Gensyn med kometen

I året 1835 skulle efter beregningerne en komet vise sig på himlen, og det var i den anledning, H. C. Andersen skrev digtet, hvis indledningsvers her er citeret. Begivenheden fortjente da også opmærksomhed, for den ventede komet var den berømteste af alle. Gennem årtusinder havde den forfærdet menneskene, når den med mellemrum dukkede op, men først højt op i tiden, i begyndelsen af 1700-årene, blev man klar over, at det var det samme himmellegeme, som kom igen og igen. Manden, der fastlagde banen og dermed blev i stand til at forudsige kometens genkomst, var Edmund Halley. Hans beregninger holdt stik, fænomenet kom, som det skulle - i 1758, i 1835 og sidst i 1910. Om ganske kort tid skal vi igen møde »Halleys komet«.

Halley var født 1656 i nærheden af London. Faderen var velhavende, så han fik en god uddannelse og senere økonomisk uafhængighed. Tidligt viste han interesse for astronomi og efter at have studeret faget i Oxford, blev han af regeringen sendt til den senere så kendte ø, Skt Helena i det sydlige Atlanterhav med det formål at kortlægge stjernerne på den sydlige halvkugles himmel. Trods vejrmæssige vanskeligheder resulterede opholdet i udsendelsen af et stjernekatalog.

Halley var ikke blot en alsidig mand, men et universalgeni af de virkeligt betydende; inspirationen hentede han på lange rejser som den, hvorom vi netop har hørt. Han forbedrede navigationsmetoderne, udforskede den magnetiske deklination, drev botaniske studier, kortlagde som den første Sydatlantens passat- og monsunvinde og opfandt en ny form for dykkerklokke, hvis principper levede langt frem i tiden. En dødelighedsstatistik, som han udarbejdede på grundlag af talmateriale fra den tyske by Breslau, lagde grunden til det moderne forsikringsvæsen. Over alt dette glemte han dog ikke, at astronomien var hans egentlige fag, og det var her han vandt sine største sejre. 1720 udnævntes han til kongelig astronom på Greenwich.

I 1680'erne havde Halley haft lejlighed til at se hele to kometer, deriblandt den, som senere H. C. Andersens øjne hvilede på, og det besynderlige himmelfænomen fik hans særlige interesse. På grundlag af 24 kometobservationer fra årene 1337-1698 fandt han frem til disse himmellegemers rytme, blev klar over, at hver enkelt komet med jævne mellemrum kommer igen (Fig. 1). Den komet, han selv havde set i 1682, måtte være identisk med den, Johannes Kepler observerede 1607 og Petrus Apianus 1531. På dette grundlag kunne han beregne kometens bane og forudsige, at den ville vende tilbage 1758. Selv opnåede han ikke at gense den, han døde 1742, men den kom - nu under navnet Halleys komet.

Halley var en stor astronom, men hans opdagelse havde ikke kunnet gøres uden støtte i mange forgængeres iagttagelser. Det verdensbillede, den græske filosof Aristoteles havde udformet før Kristi fødsel, levede videre op i middelalderen, men i 1400-årene begyndte det at gå i opløsning. Den tyske astronom Nicolaus Cusanus startede opbruddet med påstanden om, at Jorden var en stjerne blandt andre stjerner i et uendeligt verdensrum, og Nicolaus Copernicus, som ellers på mange måder var stærkt traditionsbundet, brød endegyldigt med fortiden ved at sætte Solen og ikke Jorden som midtpunkt i universet. Hvad kometer angår, blev en vigtig iagttagelse gjort af Petrus Apianus 1531, nemlig at disse himmelfænomeners haler altid vender bort fra Solen, og en anden af Tycho Brahe, der fastslog, at kometer ikke, som Aristoteles mente, hører hjemme i Jordens atmosfære, men befinder sig længere borte end Månen. Johannes Kepler, der var elev af Tycho Brahe, fandt ud af, at planeterne bevæger sig i elliptiske baner, og derfra er der ikke langt til den slutning, at det samme gælder kometer. På baggrund af Keplers love påviste englænderen Isaac Newton, at det er tyngdekraften, som bestemmer banerne. Newton var Halleys samtidige, de to var gode venner, og flere af Newtons bøger, således hans hovedværk Principia, er udgivet ved Halleys mellemkomst. Der er ingen tvivl om, at dette venskab fik stor betydning for Halleys kometbanebestemmelser.

