Getaryggen – det glemte slag

Den 31. oktober år 1567 skrev den svenske konge Erik 14. i sin dagbog: »Olof Larsson fortalte mig noget vås om, at danskerne var gået ind i Småland«. Nyheden havde kun spredt sig langsomt. Men samme dag stod et slag ved Getaryggen, en markant højdestrækning i det nordlige Småland. Det var ikke nogen spektakulær batalje. I dag ville den nok have været betegnet som en afledningsmanøvre for at bremse den danske opmarch. Men det strategisk vigtige Jönköping måtte evakueres og brændes af de retirerende svenske styrker for ikke at falde i danske hænder. Fjenden måtte ikke erobre en base for et vinterfelttog. Dette var anledningen til, at soldater og mobiliserede bønder måtte ofres, der hvor den urgamle handelsvej Nissastigen møder Riksväg 40 mellem Jönköping og Borås. De blev ofret i en kamp, de ikke kunne vinde. Opstillet mod kampvante og veludrustede landsknægte i Frederik 2.’s tjeneste. Udfaldet var givet på forhånd.

Af Claes Pettersson

Slaget er ikke gået over i historien, men er stort set glemt. Dette er baggrunden for Getaryggen 1567, et forskningsprojekt som drives af det militærhistoriske museum Miliseum i byen Skillingaryd og Jönköpings Läns Museum siden 2010. Arbejdet laves i lille målestok, men vi har her privilegiet at kunne undersøge en næsten intakt krigsskueplads. Selv de skriftlige kilder er relativt gode. Slaget er skildret i den danske feltherre Daniel Rantzaus feltdagbog, en redegørelse som var bestemt for Frederik 2. og rådet i Lübeck. Fra svensk side er der bevaret breve fra den øverstkommanderende Peder Kristensson Sjöblad til Erik 14. samt svenske jordebøger fra 1568.

Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570) var en styrkeprøve, som i bund og grund handlede om magtforholdet i Norden og kontrollen over Østersøens handelsveje. Erik 14.’s Sverige med sit krav på magten og ekspansionistiske udenrigspolitik stod imod Danmarks traditionelle dominans i sin alliance med Hansestaden Lübeck. Krigen er blevet kaldt den første moderne krig i Skandinavien. Store hærstyrker kæmpede i regulære slag og stærke flådeenheder stødte sammen til havs. Her stod renæssancens professionalisering af soldaten over for et ældre ideal med væbnede bondemilitser.

Syvårskrigen var også »moderne« i andre henseender. Den udmærkede sig ved brutalitet og uforsonlighed. Der skete massakrer på civilbefolkningen som i den danske by Ronneby i 1564 (se Skalk 2014:6). Men dette er en veldokumenteret grusomhed. De lidelser, som befolkningen i landsbyerne gennemgik, kendes der mindre til. Jordebøgerne vidner imidlertid om de frygtelige forhold for landsbyerne ved grænserne. Bare i Småland, Väster- og Östergötland viser beregninger, at omkring 7000 gårde blev ødelagt i krigsårene.

År 1567 var konflikten blevet ændret til en udmattelseskrig. Ingen havde fået overtaget. Krigstrætheden spredte sig, og krigskasserne var i fare for at blive tomme. Løsningen fra dansk side var et angreb rettet direkte mod det svenske hjerteland. Nu skulle modstanderen tvinges til forhandlingsbordet. Planen var risikabel, men man var vel vidende om, at Erik 14.’s mentale ustabilitet lammede den svenske krigsledelse. Som øverstbefalende for offensiven udså man sig den erfarne Daniel Rantzau.

Periode: Renæssance (1536 til 1659)

Udgave: Skalk 2017:5