Gensyn

En række rige fynske bronzealderfund, som Nationalmuseet har udlånt til Fyns Stiftsmuseum, vises for tiden ved en udstilling på Hollufgård i udkanten af Odense. Glansnummeret er to guldskåle med hestehovedhanke; de blev 1862 sammen med ni lignende opgravet af en mose under gården Mariesminde i Rønninge sogn på Østfyn. Det hele lå i en stor bronzevase, og alt i alt er der tale om et af de værdifuldeste og videnskabeligt vigtigste danske oldtidsfund. To af skålene er altså nu, efter 127 år, hjemme igen i det fynske – om end kun på besøg.

Af Henrik Thrane

Billede

I 1862 var jernbanen over Fyn under anlæggelse, men Mariesminde-mosen lå endnu dengang afsides, hvad den ikke gør i dag, hvor motorvejstrafikken raser lige forbi. Den heldige finder var husmand Rasmus Pedersen fra Lavindsgårde. Han var født 1801 og blev konfirmeret fjorten år gammel efter at have vist »god opførsel og temmelig god kundskab«. Som andre gode borgere giftede han sig og fik børn, som alle var voksne, da dét indtraf, som må have været hans livs store begivenhed, skønt det ikke er omtalt i kirkebogen. 1873 døde han i en efter datidens målestok høj alder. Et ganske almindeligt livsløb, når man ser bort fra den 29. juni 1862.

Ejeren af Mariesminde havde givet »denne fattige mand tilladelse til at grave sig lidt tørv på det sted« (Fig. 1). Det gjorde Rasmus Pedersen så, hjulpet af to af sønnerne, men arbejdet blev brat afbrudt gennem fundet af de elleve guldskåle, som var »nedsatte med hankene nedadvendte, fyldte med jord i en stor metalkrukke«. Over krukken var der et låg, vistnok af ler, men det faldt i støv ved berøringen. Også tre af hankene gik tabt under den formodentlig lidt voldsomme udgravning.

Periode: Bronzealder (1700 til 501), Yngre bronzealder (1100 til 501)

Udgave: Skalk 1989:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.