Kometer er ikke, som Aristoteles mente, knyttet til jordatmosfæren, men hører dog til vort solsystem. Der er mange af dem, nye opdages til stadighed, men langt de fleste er for svagt lysende til at ses med blotte øjne (Fig. 2). Deres baner er som nævnt elliptiske, men omløbstiden meget forskellig, fra få år til årtusinder - ja millioner, så meget, at beregning ikke kan foretages. En komet består af en kerne, som dog ikke er særlig stor, langt fra af planetstørrelse. Omkring den står en tåget »koma«, der fortsætter i halen; den er imponerende at skue, men indeholder kun støvpartikler og luftarter. De stærkt lysende kometer, der ses tydeligt uden kikkert, har alle meget lange omløbstider i meget langstrakte baner. Til dem hører Halley-kometen, som vender tilbage med ca 76 års mellemrum; det kan variere en del på grund af indflydelse fra Jupiter. Men der er mange andre, de er blot endnu sjældnere gæster.

Halleys komet viste sig som sagt 1835, atter 1910, og i disse vintermåneder skulle der igen blive mulighed for at se den på det nordlige himmelhvælv. Hver gang kometen har vist sig inden for de sidste tre hundrede år, er den blevet studeret med alt, hvad man havde til rådighed af instrumenter, og det samme vil ske nu, hvor rumalderen giver de helt store muligheder (Fig. 3). Den tekniske udvikling tillader os at opsende iagttagelses- og måleinstrumenter mod kometen, og det vil blive gjort - ja er allerede sket (Fig. 4). Japan, Sovjetunionen, USA og de vesteuropæiske lande i fællesskab har forberedt sådanne undersøgelser.

Faktisk ved man ikke så meget om, hvad kometer egentlig består af, men vi vil sikkert blive klogere inden for de nærmeste måneder. Japan har opsendt to rumsonder, Sovjet ligeledes to og vesteuropæerne én; alle skal foretage målinger og i særdeleshed fotografere kometen, hvilket dog sker fra højst forskellig afstand. Nærmest kommer Europa-sonden, Giotto, som den kaldes efter en italiensk maler, der 1301 så Halleys komet og siden malede den på en fresko med de Hellige tre kongers tilbedelse af Jesusbarnet. Den vil ved midnat 13. marts 1986 passere kometens kerne i en afstand af kun 500 km. Om sonden overlever mødet, er et spørgsmål, men den skulle gerne inden sin eventuelle ødelæggelse have afsendt billeder og målinger til Jorden. Afgørende nyviden kan altså ventes til næste forår, men allerede nu, hvor kometen er inden for kikkert-synsvidde, er et hidtil ukendt fænomen iagttaget: lysstyrken tiltager kraftigt én gang i døgnet for derefter en times tid senere at aftage lige så hurtigt. Denne »blinken« er ikke tidligere set ved nogen komet.

»Kometen hun er en stjerne lig og skinner aldrig, uden når der skulle ske mærkelige ting«, fortæller en »Planete-bog«, som udkom i Danmark 1680. »Når kometen giver sig til kende, da betyder hun aldrig noget godt«, hedder det videre, og der nævnes eksempler på de rædsomme ting, som himmelsynet kan forudsige: tørke, tvedragt og kiv, jordskælv, vandflod, pestilense, fyrsters død.

Helt tilsvarende opfattelser findes fremført i middelalderlige skrifter, og det har i det hele taget fra de ældste tider været en udbredt folketro, at kometer varslede ulykker. Dem var der jo nok af, så profetierne gik altid i opfyldelse og vil sikkert også gøre det denne gang, på den ene eller på den anden måde. De ubetydelige, næppe synlige, kometer er som nævnt ikke sjældne, men der er længe imellem, at de virkeligt store himmelfakler viser sig, og hver gang, det er sket, har det vakt kolossal opmærksomhed. Gennem en meget lang periode - helt tilbage fra tiden før Kristi fødsel - foreligger rapporter om dem, og her indtager Halleys komet med sin forholdsvis hyppige tilbagevenden en fremtrædende plads. Ustandseligt finder man den kædet sammen med store begivenheder. Den er på forunderlig vis flettet ind i verdenshistorien.

