Gildets saltkar

De store udgravninger i det centrale Odense har givet et kolossalt og varieret fundmateriale. Her skal blot et enkelt usædvanligt af slagsen drages frem. En novemberdag 2013 blev der gravet i særligt fundrige lag, og et let skamferet kar af tin skilte sig ud fra dagens andre genstande og påkaldte sig udgravernes opmærksomhed. Det skyldtes især det fine håndværk og billedsprog, som karret fremviste.

Af Maria Elisabeth Lauridsen og Mikael Manøe Bjerregaard

Billede

Det sekskantede kar er støbt i rent tin og har formentlig strålet som sølv, før det havnede i jorden. Karret har tre fødder, hver udsmykket med et kronet mandshoved, og på undersiden ses et relief af Gudslammet med korsglorie og en vajende sejrsfane. Indvendigt i karret ses syndefaldet med Adam og Eva stående på hver side af kundskabens træ, begge med et æble i hånden. På ydersiden løber en detaljerig akantusranke langs karrets bund, og langs randen ses en indskrift i majuskler med gotisk præg: +DEIUSOI ERTTOCTB CROITCIVCE CESQETA BVCAMCN OBVAECA. Det er endnu uklart, hvad det betyder, men der kan være tale om forvansket latin og/eller oldfransk. Stavefejl og andre sproglige misforståelser er ikke ualmindelige i middelalderlige inskriptioner, men at en lang tekst på en så fint forarbejdet genstand blot skulle være en meningsløs række af bogstaver, er ikke sandsynligt. Teksten er måske blevet forvirret af en ikke skriftkyndig tinstøber.

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 2015:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.