Frisisk klæde
En vis Ermoldus Nigellus fortæller i slutningen af 700-årene om frisiske købmænd, som kom til Elsass, hvor de byttede farvet klæde og rav for træ, vin og korn. Det er første gang, det frisiske klæde (pallium fresonicum) nævnes, men snart høres der mere om det, og man forstår, der var tale om en efterspurgt vare. En munk fra klosteret Skt Gallen fortæller, at Karl den Store sendte stoffet som gave til kaliffen Harun al-Raschid i Baghdad, og at Karls søn og efterfølger, Ludvig den Fromme, skænkede kapper af farvet friserklæde til sine hoffolk - dog ikke de allerfornemste, til dem var der kostbare udenlandske dragter. At det frisiske klæde blev forhandlet af friserne turde være indlysende, knap så sikkert er det, om det også blev fremstillet af dem, det kunne jo være produceret i naboområderne, Flandern eller Sydengland. Der er tidligere af historikere ført en ret livlig diskussion om disse spørgsmål.
Af Lise Bender Jørgensen
I 1938 kom arkæologien ind i billedet gennem den svenske forsker Agnes Geijers fremlæggelse af det store tekstilmateriale fra Björkö i Mälaren, vikingetidens Birka. Hun foreslog, at en række meget fine kamgarnsstoffer af stærkt standardiseret karakter kunne være identiske med det berømte friserklæde (Fig. 1). Denne tolkning holdt stand til 1950, hvor den danske tekstilekspert Margrethe Hald gjorde opmærksom på nogle syriske stoffer fra 2. - 3. århundrede, der minder stærkt om Birka-fundene - så stærkt, at hun trods aldersforskellen på 5-600 år mente, at Birkaklædet kunne være importeret fra Orienten, som netop Sverige havde livlig forbindelse med under vikingetiden. Denne teori blev efterhånden almindeligt accepteret - selv Agnes Geijer tilsluttede sig den - og sådan forblev det i nogle år. Næste udspil kom fra den engelske arkæolog E. Carus-Wilson, som forslagsvis identificerede Birkastofferne med en klædetype kaldet Haberget, der omtales i flere engelske og franske kilder fra 11-1200-årene. Senest har den norske arkæolog Anne Stine Ingstad antaget, at Birkaklædet kunne være engelsk-irsk. I mange norske vikingetidsgrave optræder nemlig stoffer af denne type sammen med sager fra de britiske øer.
Fig. 1. Rytterstatuette af Karl den Store, fra 800-årene (hest og sværd dog fornyede). Kappen, han bærer over skuldrene, har sikkert været af fineste frisiske stof.
Med nærværende artikel vil også undertegnede blande sig i diskussionen. Grundlaget er en stor samlet undersøgelse af tekstilrester fra museer overalt i Nordeuropa. De fleste stammer fra grave, i alt 2500 fordelt over perioden ca 1800 før til 1000 efter Kristus, men med hovedvægten på sidste halvdel af dette lange tidsrum. I så stort og vidtspændende et materiale er naturligvis mange klædetyper repræsenteret, men vi vil her holde os til to, som har interesse i forbindelse med vort emne.
Den første er Birkatypen, som vi for nemheds skyld vil navngive det allerede omtalte stof. Dette klæde er af fint kamgarn og som regel fremstillet i den teknik, der kaldes krystalkiper. Garnet er z-spundet både i trenden (længdetrådene) og islætten (tværtrådene). Kvaliteten ligger oftest på 25-60 trendtråde og 15-25 islættråde pr kvadratcentimeter; det vil sige, at det drejer sig om stoffer af megen finhed. Mønsteret - krystal'en - dannes næsten altid af 20 trend- og 10 islættråde.
Den anden klædesort - Elisenhoftypen vil vi kalde den efter et af de vigtigste fundsteder - ligner Birkatypen meget, den er også i krystalkiper, men kun trenden er z-spundet, islætten derimod s-spundet, og krystal'en består af 20 x 18 tråde mod Birkatypens 20 x 10. Kvaliteten ligger mellem 10 og 35 trendtråde pr cm, hvilket er ganske fint, men ikke i Birkaklassen. Deler man hver af de to typer op i tre kvalitetsgrupper efter trådantallene, svarer fineste kvalitet af Elisenhoftypen nærmest til ringeste af Birkatypen. Hvordan fordeler nu disse klædesorter sig tidsmæssigt og geografisk?
