu fremkom huller skråt ned i jorden, men med et ret forløb, ikke bugtede som dyregange. Iveren greb os, alle mistænkelige pletter kom under behandling med vor gamle Nilfisk, og inden længe tegnede der sig et system: tre hulrækker, som inden for en vinkel på ca 35° strålede nogenlunde regelmæssigt ud fra et punkt, der kan antages at have været centrum i den oprindelige høj. En ejendommelighed ved højens græstørvsmønster fik samtidig en slags forklaring. Det sås tydeligt, at tørvene var lagt fra hver side op mod den midterste hulrække.

Hvad nu! Skulle vi fortsætte med at høvle højen bort i tynde vandrette lag og samtidig tegne kort over hullerne med senere sammenstykning for øje (Fig. 2, Fig. 3)? Ihukommende Sir Leonard Woolleys resultater under udgravningerne i Ur valgte vi en anden fremgangsmåde, nemlig at fylde hullerne ud med gips. Der måtte hentes nye forsyninger flere gange, så hurtigt forsvandt den. Da størkningen var overstået, blev der lagt grøfter langs to af hulrækkerne (den midterste fik lov at blive liggende) og udstøbningerne gravet ud. Nu forstod vi bedre, hvor gipsen var blevet af, den havde ikke blot udfyldt skråhullerne, men var fortsat ud i vandrette gange og kanaler. Det hele hulsystem var tydeligt nok opstået ved bortrådningen af et mærkeligt pindeværk: rækker af rafter med fletværk imellem. Opløsningen af stokke og vidjer var næsten total – kun hist og her var lidt bark tilbage – og det skyldes udelukkende aldannelser omkring træet, at hulrummene har undgået sammentrykning. Den hårde, rustrøde skal stod tilbage som en perfekt form, netop egnet til udstøbning.