Gamle grave og ny teknik

Vi står på en sydvestjysk bakke med udsigt til vidtstrakte vådområder. På bakken ligger enkelte større gravhøje og en mængde små gravtuer, og i nogen afstand ligger spredte gårde og marker. En forsamling af mennesker fra disse gårde er forsamlet for at begrave en af deres kære. Den døde er allerede blevet brændt på et bål neden for gravpladsen, og den afdødes familie samler nu knoglerne fra ligbålet sammen på et klæde. Oven på knoglerne placerer de et par dragtnåle fra afdødes klædedragt, før klædet samles til en bylt og placeres i urnen.

Af Bente Grundvad og Niels Algreen Møller

Billede

Herefter går forsamlingen i procession op til gravpladsen, hvor de begraver urnen og dækker den med en rund tue. Gravanlægget placerer de helt op til andre gravtuer med cirkelformede grøfter omkring. Tilsammen danner tuerne et lille kuperet landskab af forfædrenes grave gennem en del generationer, og oppe på toppen af bakken krones gravfeltet af to større høje.

Sådan kan en begravelse i den ældste jernalder for ca. 2500 år siden være foregået, da et særligt fænomen, tuegravpladserne, vandt frem. I Danmark kendes fænomenet fra Syd- og Vestjylland, og langt de fleste hører til i tidlig keltisk jernalder (500-200 f.Kr.). De mange små gravhøje blev rejst tæt op til hinanden og fremstår som et samlet fortidsminde på grund af gravpladsernes lange brugstid (se Skalk 1975:1).

Sceneriet i indledningen er inspireret af nye undersøgelser af en tuegravplads ved Søhale, som ligger nordøst for Esbjerg. Da jernalderens mennesker dengang begravede deres døde under de små tuer, havde de ikke i tankerne, at der mere end to årtusinder senere skulle komme et hold arkæologer til stedet for omhyggeligt at grave alle urnerne op af jorden igen. Men det var, hvad der skete, da Esbjerg Muse­ums Ulla Mejdahl i 1995-96 udgravede det omfattende gravfelt. Tuerne var for­svundet, men der var spor af ringgrøfterne under pløjejorden.

Periode: Jernalder (500 til 749), Førromersk jernalder (500 til 1)

Udgave: Skalk 2015:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.