Gamle klude

Vi skal til Tybrind vig på Vestfyn, hvor en undersøisk boplads fra Ertebølletid gennem de senere år har været under udgravning (se Skalk 1982:4 og 1984:2). Da den for 6-7000 år siden var i funktion, så landskabet noget anderledes ud. Den lå da tæt ud til et sivkranset nor, der af beboerne benyttedes som losseplads: affald, kasserede redskaber og meget andet havnede i vandet, hvor det sank ned i den mudrede bund, der bevarede det for eftertiden. En senere landsænkning bevirkede, at også selve bopladsen kom under vand; den ligger nu på 2-3 meters dybde ca 300 meter fra kysten. Udgravningen må altså udføres af frømænd og er på mange måder vanskeligere end tilsvarende undersøgelser på landjorden. (Fig. 1)

Om de mange, ofte meget spændende, fund fra de tidlige udgravningsår kan der læses i de omtalte artikler; vi skal her blot minde om et enkelt, en stump snøre bundet til en fiskekrog, fordi den blev en slags varsel om kommende herligheder. Ved sidste sommers undersøgelse var vi rykket tættere på den forhistoriske strandbred, hvor fundmængden var større på grund af bopladsens nærhed. Det op til metertykke dyndlag var her noget grovere og mere »smuldrende«, end vi før havde mødt det, og lod sig vanskeligt udgrave på traditionel vis. I stedet opfandt vi en teknik, hvor vi så at sige viftede det bort med hænderne. Metoden viste sig meget lønnende, laget gik i opløsning lidt efter lidt, hvorved fundene dukkede frem og lod sig undersøge på den mest nænsomme og hensigtsmæssige måde.

Blandt det, som således viste sig på havbunden, var stumper af snore og flere samhørende stykker af et flettet tov. Vigtigst var imidlertid nogle flade flager, som mest af alt lignede groft hessian eller sækkelærred, i hvert fald tekstil af en art. Ved finundersøgelse af hjembragte jordprøver er der senere dukket flere lignende op. Alle fund er fra et lag, der med sikkerhed tilhører Ertebølletiden, jægerstenalderens afsluttende periode. Alderen har med kulstof-14 metodens hjælp kunnet sættes til ca 4.200 før Kristus. (Fig. 2, Fig. 3)

Trådmaterialet i tøjet er plantefibre af endnu ubestemt art. Flagerne er ganske små, kun få centimeter på hver led. De ser ved første øjekast nærmest ud, som var de hæklede, men det er ikke tilfældet, fremstillingsmåden er såkaldt nålebinding. Hvor hækling betjener sig af en lang, ubrudt tråd, anvendes ved nålebindingen korte stykker, typisk omkring én meter lange; når tråden er brugt op, øges den med en ny. Teknikken har tidligere været omtalt i Skalk (1976:2), men den har flere variationer. I Tybrind er bindingen foretaget over et ekstra sæt tråde, der har været holdt udspændt, enten ved hjælp af en ramme eller i hånden, under selve syningen.

Ved udgravninger i Orienten, nærmere betegnet i Anatolien og Syrien, er fundet tekstilrester, som er godt et årtusinde ældre end vore, men de tilhører agerbrugskulturer. Kludene fra Tybrind er intet mindre end det ældste europæiske tekstilfund og det eneste fra jægerstenalderen overhovedet. Heller ikke bondestenalderen er, hvad dette angår, overforsynet, der kendes nogle få fund, et enkelt fra Danmark, men de fleste fra schweiziske pælebygninger. Her møder vi også den første parallel til Tybrind-teknikken, en tilsvarende syning, blot uden de tværgående tråde, der har gjort det danske stykke tæt og solidt. (Fig. 4)

Er stenalderens Danmark fattig på tekstiler, så er bronzealderen til gengæld et sandt overflødighedshorn - takket være egekisterne med de berømte dragtfund. Her træffer vi igen nålebinding, nemlig på Skrydstruppigens bluse, hvis halskant har tungesting af Tybrind-typen som underlag for broderi. To andre fund viser halskanter med tilsvarende syning, så den har sikkert været ret almindelig, hvilket egentlig ikke kan undre. På det tidspunkt havde man jo kendt teknikken i henved 3000 år.

Også jernalderen har kendt til nålebinding, og i middelalderen var den ret udbredt, især til fremstilling af vanter. Efter reformationen vandt strikkekunsten frem, den har visse fortrin for nålebindingen, og den gamle teknik blev efterhånden helt udkonkurreret. I Danmark vel at mærke, i vore nabolande har den levet til nutiden.

Tilbage til Tybrind vig! For at udføre nålebinding må man selvsagt have haft nåle - sandsynligvis af ben, ret grove og med store øjer - men de er endnu ikke fundet her på pladsen og knap nok i samtidige fund. Spindingen af tråden har krævet en eller anden form for ten. Ganske vist kan det godt lade sig gøre at fremstille de korte tråde, der var nødvendige, ved at rulle plantefibrene ned ad låret, men samtlige Tybrind-tråde - altså ikke blot dem fra tøjstykkerne - er z-spundne, og lårmetoden ville nok have givet s. Som sagt er Tybrind-tøjet vort eneste fund af tekstil fra jægerstenalderen, men enkelte samtidige bopladser har leveret tråde i form af liner og besnøringer, og atter her møder vi z-snoningen, som åbenbart har været tidens almindelige form. I bronzealderen spandt man både z og s, men dog i overvejende grad det sidste. Der er altså sket en ændring, og det er vel ikke urimeligt at forestille sig, den hænger sammen med overgangen fra plantefibre til uld som spindemateriale. (Fig. 5)

Blandt de ting, der står øverst på ønskesedlen ved kommende udgravninger i Tybrind vig, er altså nåle og tene. Ja og så naturligvis mere tekstil. Kludene fra sidste sommer blev fundet ret tæt sammen og kan udmærket have hørt til et enkelt større tøjstykke, måske en kofte eller kappe. De skindklædte vildmænd, vi kender fra film og tegninger, fortoner sig.

For studiet af vore ældste bopladser har undervandsarkæologien åbnet nye veje, og mulighederne vokser, efterhånden som erfaringerne øges. Forbavsende fund er allerede gjort - ikke mindst ved Tybrind - og flere vil sikkert komme. (Fig. 6)