Ved at regne tilbage efter det af Halley anviste princip kan man fastlægge de tidspunkter, hvor kometen må have været på himlen, og disse kan derefter sammenholdes med historiske oplysninger. De ældste observationer, som kendes, skyldes babylonere og kinesere, og selv om det kniber lidt med tidsfæstelsen, mener vi dog at finde Halley-kometens optræden i årene 467 og 240 før Kristus rapporteret. I den græskromerske verden var man meget opmærksom på kometer; forfattere som Virgil og Seneca har ofte omtalt dem. Da kejser Augustus’ hærfører og svigersøn Agrippa døde år 12 før Kristus, blev begivenheden kædet sammen med den netop nærværende Halley-komet, og da Jerusalem ødelagdes år 70 efter Kristus, huskede man dens besøg fire år tidligere (Fig. 5). De følgende genkomster synes fortrinsvis bemærket i Kina, men 451 var kometen der igen og denne gang med en spådom, der i hvert fald ikke af alle blev opfattet som ulykkelig. Hunnerkongen Attila var trængt hærgende frem gennem Europa, men på de Katalauniske marker i Nordfrankrig mødte han de forenede romerske og vestgotiske hære i et vældigt slag, der ikke faldt ud til hans fordel. Døde gjorde han dog ikke ved den lejlighed, det skete først et par år senere efter varsel af en anden komet.

Kometbesøget 684 stod i naturkatastrofernes tegn - det fulgtes af tre måneders regn, torden og lynild, som kostede mennesker og dyr livet, misvækst og senere pest, fortæller en kilde, men hverken denne eller de følgende genkomster synes at have haft bemærkelsesværdigt sammenfald med store historiske begivenheder. Dem var der ellers nok af i den gryende vikingetid, og de blev da også behørigt varslet af andre kometer, som indfandt sig på belejligere tidspunkter. En årbog meddeler, at Karl den Stores død blev forudsagt af en komet, men det må rutinemæssigt være løbet skriveren i pennen. Hverken Halleys eller andre kometer lod sig se i eller umiddelbart før 814.

Det første samtidige billede, som kendes af Halleys komet, findes på Bayeux-tapetet, det store billedtæppe, som blev fremstillet til minde om Vilhelm Erobrerens sejr over kong Harald Godvinsøn i slaget ved Hastings 1066. Kometen havde vist sig tidligt nævnte år, og på billedet ser man en flok mænd, der - som en tilskrift fortæller - »stirrer forfærdet på stjernen«. Nævnte stjerne er temmelig fantasifuldt fremstillet, nærmest som et nutidigt rumfartøj, men man får dog et indtryk af den ligesom tvedelte hale, der kendes fra senere fotografier. Kometen må have lyst overordentlig klart det år, den nævnes i flere russiske krøniker, men har naturligvis gjort særlig indtryk i Vesteuropa på grund af de skelsættende begivenheder, som fulgte umiddelbart efter (Fig. 6). »I det år (1066) kom den 24. april en komet til syne på himlen, ikke blot i England, men den kunne, siger man, også ses over hele verden og strålede i syv dage med stor glans«, fortæller en engelsk krønike som optakt til skildringen af skæbneåret. En anden krønikeskriver, magister Adam af Bremen, er naturligvis også opmærksom på begivenhederne i England, men den tyske ærkebisp Adalberts fordrivelse er for ham af større betydning: »Og hvis jeg ikke tager fejl, så tilkendegav den frygtelige komet, som kom til syne just i dette år (1066) i påskedagene, at disse ulykker ville komme over os«.

Næste gang, kometen viste sig, var i 1145, og igen synes den at have været usædvanlig strålende. Netop på det tidspunkt iværksattes det andet store korstog, der fik så ulykkelig en skæbne, men mærkelig nok synes det ikke at være sat i forbindelse med himmelsynet. Også denne gang blev kometen afbildet - ser det ud til, i hvert fald findes der i et omtrent samtidigt engelsk håndskrift en tegning, der meget vel kan forestille den. De ikke mindre end fire haler, kunstneren har givet stjernen, kan måske tages som tegn på, at man har kunnet se enkeltheder, der ikke normalt kan skelnes uden kikkert.

1223 døde den franske konge Filip August, en af hovedmændene bag det tredje, heller ikke særlig vellykkede, korstog, og det undgik ikke opmærksomheden, at kometen havde vist sig kort forinden. - Et indskud må her være på sin plads. Siden de græske filosoffers tid havde astronomien stort set ligget i dvale, og kometer blev slet ikke regnet med; de kom og gik jo tilsyneladende helt planløst, altså var de ikke himmellegemer i egentlig forstand, men gudesendte varselstegn. Netop 1200-årene fostrede imidlertid en mand, der for første gang i århundreder brød med dette synspunkt: Thomas Aquinas. Han var en kirkens tjener, blev efter sin død erklæret for helgen, men skønt han anerkendte teologiens dogmer, mente han, at menneskene har fået fornuften for at bruge den - og gjorde det. Synet, han anlægger på kometer, er ganske vist ikke helt og holdent hans eget, Aristoteles har et medansvar, men allerede det er meget, et første skridt mod en dybere forståelse af fænomenet. Thomas Aquinas levede 1227-1274. Halleys komet fik han aldrig at se.

