Genbrugte kirker

Navnlig godsejerne har været ude efter disse sten, der egnede sig så godt til herskabsbyggeri, og mange fine stenhuggerarbejder er i den forbindelse endt rundt om på herregårdene. Alt, hvad vore bevarede kirkebygninger ejer af sådanne kunstværker, bliver i disse år nøje registreret gennem storværket Danmarks Kirker. Herregårdsmaterialet er der kun lejlighedsvis rørt ved, men turen kommer vel også engang til det. (Fig. 2)

Det ovenfor sagte gælder hele landet, men vi vil som eksempel tage herregården Clausholm sydøst for Randers; den er, hvad dette angår, overordentlig repræsentativ, hvilket formodentlig hænger sammen med, at der netop på Randersegnen fandt mange kirkenedlæggelser sted. Clausholm kan følges tilbage til 1300-årene, hvor den spillede en rolle i opgøret mellem Valdemar Atterdag og de jyske stormænd. 1471 brændte gården, og det var ved genopbygningen herefter, den fik sin nuværende plads. På reformationstiden, hvor den var i rigshofmesteren Mogens Gjøes besiddelse, blev der foretaget store om- og tilbygninger, arbejder, som hans arvinger senere fortsatte. Under Karl Gustav-krigen skal Clausholm have været i ildlinjen, og da den efterhånden var blevet meget brøstfældig lod en ny ejer, Conrad Reventlow, i 1690’erne det meste nedrive til fordel for et nyt og pragtfuldt slot, det som endnu eksisterer. 1718 erhvervede Frederik 4. Clausholm, der derefter fik endnu et par tilbygninger. Baggrunden for købet var kongens varme følelser for husets datter Anna Sofie Reventlow, men det er en anden historie.

Der har, som det fremgår, ofte været brug for byggematerialer på Clausholm, og heraf ses kirkerne at have leveret deres rigelige part. Romansk granit har fundet udstrakt anvendelse i soklen under selve slottet og tillige - omend i lidt mindre grad - ved avls- og staldgårdens bygninger. En del af slottets gårdsplads er brolagt med granitkvadre, således en ca tre meter bred bane fra hovedtrappen ned gennem gården. Adgangsvejen over voldgraven er kantet med kvadre. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Hvordan kan man nu være sikker på, at der er tale om genanvendte romanske kirkekvadre og ikke sten fremstillet i eftertiden, eventuelt netop til de pågældende bygninger? Svaret må blive, at har man først fået blik for sagen, er man ikke i tvivl; stenene bærer et umiskendeligt præg af at være genbrugte kirkekvadre. Enkelte kan være lettere forarbejdet med henblik på deres nuværende placering og funktion, eksempelvis ved vinduer, men det er næsten altid tydeligt, at de oprindelig var bestemt til noget andet. Ved avlsgårdens sokkelsten er dette særlig tydeligt. Her ses ikke mindre end 69 skråkantsten, der oprindelig må have siddet i en kvaderstenskirkes sokkel, men nu er anvendt lidt vilkårligt, en enkelt anbragt på hovedet, andre midt blandt sten uden skråkant. En sten har et prægtigt »mestermærke« af form som ruderen i kortspillet. Sådanne stenhuggerfelter forekommer ganske hyppigt ved romanske kvaderstenskirker.

Ved slottets sokkel er forholdet ikke helt så tydeligt - måske et udslag af den regelmæssighed og konsekvens, som er så gennemgående i slotsbygningernes arkitektur i øvrigt. Alligevel er der forhold, der afslører stenene som kirkekvadre. Det er således påfaldende, at nogle er af meget varierende længder, og at de ofte er indmuret i dårligt forbandt. Mellem to vinduesfag kan stenene i samme skifte veksle, så én på 80 cm er placeret side om side med én på 15 cm. Det ville næppe forekomme, hvis stenene var nyfremstillet netop hertil.

