Gåsepennen

Mængden af gæs i Danmark blev omkring 1800 anslået til 123.000, men ved den første husdyrtælling 1888 registreredes der 213.530. Fordelingen var imidlertid meget ujævn, tre nordjyske amter, Ålborg, Hjørring og Thisted, tegnede sig for mellem en tredjedel og halvdelen af bestanden; sådan havde det været fra gammel tid. Størsteparten blev i august-september drevet flokkevis ned gennem halvøen til salg i Sønderjylland og på Fyn. De langsomt vraltende gæs kunne højst tilbagelægge et par mil (14-15 km) i døgnet. Blev et dyr for træt, måtte det bæres.

Af V.J. Brøndegaard

Billede

De mange gæs blev holdt for at spises, men også for at skaffe fjer og dun til dyner og puder. Pastor L. M. Wedel skrev 1793: »Gåsen er næsten uundværlig for os danske, især for dens fjer til sengeklæder. Når man regner 48-50 pund fjer til en opredt seng, så kræves dertil 200 gæs – «. Fjerene havde dog også andre anvendelsesmuligheder. Man brugte dem som tandstikkere og piberensere og som pensel, når brødene skulle bestryges med olie, før de sattes i ovnen. De lange stive svingfjer kunne samles til en støvekost, og de ribbede skafter var, når de blev snøret i bundter, velegnede som kar- og grydeskrubber.

De store vingefjer havde gennem århundreder haft en helt speciel anvendelse, nemlig som skriveredskaber. Bedst egnede var venstre sides nr 2, 3 og 4, men andre svingfjer, gæssene tabte på marken om sommeren, kunne også bruges. Med en særlig pennekniv skar man enden af fjerskaftet skråt af (Fig. 1).

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 1989:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.