Den stod på himlen igen 1301, atter strålende og klar, som da den lyste for Vilhelm Erobreren. Kan det undre, at den endnu engang blev motiv for et billede, et af de smukkeste kometbilleder kunsten har skabt. Det er allerede omtalt i det foregående: italieneren Giotto de Bondones fresko med kometen som Betlehemsstjerne over de Hellige tre konger og Maria med barnet på sit skød, malet 1303-4 i Arenakapellet, Padua (Fig. 7). Om Giotto har forestillet sig, at Betlehemsstjernen virkelig var en komet, som den han selv lige havde set, er ikke til at vide, men det er i hvert fald en mulighed (Fig. 8). I en legendesamling fra sidste del af 1200-årene beskrives Betlehemsstjernens særpræg: den er meget klar, og den er ikke fastgjort til firmamentet, men bevæger sig, for den er altid foran kongerne. Giotto har muligvis kendt denne beskrivelse og fundet, at den svarede meget godt til kometen. En helt anden sag er så, om Betlehemsstjernen faktisk var Halleys komet; det har tidligere været meget diskuteret. Fødselstidspunktet, der danner basis for vor tidsregning, er ikke fastlagt med sikkerhed, så kometåret 12 før Kristus (som vi fremdeles må kalde det) kunne måske nok komme på tale. Der var dog også andre stjernefænomener i det aktuelle tidsrum, så spørgsmålet må stå åbent.

I 1456 var tyrkerne på march mod kristenheden. De angreb Beograd, og både de belejrede kristne og de belejrende muslimer blev grebet af panik, da kometen igen viste sig. Fra paven udgik påbud til alle troende om at bede Gud afværge onderne, herunder også kometen, som han i øvrigt - ifølge en kuriøs tradition - skal have ekskommunikeret, det vil sige udelukket fra den katolske kirke. Det sidste var egentlig lidt uretfærdigt, for kometen tog, da det kom til stykket, de kristnes parti og sørgede for, at tyrkerne blev drevet på flugt. Også herhjemme blev himmeltegnet noteret. I Roskilde-årbogen læser man, at »samme år (1456) var en komet set og andre forskrækkelige ting i vejret«.

Man bemærker, at det ikke blot var den vestlige verden, Aftenlandet, som den kaldtes i samtiden, kometen bekymrede, men også den islamiske. Da kometen kom igen 1531, var Amerika opdaget, og vi ved, at den skabte stor rædsel i det fjerne Inkaland, og at man søgte faren afværget gennem ofringer. De nyttede nu ikke stort, kort efter blev inkaerne angrebet af Francisco Pizarro, som udslettede deres kultur.

En af de mest oprivende kometbeskrivelser, som kendes, er fra 1500-årene og skyldes pariserlægen Ambroise Paré: »Den var så forfærdelig, at flere døde af angst, og andre blev syge. Den havde en utrolig længde og var blodfarvet. Midt i så man en bøjet arm i hvis hånd, der var et sværd parat til hug. På begge sider af kometens stråler kunne man se et stort antal økser, knive og blodfarvede sværd foruden en mængde hæslige menneskeansigter med skæg og strittende hår«. - Netop 1500-årene bød på usædvanlig mange storkometer. De rejste en sand kometfeber, som fandt næring i småskrifter og skillingstryk, produkter af den nylig opfundne bogtrykkerkunst. Lægfolk kunne nu informeres om de kommende rædsler og samtidig se billeder af selve ulykkesbebuderne, der måske ikke var helt så imponerende, da de stod på himlen. Træsnittet næste side - fra et anonymt tysk flyveblad - viser en kæmpekomet, der dukkede op i november 1577 med varsel om stor hede og stor dødelighed de næste tolv år. I den ledsagende tekst omtales også to andre kometer, som havde vist sig tidligere i århundredet, nemlig 1531 (Halleys) og 1556. Navnlig den sidste synes at have vakt en del opstandelse, Arild Huitfeldt omtaler den i sin krønike, og da Christian 3. døde tre år senere, var man naturligvis ikke i tvivl om sammenhængen (Fig. 9). I ligtalen over kongen blev himmelvarslet nævnt.