Ved en sammentælling af kvadre på Clausholm - i selve slottet, avlsgården, staldgården, gårdspladsen, et hus hørende til godset og en dynge løse sten ved avlsgården - når man til tallet 2887, men mange kan sidde skjult, så de ikke er kommet med. I et par fjernere liggende avlsgårde, Schildenseje og Sophie Amaliegård, findes der også kirkekvadre, og da der vides at være bortsolgt overskydende sten fra Clausholm, må det oprindelige antal have været langt større. Det er beregnet, at der til en middelstor landsbykirke er medgået mellem ét og totusinde kvadre, så Clausholms andel må svare til to-tre af disse bygningsværker. (Fig. 6, fig. 7, fig. 8, fig. 9)

Mellem de »anonyme« granitkvadre, som naturligvis udgør det store flertal, finder man mere bemærkelsesværdige sten - sten, som har haft en speciel funktion og fået en dertil svarende speciel udformning. Sådanne udtryk for ældre tids stil og smag har været vanskelige at indpasse i det unge Clausholm, så de er som oftest tildelt ydmyge pladser. En kvader med en særligt mærkelig dekoration har man dog ikke kunnet modstå fristelsen til at mure ind i selve slotsbygningen, ganske vist lidt diskret ved et vindue. Der er tale om en såkaldt skaktavlkvader, et fænomen som netop er kendt fra kirkerne i det nordlige og nordøstlige Jylland (se Skalk 1988:1). Det er klart, at de indhuggede mønstre, der, som navnet siger, kan minde om skakbrætter, har haft en særlig betydning, men hvori denne bestod er en endnu uløst gåde. Clausholm-eksemplaret er foreløbig det eneste, som er fundet i verdslig sammenhæng, og det altså kun på grund af genbrug. (Fig. 10)

Stendyngen ved avlsgården indeholder sammenbragt og tiloversblevet materiale fra stedets byggeaktiviteter gennem flere hundrede år. Her findes foruden romanske kirkekvadre en betydelig mængde kvadre af renæssancetype (ikke medtaget i undersøgelsen), stykker af sandsten og almindelige utilhugne kampesten. Blandt det romanske materiale kan iagttages flere spændende sten - enkelte endda af høj kunstnerisk værdi - der åbenbart ikke, som skaktavlkvaderen, har tiltalt Clausholms skiftende arkitekter. Således en vinduesoverligger og tre brudstykker af sådanne, en stumpvinklet kvader med vulst, sandsynligvis fra siden af et smiget romansk vindue, og en fint forarbejdet sokkelsten til en søjleportal, meget mindende om sokkelstenene ved Mørke Kirkes sydportal. Pragtstykket udgøres dog af en lettere beskadiget portaloverligger med et prægtigt sløjfemotiv. Netop dette ornament kendetegner en række portalsten og et par vinduesoverliggere i kirker, som alle hører hjemme i Randersområdet (se Skalk 1981:4); eksemplaret her er nr 15 i rækken. Sløjfen er af en type, som blandt andet kendes fra Lem Kirkes portaler, mens selve stenens grundform minder mere om sløjfeoverliggeren ved Tvede Kirkes præstedør. Selv i sin nuværende beskadigede tilstand virker stykket overordentligt velproportioneret og harmonisk; sløjfen er udført med en sjælden sikkerhed sammenlignet med flere af de hidtil kendte. Påfaldende er den kraftige vulst langs stenens overkant, den dominerer i usædvanlig grad de to bundne slyng. Muligvis har den før omtalte sokkelsten fra en søjleportal hørt sammen med sløjfeoverliggeren. Igen kan portalen ved Mørke Kirke tjene som eksempel. (Fig. 11, fig. 12, fig. 13, fig. 14)

