Gennembrud

Stormflodsåret 1825 blev skelsættende for fjordegnens beboere: livet efter kom til at forme sig væsentligt anderledes end livet før. Området, der tidligere havde været en lille verden for sig, hvor kun storkøbstaden Ålborg drev forretninger ud over det lokale, oplevede nu en florissant epoke med handel, søfart og vækst.

Ålborg »trykker de øvrige mindre købstæder ved Limfjorden«, påpeger Gregers Begtrup 1812, altså ved slutningen af den statiske periode. Tilsvarende udsagn finder man i næsten alle tidens topografiske værker. Sådan havde det været i århundreder: Limfjordsbyerne udgjorde et hierarki, hvor Ålborg, Limfjordens magtfulde stabelstad, i kraft af sin beliggenhed ved den lukkede fjords smalle løb mod øst dominerede al ind- og udgående handel. Den var alene på toppen, under den kom småkøbstæderne Thisted, Nykøbing, Skive, Lemvig og fra 1727 Nibe, mens Vestlimfjordens såkaldte ladepladser rangerede lavest; her var Løgstør, Hjarbæk og Struer de mest betydningsfulde. Styrkeforholdet internt i hierarkiet svarede nogenlunde til byernes indbyggerantal. Ålborg havde 1769 med sine 4000 indbyggere en større befolkning end alle småkøbstæder og ladepladser tilsammen.

Lad os se lidt nærmere på Struer for ad den vej at tegne handelsmønstret for den vestlige Limfjordsegn før gennembruddet. Den lille ladeplads lå, dengang som nu, lunt i den fjordkrog, der kaldes Struer Bugt, og ved indløbet til den lille vig Kilen. Landskabet var frugtbart, men fuldstændig nøgent; det sidste træ var blevet hugget om af svenskekongens lejesvende. Bebyggelsen, som lå helt ned til stranden, bestod af i alt fjorten huse samt en større og en mindre gård – det hele samlet om et fællesareal betegnet Struer gade. Indbyggerantallet var på knap 100 mennesker.

Man må forestille sig fællesarealet fyldt med fiskernes garn og grej samt, ved de to gårde, forskellige landbrugsredskaber. I et par af småhusene blev der drevet håndværk, gæstgiveri og lidt krejleri (det lokale ord for prangervirksomhed) med varer til og fra købmændene i Ålborg. Ud mod strandkanten var der oplag af tømmer for salg til omegnens bønder, og på den grusede strandbred lå fiskernes og krejlernes fladbundede kåge. Fra tid til anden kunne man ude på Struerbugten se en tømmerskude, der via Ålborg bragte bygningstømmer ind fra Norge. Det indkom allerede ved midten af 1600-årene regelmæssigt til Struer, »hvor den største del af Hardsyssels indbyggere det købe«, som det hedder i et værk fra 1656.

Først fra 1700-årene foreligger der mere udførlige oplysninger om handelsforholdene i Struer. Således fortæller Holstebros byfoged 1743 i en indberetning, at der herfra udførtes såvel korn som fedevarer; de fragtedes til Ålborg på små fartøjer og solgtes dér, hvis de da ikke blev omladet til andre skibe og sendt videre til København eller Norge. De små fragtfartøjer, der ejedes af Ålborgkøbmænd, returnerede til »Struer Huse« med varer som »norsk fyrretømmer, tjære, stål, hør, hamp, salt med videre«, som afsattes dér i egnen.

En serie topografiske indberetninger fra egnens sognepræster til biskoppen viser, at Struers handelsområde strakte sig ganske vidt – fra Nissum fjord, et godt stykke syd om Holstebro og langt i retning af Skive. Det fremgår, at der fra landdistrikterne leveredes korn til Holstebro og til Struer, hvorfra det gik videre til Ålborg. Præsten i Vejrum lidt syd for Struer giver 1769 denne lidt mere udførlige skildring: »Hvad som ellers kan sælges, afsættes bedst til Ålborg og føres til Struer, et lidet ladested, hvorfra det transporteres videre ved skibsfart langs med Limfjorden til Ålborg. Ellers er nærmeste købstad Holstebro, men dertil afsættes kun lidet, da de fleste der selv haver avling – Fyrretømmer fås fra Ålborg, hvorfra det med skib bringes til førom meldte ladeplads Struer, hvor – eller og i Holstebro – det af købmændene eller tømmerhandlerne kan fås at købe«. Struer var officielt ladeplads for Holstebro, og en stor del af de varer, der blev handlet ved Struer, havde da også købstaden inde i landet som endemål. (Fig. 2, fig. 3)