Samtidig med at overtroen således fejrede triumfer, begyndte imidlertid de første virkeligt videnskabelige granskninger af fænomenet. Kometen 1577 blev observeret af Tycho Brahe, om hvis fortjenester på området der allerede er talt, og studierne fortsatte i 1600-årene, hvor Halley- kometen viste sig to gange, 1607 og 1682. Endelig - i begyndelsen af 1700-årene - satte så Halley kronen på værket gennem sine epokegørende opdagelser. Erkendelsen af kometerne som himmellegemer med en beregnelig omløbstid burde én gang for alle have laget grunden væk under kometmystikken, men det skete selvfølgelig ikke; skrækken for halestjernerne sad dybt i folk, og det tog lang tid at drive den ud. H. C. Andersens ovenfor citerede digt er jo ironisk ment, men der har sikkert været mange, som endnu i 1835 følte rædslen krybe sig ned langs rygraden ved det uvante syn. De danske aviser, der ofrede begivenheden en del spalteplads, var dog gennemgående meget saglige, men i mange udenlandske blade kunne man på forsiderne læse rædselsberetninger om de ventede ulykker. Et pudsigt eksempel på sammenblanding af gamle og nye kometforestillinger kan hentes fra Amerika (Fig. 10). En vis Samuel Clemens, bedre kendt som Mark Twain, blev født i november 1835, mens Halley-kometen stod på himlen, og hans mor skal i den forbindelse have udtalt, at nu vidste hun, hvor gammel drengen ville blive (Fig. 11). Det slog mærkeligt nok til: Mark Twain døde april 1910, atter under kometen. Tilfældet åbner nye perspektiver for familieplanlægningen. Nogle kometer har jo omløbstider på flere tusinde år.

Lidt efter lidt tog overtroen dog af, den stigende oplysning gjorde sin virkning, men samtidig opstod en ny kometskræk, næret af videnskabelige og - navnlig - pseudovidenskabelige spekulationer. Hvad kunne der ikke ske, hvis en komet kom Jorden for nær eller måske ligefrem stødte sammen med den? Nogle har ment, at et sådant sammenstød i en fjern fortid kunne være grunden til, at de store øgler, dinosaurierne, uddøde og har i den forbindelse henvist til et rødbrunt lag, der er set i geologiske aflejringer, lige over det niveau, hvor kæmpedyrene hører hjemme; det skulle være kometens efterladenskab. Efter andres opfattelse er det især fra komethalerne, faren truer; de indeholder nemlig, så vidt man ved, giftige luftarter som cyan og kulilte. Da Halley-kometen nærmede sig 1910, viste beregningerne, at Jorden på et tidspunkt ville befinde sig midt i halen, og selv om de fleste nok tog det roligt, var der dog dem, som kittede døre og vinduer for at holde gassen ude. Men kometen kom og gik igen, uden at den mindste virkning lod sig spore. Efter en speciel teori skulle komethaler også kunne fremkalde influenzaepidemier. Når Jorden kommer i berøring med en sådan hale, falder nemlig de bakterier (!), som den indeholder, ned, og vindene spreder dem til forskellige egne. Da de er fremmede for vor klode, og vi derfor er uden forsvar imod dem, kan man vente sig det værste (Fig. 12).

Alt dette kan man nu tage roligt, de fleste kometer har i forhold til jordkloden en meget ringe masse, og det er ikke særlig sandsynligt, at de - selv i uheldigste tilfælde - skulle lave nogen væsentlig ravage (Fig. 13). Men fascinerende er de, og i en tid, hvor spænding og gys er gået i kompagni, kan det ikke undre, at underholdningsindustrien har taget sig kærligt af dem. Ifølge bøger, film og TV er det en næsten dagligdags begivenhed, at Jorden støder sammen med kometer, og vi har sikkert mange sådanne katastrofer til gode; en tegneserie, »Truslen fra Halleys komet«, er på vej. Nu, hvor vi igen får rigtigt kometbesøg, er også andre forretningsfolk vågnet til dåd. Kikkerter sælges med henvisning til kometen, T-shirts fremviser den, kometlegetøj tilbydes børnene, og rejsebureauer reklamerer med ture til de egne, hvor fænomenet vil kunne iagttages bedst. Der har altid været stort postyr, når Halley-kometen tonede frem.

Astronomerne har allerede længe haft kometen i kikkerten, men for os almindelige mennesker skulle den dukke op på nordhimlen omkring 8. januar og forsvinde ved midten af marts. Da den hovedsageligt får sit lys fra Solen, skal den betragtes først på aftenen, mellem kl 16 og 18. Helt som Vilhelm Erobreren så den, vil kometen nok ikke fremtræde, vor position på den nordlige halvkugle er ikke særlig gunstig for iagttagelse. Alligevel vil man nødig gå glip af synet og den fornemmelse af samhør med fortiden, som det nødvendigvis må vække (Fig. 14).

For de allerfleste af os gælder, at det er vor eneste chance. Nogle få har dog haft oplevelsen før, og atter nogle få af de alleryngste vil få kometen at se igen, nemlig i 2061, når den næste gang gør os sin opvartning.