Birkatypen dukker op i 6-700-årene og fortsætter vikingetiden ud. Dens hjemsted er helt klart Skandinavien; udenfor kendes den kun fra en enkelt østfrisisk gravplads og i nogle få isolerede forekomster, fortrinsvis på de nordatlantiske øer. I det store frankiske område og på de britiske øer mangler den helt trods den betydelige mængde af tekstilførende grave, der er undersøgt dér, og østpå, i Finland, de baltiske lande, Polen og Østtyskland, glimrer den også ved sin fraværelse. I Norden er mængden af Birkastof betydelig. Tidligst dukker det op på Bornholm og de andre Østersøøer, i de rige upplandske fyrstegrave og i en række vestnorske fund. Senere koncentreres det om de store handelspladser, Hedeby, Kaupang og især Birka, hvor hver fjerde grav har givet prøver på stoffet (Fig. 2). Tyngdepunktet i vikingetiden er dog Vestnorge, hvor der er fundet Birkaklæde i hver tredje grav (Fig. 3).
Fig. 2. Prøver af de to klædesorter, Birkatypen (til venstre) og Elisenhoftypen. - Fot: Historisk Museum, Bergen, og Textilmuseum, Neumünster.
Fig. 3. De to stoffers udbredelsesområder. Stor plet betegner mange fund på samme lokalitet.
Elisenhoftypen synes at være af ældre oprindelse; nogle få fund antyder, at den var kendt i Centraleuropa så tidligt som 500 før Kristus. I romersk tid optræder helt tilsvarende klæde langs storrigets grænse i Britannien, Gallien og Germanien samt i en række skandinaviske fund. Efter romertidens afslutning forsvinder typen fra Norden bortset fra nogle få stykker i vikingetid, mens den udenfor breder sig over Nordfranken og Sydøstengland. Tyngdepunktet gennem 6-, 7- og 800-årene er de store frisiske bopladser som Hessens og Elisenhof.
Hvad kan vi nu slutte heraf? Jo for det første, at Birkastoffet ikke kan være det frisiske klæde - om så var, måtte det have gjort sig helt anderledes gældende i Friesland med tilgrænsende områder. Overhovedet må vi stille os skeptisk over for alle de fremsatte forslag om dette stofs oprindelse. I England/Irland var det tilsyneladende ukendt, så derfra kan det umuligt være kommet, og også i Orienten synes samtidige paralleller at savnes; de ganske få fund, som Syrien-hypotesen bygger på, er jo så langt ældre (og i øvrigt ukarakteristiske for Mellemøstens tekstiler). Hvis stoffet var kommet ad russiske flodveje, ville der nok også have været fund, som betegnede ruten. Men hvad så? Jo som landet ligger, må det være naturligt at søge hjemstedet i Skandinavien og da sandsynligvis i Vestnorge, hvor fundmængden er størst. Her finder vi også stoffet i alle dets kvaliteter, mens Birka, det andet hovedcenter, kun viser os de to fineste. De vestnorske vikingefruer fik i øvrigt ofte deres væv med i graven sammen med nødvendigt udstyr som vævevægte, vævesværd og uldkamme; det tyder på, at produktionen her var til mere end husbehov. Birkastofferne er uomtvisteligt vævet på opstadvæven, den forholdsvis primitive vævtype, der efter alt at dømme på dette tidspunkt havde fundet afløsere ude i Europa (Fig. 4).
Fig. 4. Elisenhofklæde af fin kvalitet fra adelsgrav i Thüringen. Stykket er delvis dækket af rosetkiper, et karakteristisk frankisk stof.
Elisenhofklædet var af ringere kvalitet end Birkastoffet, men alligevel må det være denne vare, der repræsenterer det berømte friserklæde. Ser vi på udbredelseskortet, finder vi kernen i selve Friesland og derfra udløbere ned i Frankerriget og vestpå til England - men kun i meget begrænset omfang nordpå til de skandinaviske lande, der åbenbart var selvforsynende på dette område. Knoglefund på de frisiske bopladser vidner om en udstrakt fåreavl. Der synes ikke at være tvivl om tilvirkningsstedet.
De grovere Elisenhofstoffer er naturligvis langt de almindeligste, den fine vare optræder kun i nogle få meget rige grave, som den angelsaksiske fyrstegrav ved Sutton Hoo og en ligeledes kongeligt udstyret kvindegrav under Kølns domkirke. Det har nok også været bedste kvalitet, Karl den Store sendte til kaliffen i Baghdad. Hvordan det forholdt sig med de kulørte kapper, hans søn Ludvig den Fromme så rundhåndet uddelte til sine laverestående hoffolk, er straks et andet spørgsmål.
Men i Norge sad altså væversker, som havde drevet kunsten videre. Måske fandt også nogle af deres produkter, via Sverige, vej til Harun al-Raschid i det fjerne Østerland.
Lit: Birka, bd. 3 (Agnes Geijer). Uppsala 1938. - Nordiske Fortidsminder 1950 (Margrethe Hald). - Viking 1979 (Anne Stine Ingstad).
