Fruervognen fra Boringholm

Den nu helt forsvundne borg ved Boringholm blev opført i tiden omkring 1370 og forladt igen 30 år senere. Borgens bygninger var af træ og opført på en kunstig holm i et sumpet område. Det lille samfund på borgen har sikkert udgjort et herskab, der på grund af krigen 1340-1360 mellem kong Valdemar Atterdag og de holstenske grever, var flyttet ud i den fugtige sump. Hverken de skriftlige kilder eller de arkæologiske undersøgelser kan afsløre, hvem det var, så vi ved ikke, om de var venner med greverne eller med den danske konge. Borgen blev udgravet af Nationalmuseet i årene 1906-1916.

Hovedparten af vogndelene lå under resterne af fundamenterne til borgen. Udgravningerne var i øvrigt ganske fundrige, hvor bl.a. mange våbenfund afspejlede de uro- lige tider. Udgravningsteknikken var ikke så udviklet, så mange genstande blev ikke nummereret og indmålt, men kun kortfattet beskrevet i udgravningsberetningen.

Vogndelene fra Boringholm kan opdeles i to grupper: en lav kraftig arbejdsvogn og en høj rejsevogn med store hjul. Den første er kendt fra middelalderlige bymiljøer som for eksempel Randers, Køge, men også Vordingborg, hvor der fandtes et nedslidt hjul i voldgraven og hjulspor fra vogntypen på borgterrænet fra 1300 årene. Det er ikke den type vogne, som blev brugt på landet og bygget af bønderne selv, men vogne der var bygget af professionelle hjulmagere, der havde værksteder i byerne, på storgårdene og de kongelige slotte.

Rejsevognen med de store hjul og den kraftige undervognskonstruktion, der kaldes forvogn med tyve, er ikke tidligere set på dansk grund. Ejendommeligt nok var flere af de store hjul med tilhørende aksler hugget i stykker med økse og mange fragmenter – fælgstykker og ødelagte egre – lå spredt på borgpladsen. Denne vogntype tilhørte storgårdenes og slottenes kvinder, og den blev bygget af karmmagere (karetmagere), der fulgte med adelen rundt i Europa og byggede køretøjerne efter de lokale vilkår. Det var således forventeligt, at vognhjulenes nav fra Boringholm var forberedt til beslåning med jernringe som de europæiske – men bemærkelsesværdigt, at de aldrig var blevet monteret.

Da flere af vogndelene på Boringholm lå under bygningerne sammen med grene og andet, der gjorde det muligt at færdes på den bløde holm, er vognene ældre end den borg, der blev opført omkring 1370 – men de må være kommet til stedet sammen med det bygningstømmer, der blev brugt til borgens bygninger, og som viser sig at være genbrugte byggematerialer fra en ældre gård, der kan tænkes at have ligget på fast land.

Vogndelene fra Boringholm er nu desværre ødelagt af udtørring og fejlslagen konservering, men især den lave arbejdsvogn har inspireret til flere rekonstruktioner i fuld størrelse som led i forfatterens undersøgelser af den danske landtransports udvikling. Siden 1982 er der ved danske museer og forsøgscentre rekonstrueret alle de vogntyper fra oldtid og middelalder, der er fundet rester af især i tørvemoserne mellem 1850 og 1950. Dette gøres for at lære vogntypernes egenskaber at kende og læse slid- og trykspor på de originale stykker, så vi kan se, hvilke vejbelægninger de har kørt på, og hvilke belastninger de har været udsat for.