Germanertidens grave

Mærkelig nok er de arkæologiske spor fra datiden temmelig beskedne – det gælder især for periodens senere del. Bopladsfundene er kun få, skønt landet på ingen måde kan have været folketomt, og det samme gælder, når man ser bort fra enkelte landsdele som Bornholm og Vendsyssel, gravfundene. Dette sidste kan måske hænge sammen med, at brandgravskikken var om ikke enerådende så dog ret dominerende. Resterne fra et ligbål syner nu engang mindre end en jordfæstegrav og kan let gå tabt i skyndingen.

Et antal grave fra yngre germanertid i en egn, hvor sådanne er yderst sjældne, påkalder sig derfor interesse. Efter fattig evne belyser de skikke og traditioner, som vi kender meget lidt til.

Fundet blev gjort på gården Søndervangs mark lidt syd for herredsbyen Bjerre ved Horsens. På en omfangsrig bakke lå her en kuplet forhøjning, ikke ulig en overpløjet gravhøj, hvad en prøvegravning viste, at det rent faktisk var. En undersøgelse blev derefter iværksat af Horsens Museum. Den er endnu ikke helt afsluttet.

Den omtalte højning lå ikke på bakketoppen, men lidt nede ad skråningen. Det var ikke muligt at afgøre, hvorvidt det drejer sig om én enkelt høj – i så fald en langhøj – eller om flere mindre, som pløjningen har fået til at smelte sammen. Det sidste er nok det sandsynligste, for gravene, som fyldjorden dækkede, er lagt så præcist i forhold til hinanden, at man må tro, de på en eller anden måde har været synliggjort på overfladen. Begravelserne har jo næppe fundet sted helt på samme tid.

I alt fandtes tolv grave. Syv af dem dannede en påfaldende regelmæssig, øst- vestgående række, mens fire, som var noget mindre, grupperede sig i lidt spredt fægtning omkring denne rækkes østende. Mens alle disse grave indeholdt brændte ben, var den tolvte og sidste en jordfæstegrav. Den var anlagt ind i en af rækkens grave og brød altså afgørende med den på stedet herskende skik.

De syv rækkegrave var meget ensartet opbygget, men to af dem, de østligste, skilte sig ud ved at være lidt større end resten. Nederst – for nu at begynde fra bunden – lå et markant brandlag med meget trækul, undertiden i form af store forkullede grenstykker; det var lagt på eller lidt nedgravet i undergrunden, som i alle tilfælde bar spor af rødbrænding. Over dette bålsted bredte sig et dækkende stenlag af varierende tykkelse. Stenene, hvoraf de fleste viste tegn på at have været i berøring med ild, var af ret forskellig størrelse, fra helt små til ca. hovedstore. Mellem dem var der ler blandet muld med lidt trækul, brændte knoglestumper (dog i påfaldende ringe mængde) og gravgods. Dette sidste var som regel yderst beskedent, nogle få skår og måske en jernstump, men de to store grave mod øst bød dog, som man måske kunne vente, på mere omfattende udstyr. I den ene fandtes 31 glasperler, to ravperler, en jernkniv, dele af jernnåle og skår af fem-seks lerkar (fig. 1). Og i den anden: 32 glasperler, en bronzebroche, en kniv, en fin snoet jerntråd og et par lerkarskår (fig. 2).