Der kan skjule sig andre mærkværdigheder i stendyngen, men vi må i denne omgang nøjes med det på Clausholm synlige, og dertil hører flere romanske arkitekturelementer anbragt andetsteds i området. I parken umiddelbart vest for vestre staldgårdsport står således en døbefont på fod - den er udekoreret, men med vulster på såvel kummen som foden - og i et af slottets kælderrum befinder sig, sammen med, blandt andet, en vinduesoverligger og et par brudstykker af sådanne, foden til en anden og nok så spændende døbefont. Denne fontefod er simpelthen et pragtstykke: ved hjørnerne ses menneskehoveder med løvemanker og i de fire sidefelter dyremotiver med et drageagtigt præg, men dog nærmest at forstå som løver og fugle. Det er næsten sikkert, at foden har hørt til en løvefont, sandsynligvis fra den såkaldte Galtengruppe, der er repræsenteret i flere østjyske kirker. Måske stammer en af de to fonte, den i parken og den i kælderen, fra kirken i Voldum, Clausholms hjemsogn. Den nuværende er fra 1600-årene, så den har givet haft en forgænger.

I nærheden af stendyngen er henstillet to granittromler; de har tidligere været brugt ved markarbejdet på godset. Længden er for begges vedkommende omkring halvanden meter, men den ene er 40-45 cm i tværsnit, den anden kun 22. At det drejer sig om søjler, kan der næppe være tvivl om, og af sådanne er der flere på slottet. I et kælderrum har således en til den kraftige tromle svarende granitcylinder fundet anvendelse efter sin bestemmelse, opstillet på en karakteristisk, men enkelt udformet base, og to lignende baser står som ridesten på gårdspladsen mellem staldlængerne. Den slanke søjle er efter al sandsynlighed en portalsøjle - dimensionerne passer godt - mens de kraftige må have haft anden anvendelse. Også disse kan udmærket være romanske, men helt udelukke, at de er senere - måske fra det tidlige byggeri på stedet - tør man dog ikke. (Fig. 15, fig. 16)

Mest gådefulde i Clausholms romanske stensamling er tre kvadre, som sidder forholdsvis tæt sammen i avlsgårdens nordre længe, ind mod gårdspladsen. De bærer alle skålformede fordybninger, omtrent på størrelse med femkroner og koniske, som om de var boret ud med en roterende stok. Hullerne sidder tæt sammen i felter med fra seks til tolv i hvert. To af kvadrene har hver to grubefelter, den tredje muligvis også to, men her er systematikken lidt mindre udpræget, gruberne ligger ikke i nøjagtigt lige rækker, men nærmest lidt oven i hinanden, og er i øvrigt knap så dybe som på de andre sten. Da nogle af felterne sidder delvis skjult af gårdspladsens stenbrolægning, kan det udelukkes, at de er blevet påsat efter kvadrenes indmuring i avlsgården. Skålgruber på kvadre er ikke ukendte i romansk stenhuggerkunst, men at finde dem tætsiddende og samlede i felter er noget helt nyt, som det er svært at give en forklaring på. Skulle der være en sammenhæng med skaktavlkvadrene, som jo også hører til det gådefuldes afdeling? Man har ment om disse sidstnævnte, at de kunne indeholde en slags skjulte informationer, noget som kun stenhuggere forstod betydningen af; det samme kan gælde grubesystemerne. At de skulle have haft en praktisk funktion, har man svært ved at forestille sig.

Hvad var det så for kirker, Clausholm forsynede sig fra? Det er et vanskeligt spørgsmål, som aldrig vil kunne besvares fyldestgørende, men skriftlige kilder giver visse fingerpeg vedrørende det yngste byggeri, de to små syd fløje, der blev opført i årene 1722-24, mens Frederik 4. var ejer af Clausholm; netop forholdene omkring kongens byggeaktiviteter er meget veldokumenterede. I bygmesteren J. D. Planitz’ overslag over udgifter og materialeforbrug, dateret 28. marts 1722, anslås det, at der til hver af de to fløje skal bruges »500 hugne kampesten, store og små som de falder, som kunne fås ved Dronningborg gamle slot foruden dem, som endnu findes ved Clausholms gård —«. Dronningborg Slot i Randers blev til kort efter reformationen ved ombygning af det gamle Gråbrødrekloster (se Skalk 1972:3). Byggematerialer skaffedes ved nedbrydning af kirkerne i Vorup, Erslev, Bjergby og sandsynligvis flere af sognene heromkring, hvor kirker vides at være sløjfet netop i disse år. En ældre borg, som Valdemar Atterdag skal have anlagt af elleve (!) nedbrudte kirker (hvor den har ligget, vides ikke), kan måske også have leveret materialer til Dronningborg. Det nye slot fik en ret krank skæbne, det led stærkt under 1600-årenes krige, hvor byen flere gange var besat af fjendtlige tropper, og i 1720’erne blev det på Frederik 4.s befaling nedrevet. En del af materialet førtes altså til Clausholm.

