Gåden om Gorm

Om Sydhøjens datering har der tidligere været skrevet her i bladet (1985:3), men der er arbejdet videre med sagen og foreligger nu så mange holdepunkter, at det med rimelig sikkerhed kan siges, højen har været under opførelse i 960-erne, og at fuldendelsen snarest falder omkring 970. Nordhøjen har leveret et enkelt fuldt bevaret stammestykke, som ses at være fældet vinterhalvåret 958-59, og det er sandsynligt, at denne datering også dækker det i højen værende gravkammer, der ikke selv har kunnet bidrage med noget helt præcist årstal. Begge høje er således en del yngre, end man havde regnet med. Dateringerne er udført på Nationalmuseets dendrolaboratorium, men på grund af sagens vigtighed efterprøvet hos Wormianum. Samme resultat!

Ifølge traditionen skal højene være bygget for vikingekongeparret Gorm og Thyre, og noget er der nok om det, eftersom sønnen Harald Blåtand selv på den store Jellingrunesten fortæller, at han »bød gøre disse kumler« efter sine forældre. Folkemindet har knyttet Gorm til Sydhøjen, men i denne er der, trods omfattende undersøgelser, endnu ikke påvist nogen grav. I Nordhøjen, »Thyres høj«, var man heldigere, her fandtes det førnævnte gravkammer, bygget af træ og meget stort. Fundhistorien er velkendt, men skal alligevel, af hensyn til det følgende, kort genfortælles her.

I højtoppen havde fra gammel tid været en lille dam, hvis vand mentes at være sundhedsbefordrende. 1820 tørrede den imidlertid ud, så Jellingboerne begyndte at grave for at åbne den genstridige vandåre. Efter nogen tid stødte de på store sten, som blev hejset op, hvilket førte til fundet af gravkammeret. Besværet med at hugge sig gennem loftsbjælkerne blev man sparet for, det var allerede gjort af folk, som tidligere havde været nede i højstuen; dammen var det synlige minde om dette gamle indbrud. En af datidens oldforskere, Finn Magnusen, som netop var i nærheden, kom til stede, og fra ham foreligger en beskrivelse af fundet på dette tidlige stadium.

Tømningen af det delvis jordfyldte kammer lagdes i hænderne på en kaptajn Bloch fra vejkorpset, og det siger sig selv, at den ikke blev udført på en måde, som honorerer nutidens krav. Der fandtes adskillige smågenstande, langt de fleste dog som ubetydelige brudstykker, samt en ca. to meter lang trækiste, der straks faldt fra hinanden. Endvidere en hestetand, men – til almindelig forbavselse – ingen menneskeben. Fyrre år senere, i 1861, blev Nordhøjens kammer genåbnet af Frederik 7. som en slags trøst efter en storslået, men resultatløs gravning i Sydhøjen, og denne gang var der erfarne arkæologer med. Man førte en tunnel ind til kammeret (som i øvrigt også Bloch havde gjort), men fandt det helt sammenstyrtet, så at det blev nødvendigt med en afdækning fra oven. Ved oprensningen fremkom endnu et antal stumper af det så sørgeligt medtagne gravudstyr samt »flere dyreben og knogler, hvori fandtes et blåt, fosforagtigt farvestof« og »et lille stykke af en hjerneskal(?)«. Efter undersøgelsen blev kammeret restaureret og gjort offentligt tilgængeligt – med det resultat, at det forfaldt og få år senere måtte lukkes. Ved et indsnit i højen, foretaget 1942 under ledelse af Ejnar Dyggve, blev en ende af graven frilagt. Kammeret var nu igen helt styrtet sammen.

Det er klart, at de sparsomme rester, der blev fundet ved udgravningerne, ikke kan være hele gravudstyret – hovedparten må være fjernet af de mennesker, som engang i fortiden brød ned i kammeret; når kisten blev efterladt, skyldes det vel, at den var for stor til at passere gennem de snævre loftsåbninger. Knogleresterne viser, at der har været et dyr med i graven – sikkert en hest, derpå tyder den fundne tand og et beslag, som må være fra seletøj. Det har været diskuteret, om det kunne være en kristen, der lå begravet i højen, men den teori kan i hvert fald opgives; dyreoffer er et udpræget hedensk anliggende. Hesteskeletter og hestetøj kendes naturligt nok mest fra mandsgrave, men kan også optræde hos fornemme kvinder; den norske »Osebergdronning« havde således ikke mindre end 15 heste med sig. Nogen kønsbestemmelse af gravboen giver dette fund altså ikke.

Mellem højene ligger Jelling kirke. I forbindelse med en restaurering af denne foranstaltede Nationalmuseet i årene 1976-79 en udgravning omfattende det meste af gulvarealet. Der fandtes spor af tre træbygninger, som har afløst hinanden på stedet, og som igen er afløst af den endnu stående stenkirke, opført omkring år 1100. Alle træhusene har, mener udgraveren Knud Krogh, været kirker – også den ældste, en bygning af ganske anselig størrelse. Ikke så mærkeligt, når man betænker, at den efter al sandsynlighed har hørt til en kongsgård (fig. 2).