Gensyn med kometen

I året 1835 skulle efter beregningerne en komet vise sig på himlen, og det var i den anledning, H. C. Andersen skrev digtet, hvis indledningsvers her er citeret. Begivenheden fortjente da også opmærksomhed, for den ventede komet var den berømteste af alle. Gennem årtusinder havde den forfærdet menneskene, når den med mellemrum dukkede op, men først højt op i tiden, i begyndelsen af 1700-årene, blev man klar over, at det var det samme himmellegeme, som kom igen og igen. Manden, der fastlagde banen og dermed blev i stand til at forudsige kometens genkomst, var Edmund Halley. Hans beregninger holdt stik, fænomenet kom, som det skulle – i 1758, i 1835 og sidst i 1910. Om ganske kort tid skal vi igen møde »Halleys komet«.

Halley var født 1656 i nærheden af London. Faderen var velhavende, så han fik en god uddannelse og senere økonomisk uafhængighed. Tidligt viste han interesse for astronomi og efter at have studeret faget i Oxford, blev han af regeringen sendt til den senere så kendte ø, Skt Helena i det sydlige Atlanterhav med det formål at kortlægge stjernerne på den sydlige halvkugles himmel. Trods vejrmæssige vanskeligheder resulterede opholdet i udsendelsen af et stjernekatalog.

Halley var ikke blot en alsidig mand, men et universalgeni af de virkeligt betydende; inspirationen hentede han på lange rejser som den, hvorom vi netop har hørt. Han forbedrede navigationsmetoderne, udforskede den magnetiske deklination, drev botaniske studier, kortlagde som den første Sydatlantens passat- og monsunvinde og opfandt en ny form for dykkerklokke, hvis principper levede langt frem i tiden. En dødelighedsstatistik, som han udarbejdede på grundlag af talmateriale fra den tyske by Breslau, lagde grunden til det moderne forsikringsvæsen. Over alt dette glemte han dog ikke, at astronomien var hans egentlige fag, og det var her han vandt sine største sejre. 1720 udnævntes han til kongelig astronom på Greenwich.

I 1680’erne havde Halley haft lejlighed til at se hele to kometer, deriblandt den, som senere H. C. Andersens øjne hvilede på, og det besynderlige himmelfænomen fik hans særlige interesse. På grundlag af 24 kometobservationer fra årene 1337-1698 fandt han frem til disse himmellegemers rytme, blev klar over, at hver enkelt komet med jævne mellemrum kommer igen (Fig. 1). Den komet, han selv havde set i 1682, måtte være identisk med den, Johannes Kepler observerede 1607 og Petrus Apianus 1531. På dette grundlag kunne han beregne kometens bane og forudsige, at den ville vende tilbage 1758. Selv opnåede han ikke at gense den, han døde 1742, men den kom – nu under navnet Halleys komet.