1000 hugne kampesten var, hvad J. D. Planitz i sit overslag mente at have brug for, men ved en kritisk gennemgang af byggeriet efter dettes afslutning viste det sig, at der fra Dronningborg var leveret det dobbelte. Med rette undrede revisor sig og bad om en forklaring. Bygmesteren svarede, at de ham leverede sten var forbrugt til de to sydfløje, til stenbro i slotsgården og til tre trapper. I dag kan man konstatere, at der ikke tilnærmelsesvis er medgået så mange sten til de anførte arbejder. Der har været et ganske betydeligt overskud, hvoraf en del kan være endt i soklerne til en lade og en staldbygning, begge opført i 1730’erne. At der fremdeles har været en rest tilbage, fremgår af, at man i årene 1753-54 var i stand til at bortsælge 15-1600 sten til herregården Bidstrup sydvest for Randers; de blev hovedsageligt brugt til sokler under staldbygninger. Bidstrup besidder i dag flere bemærkelsesværdige sten som for eksempel kiler til portaler, vinduesoverliggere, en rundet apsiskvader samt en søjlekapitæl. Noget af dette kan have været med i leverancen fra Clausholm.

Det er, må man desværre erkende, umuligt at spore den enkelte kvader tilbage til oprindelsesstedet. En sten i Bidstrup kan stamme fra Clausholm, som kan have fået den fra Dronningborg, som igen kan have den fra kirken i Vorup, men der er mange andre muligheder. Bidstrup kan have haft andre leverandører end Clausholm, og Clausholm behøver ikke nødvendigvis at have haft stenene fra Dronningborg; i 1722-overslaget tales jo om de sten, som endnu findes ved gården. Dronningborg på sin side har haft mindst tre landsbykirker og et kloster i sine mure. Endnu vanskeligere at følge er de sten, som befandt sig på Clausholm før Dronningborg kom ind i billedet. De mere specielle som skaktavlkvaderen og sløjfeoverliggeren er her til ringe hjælp; de kan højst lokaliseres til områder, ikke til enkelte kirker.

Clausholms bestand af kirkesten er som nævnt ikke noget isoleret fænomen, men hører givet til de største af slagsen. Mange af landets herregårde besidder kvadre og andre bygningselementer af granit, som stammer fra romanske kirker. Alene i det østjyske kan der opregnes talrige eksempler. Gammel Estrup og Rosenholm har begge romanske kvadre i deres sokler, og ved sidstnævnte er der anvendt romanske overliggere fra flere kirker til kældervinduerne. Også Skaføgård har kvadre og heriblandt flere spændende, således en profileret korbuesten med løvemotiv. Gjessing- gård har foruden kvadre i hovedfløjens sokkel en romansk døbefont med et par prægtige mandshoveder stående i haven. På Rathlousdal ved Odder befinder sig - ligeledes i haven - hele to sådanne døbefonte; der har tidligere været fire.

Også ved præstegårde, gamle bondegårde og købstadsbygninger kan man undertiden observere brug af granitkvadre og andre romanske arkitekturelementer. Alt medregnet bliver det til et vældigt materiale, som henligger forholdsvis upåagtet. Det har ikke som de bevarede kirkers granit været genstand for systematiske undersøgelser. En opgave venter. (Fig. 17)