Gamle grave og ny teknik

Herefter går forsamlingen i procession op til gravpladsen, hvor de begraver urnen og dækker den med en rund tue. Gravanlægget placerer de helt op til andre gravtuer med cirkelformede grøfter omkring. Tilsammen danner tuerne et lille kuperet landskab af forfædrenes grave gennem en del generationer, og oppe på toppen af bakken krones gravfeltet af to større høje.

Sådan kan en begravelse i den ældste jernalder for ca. 2500 år siden være foregået, da et særligt fænomen, tuegravpladserne, vandt frem. I Danmark kendes fænomenet fra Syd- og Vestjylland, og langt de fleste hører til i tidlig keltisk jernalder (500-200 f.Kr.). De mange små gravhøje blev rejst tæt op til hinanden og fremstår som et samlet fortidsminde på grund af gravpladsernes lange brugstid (se Skalk 1975:1).

Sceneriet i indledningen er inspireret af nye undersøgelser af en tuegravplads ved Søhale, som ligger nordøst for Esbjerg. Da jernalderens mennesker dengang begravede deres døde under de små tuer, havde de ikke i tankerne, at der mere end to årtusinder senere skulle komme et hold arkæologer til stedet for omhyggeligt at grave alle urnerne op af jorden igen. Men det var, hvad der skete, da Esbjerg Muse­ums Ulla Mejdahl i 1995-96 udgravede det omfattende gravfelt. Tuerne var for­svundet, men der var spor af ringgrøfterne under pløjejorden.