Gammel-ældre-ældst

Vi må se i øjnene, at menneskehedens vugge næppe stod i Danmark. Fossile knogler af primitive menneskeracer er aldrig fundet her, og vore ældste stenredskaber har ikke årmillioner bag sig. Fra de varmeperioder, som med mellemrum afbrød det lange istidsforløb, kendes enkelte spor af mennesker, men selv de er unge set i global sammenhæng, og der går ingen direkte linje fra dem til os. Det, vi i dag forstår ved Danmarkshistorien, tog først sin begyndelse, da bræerne endeligt havde trukket sig tilbage og efterladt landet frit. Her har vi til gengæld oplevet, at startlinjen gang på gang er blevet skudt længere bagud.

Af Flemming Rieck og Jørgen Holm

Omkring århundredskiftet opdagedes ved Mullerup i Vestsjælland et par bopladser, der gennem nogle år var regnet for landets ældste. 1936 overtog den midtjyske Klosterlund-plads værdigheden, som den beholdt til 1944, hvor amatørarkæologen Erik Westerby fandt bopladsen ved Bromme nær Sorø. Man var efterhånden kommet mere end 11.000 år tilbage i tiden, og der endte turen foreløbig, men det blev ikke ved det ene fund, samtidige pladser ligefrem skød op af jorden, nu hvor det var blevet klart, hvad man skulle se efter, nemlig specielle typer af pile og skrabere. Skønt rensdyret har været vigtigste jagtvildt på Brommekulturens tid, ses det kun lidt i fundmaterialet, her er flinten forholdsvis enerådende, men som løsfund kendes dog efterhånden et antal rentak-slagvåben og nogle stortandede benharpuner, der vel må tilskrives Bromme-folket eller måske et yngre jægersamfund på nogenlunde samme kulturtrin. Indimellem er der også gjort fund, som peger i ældre retning, men en egentlig boplads af væsentlig større alder end den i Bromme foreligger først nu. Inden vi går over til en nærmere beskrivelse, kan der imidlertid være grund til at se lidt på forholdene syd for den danske grænse. Det var jo herfra de ældste danskere rykkede ind i takt med isens tilbagetrækning.

Det store navn i nordtysk renjægerforskning er Alfred Rust, manden der i 30’erne foretog de første epokegørende undersøgelser på Hamburgegnen, nærmere betegnet i Ahrensburg-tunneldalen. Han var oprindelig elektriker, men erhvervede sig, dels ved selvstudium, dels gennem aftenundervisning, et dybtgående kendskab til arkæologi og forhistorie. Legendariske er hans gentagne cykelture fra Hamburg til Syrien, hvor han foretog udgravninger. Hjemkommet derfra kastede han sig med nærmest ufattelig energi og åndskraft over udforskningen af hjemegnens stenalderbopladser. Han fandt rensdyrjægernes våben og redskaber – ikke blot af flint, men også i knogle og tak, ypperligt bevaret i dybe søaflejringer ud for bopladserne. (Fig. 1) Selv jægernes telte kunne han påvise spor efter. Navne som Meiendorf og Stellmoor blev milepæle i nordeuropæisk stenalderforskning. Det billede, geologerne har tegnet af landet under den lange »optøningsperiode«, som fulgte efter istiden, er gennem de store bogværker, Rust fremlagde om sine undersøgelser, blevet befolket med mennesker. Mere er senere kommet til, så hovedtrækkene nu kan opridses således: