Ginnungagap

I tidernes morgen var der to verdener, en i nord og en i syd – den første tåget og kold, den anden lys og flammende. Mellem dem lå det tomme! svælg Ginnungagap. Men varmen fra syd mødte kulden fra nord, og deraf opstod to levende væsener, jætten Ymer og koen Audhumla. — Dette er – kortfattet gengivet – indledningen til den nordiske skabelsesberetning, sådan som den fortaltes i hedenskabets sidste tid. Den kendes i brudstykker fra flere oldtidsdigte, men lykkeligvis også i en samlet fremstilling nedskrevet først i 1200-årene af islændingen Snorre Sturlasson. Beretningen er ikke udelukkende af nordisk rod. I sig har den træk, som går igen i mange folkeslags skabelseshistorier.

Af Harald Andersen

Billede

Af Audhumlas yver flød fire mælkefloder; fra dem fik Ymer sin næring. Jætten faldt i søvn, og mens han sov, voksede andre jætter frem af hans arme og ben. Men koen slikkede på de salte, rimslåede sten, og frem af stenen groede en mand. Han var stor og smuk, hans navn var Bure, og fra ham nedstammer guden Odin og hans brødre. De dræbte Ymer, og i hans blod druknede alle jætterne på nær een; men han blev stamfader til nye jætteslægter. Guderne lagde Ymers legeme i Ginnungagap, og af den døde krop skabte de jorden, som er rund og omgivet af det dybe hav. Havet er Ymers blod, det faste land er hans kød og klipperne hans knogler. Men himmelhvælvingen er Ymers hjerneskal. Odin og hans brødre vandrede langs stranden, og der fandt de to træer. Af dem skabte de menneskene, manden Ask og kvinden Embla. De klædte dem og gav dem bolig i Midgård, en borg, som ligger inde i landet, og som er bygget af Ymers øjenvipper. Der har menneskeslægten sit hjem; mens jætterne bor ude ved kysten, hvor ‘! borgen Udgård ligger. Til sig selvbyggede guderne Asgård, og fra jord til himmel rejste de broen Bifrost, regnbuen. Det røde i den er flammende ild. Den skal stå til verden går under.


Udgave: Skalk 1964:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.