Garnisonslivets vandbærere

Få år efter – under treårskrigen – begyndte virkeligheden at hale ind på fantasien. Med en kongelig resolution af 14. december 1848 blev der indført en ny bombastisk klingende militær grad: Overkommandersergent. Heller ikke denne titel var der mange der fik, for den var tænkt »for enkelte, fortrinlige underofficerer, hvilke man ikke tror i deres egen velforståede interesse at burde avancere til officerer«.

I Aalborg var der en sådan enkelt, som nu ligger begravet på Almenkirkegården, og hvis afskedsgave ved hans pensionering er bevaret i byens museum. Om overkommandersergent Leonard Lorentzen skal berettes lidt i det følgende, også fordi han faktisk mere end en gang gjorde sig fortjent til og fik tilbudt officersrang, men sagde nej tak af solidaritet med den underofficersklasse, han var havnet i, da han lod sig hverve 1804, og hvor han forblev til sin pensionering 1852.

Det var Napoleonskrigene, der indirekte – omend ikke mod hans tilbøjelighed – gjorde ham til soldat. Egentlig skulle han have været præst, men på grund af krigen mistede hans forældre i Altona de økonomiske muligheder for at holde ham til bogen, og femten år gammel lod han sig hverve som korporal ved 3. jyske infanteriregiment i Aalborg. Derved kom Leonard Lorentzen til at opleve slutningen af den proces, hvorved den danske hær i løbet af en enkelt generation fra at bestå af hvervede tyskere blev til en egentlig dansk hær baseret på værnepligt. Samtidig blev han medlem af en nu næsten forsvunden klasse, der prægede hele forrige århundredes garnisonsbyer mere end noget andet militært element: de faste underofficerer.

Mens det værnepligtige mandskab kom og gik, og officererne blev forfremmet fra afdeling til afdeling – og derved fra by til by – så forblev underofficererne, hvor de var, og dannede forbindelsen mellem by og garnison. Det gjorde de blandt andet i kraft af de bierhverv, det var deres ret at opretholde, eftersom deres aflønning var fastsat udfra den betragtning, at de skulle have ekstraindtægter for at eksistere med en familie. Mange af dem udmærkede sig i læsning og skrivning – endog særdeles smukt – fordi de som små havde gået i regimentets skole for de professionelle soldaters børn, og denne kunnen kom dem til nytte i fritiden som bogholdere og kontormedhjælpere (Fig. 1).